Mødedato: 19.01.2017, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Ensretning af aldersinterval for klamydiahjemmetest, seksualundervisning og sundhedstjek

Sundheds- og Omsorgsudvalget skal godkende, at aldersintervallet ændres i tre eksisterende indsatser for unge.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender,

  1. at aldersintervallet for gratis klamydiahjemmetest ændres fra 15-29 år til 16-24 år,

  2. at aldersintervallet for seksualundervisning til unge ændres fra 15-29 år til 16-24 år, 

  3. at aldersintervallet i sundhedstjekket ændres fra 13-20 år til 16-24 år.

Problemstilling

Københavns Kommune tilbyder i dag gratis klamydiahjemmetest og seksualundervisning til unge mellem 15 og 29 år samt sundhedstjek til unge mellem 13 og 20 år.

Forvaltningen indstiller, at aldersintervallerne ændres med henblik på, at det er unge med det største behov, som får gavn af indsatserne. Ændringen vil også stemme overens med den vedtagne målgruppe for den borgerrettede forebyggelse.

Løsning

Ved at ændre aldersintervallerne for de tre indsatser vil indsatserne i højere grad blive målrettet de unge med det største behov.

Ændringen vil også understøtte udvalgets beslutning af 27. oktober 2016 om, at unge i alderen 16-24 år er en prioriteret målgruppe og hermed også forvaltningens partnerskaber med ungdomsuddannelserne i kommunen, hvor eleverne i overvejende grad er mellem 16 og 24 år. Samtidig vil den sikre, at forvaltningen i mødet med de unge ikke skal differentiere i forhold til tilbud til de forskellige aldersgrupper. Unge københavnere vil dermed opleve en større sammenhæng mellem sundhedstilbuddene.

Ved at ensrette aldersintervallet for de pågældende indsatser vil forvaltningen i større grad have mulighed for at sammentænke aktiviteter og derved opnå størst mulig synergi til gavn for de unge københavnere.

Ad 1. Gratis klamydiahjemmetest
Sex & Samfund udsender på vegne af Københavns Kommune gratis klamydiahjemmetest til unge i alderen 15-29 år. Tilbuddet er meget efterspurgt hos de unge, og forvaltningen forventer ikke at ville kunne imødekomme efterspørgslen i 2017 med den nuværende bevilling.

Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at forekomsten af klamydia i København er særlig udbredt blandt de 15-24 årige, og i langt lavere grad ses blandt de 25-29 årige. Ikke desto mindre modtager de 25-29 årige over en tredjedel af de gratis klamydiahjemmetests, og de har en langt lavere positivrate end de yngre. Ved at ændre alderen for tilbuddet vil efterspørgslen blandt de 16-24 årige i højere grad kunne imødekommes, og aldersændringen vil bidrage til en større opsporing og forebyggelse blandt 16-24 årige klamydiasmittede. 

Ad 2. Seksualundervisning
Sex & Samfund tilbyder på vegne af Københavns Kommune seksualundervisning til unge for at udvikle deres handlekompetencer i relation til seksualitet, trivsel, rettigheder og sundhed samt øge mangfoldighed og bekæmpelse af diskrimination.

Aldersgruppen for indsatsen er unge i alderen 15-29 år, men da seksualundervisning udbydes som en aktivitet i partnerskabet med ungdomsuddannelserne, vil det være hensigtsmæssigt, at aldersgruppen afspejler de unge på uddannelsesstederne, som i overvejende grad er unge i alderen 16-24 år. Det er også denne aldersgruppe, som i høj grad efterspørger viden og oplysning, hvorfor forvaltningen ønsker at målrette indsatsen og i stedet anvende ressourcerne på at sikre seksualundervisning på endnu flere uddannelser.

Samtidig er det i alderen 16-24 år, at de fleste unge har deres seksuelle debut og bliver smittet med sexsygdomme. Det er også i denne periode, at unge har travlt med at finde sig selv, herunder deres seksualitet, køn og identitet. Derfor er det oplagt at fokusere på at give unge i denne periode af deres liv viden om prævention, sexsygdomme mv. samt at udstyre dem med redskaber til at passe på sig selv og hinanden. Ligeså er der oplagte fora for denne aldersgruppe, hvor seksualundervisningen kan finde sted på eksempelvis ungdomsuddannelser, ungdomsklubber, være- og bosteder, institutioner mv. De samme fora findes ikke for de 25-29 årige, hvorfor forvaltningen har erfaret, at det er svært at udbyde seksualundervisning til de 25-29 årige.

At fokusere på unge i aldersspændet 16-24 år er også en anbefaling i Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakke for seksuel sundhed, hvor det anbefales at udbyde seksualundervisning til unge på ungdomsuddannelserne.

Ved at ændre målgruppen for klamydiahjemmetestene og undervisningen til 16-24 år vil den forebyggende virkning af testene øges, da det i højere grad sikres, at modtagerne af testene bliver unge, der for nyligt har modtaget seksualundervisning og herigennem er blevet oplyst om sexsygdomme og brug af prævention. Det er en obligatorisk del af seksualundervisningen, at underviserne oplyser om muligheden for at blive testet for klamydia og herunder demonstrerer hjemmetesten og udleverer visitkort med link til bestilling af testen.

Unge under 16 og over 24 år, som går på uddannelsesstederne, er i klubben, kommer i institutionen mv., vil også kunne deltage i undervisningen.

Ad 3. Sundhedstjek
Unge mellem 13 til 20 år kan i dag modtage en times samtale med en psykolog og sygeplejerske om deres fysiske og mentale trivsel i Center for Børn og Unges Sundhed eller på fem ungdomsuddannelser i København. Det er især unge fra 16 år og opefter, der opsøger tilbuddet, og idet sundhedstjekket har en udgående rolle på ungdomsuddannelserne, oplever medarbejderne at være nødt til at afvise unge over 20 år, som efterfølgende ønsker at gøre brug af tilbuddet.

Med forvaltningens partnerskaber med ungdomsuddannelserne vil sundhedstjekket i de kommende år i højere grad blive et udgående tilbud, hvorfor det vil være hensigtsmæssigt, hvis aldersgruppen stemmer overens med de unge på uddannelsesstederne. Samtidig er det i høj grad denne målgruppe, som i forvejen gør brug af og efterspørger tilbuddet. I 2016 har 357 unge benyttet sig af tilbuddet, hvoraf kun 10 samtaler har været med unge i alderen 13 til 15 år, og gennemsnitsalderen i sundhedstjekket er 17,7 år.

Ligeså er medarbejdernes erfaring fra samtalerne, at de yngre unge er mindre motiverede og refleksive i forhold til egen sundhed, hvorfor henvendelsen ofte er initieret af forældrene. Ved at ændre alderen i sundhedstjekket sikres det, at unge med eget ønske om at få hjælp kan modtage tilbuddet. Ligeså sikres det, at sundhedstjekket ikke bliver et konkurrerende tilbud til folkeskolens sundhedsplejerske, som unge i alderen 13-15 år kan gøre brug af.

Unge under 16 og over 24 år, som går på uddannelsessteder, hvor sundhedstjek tilbydes, kan ligeledes modtage tilbuddet i denne forbindelse.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser udover den allerede afsatte ramme.

Videre proces

Hvis Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender indstillingen, træder aldersændringen i kraft med øjeblikkelig virkning. Allerede afgivne bestillinger samt bookede undervisninger og samtaler afholdes dog efter aftale.

 

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt med bemærkning om, at der suspenderes fra aldersintervallet, så unge under 16 også kan få gratis klamydiatests.

Indstillingens øvrige at-punkter blev godkendt.

Et samlet udvalg afgav følgende protokolbemærkning:

”Udvalget finder det væsentligt, at forvaltningen i samarbejde med Sex og Samfund også gør opmærksom på mulighed for gratis klamydiatest i folkeskolens seksualundervisning samt at der i kommunikationen omkring klamydiatests gøres opmærksom på, at testen også er gratis ved henvendelse hos egen læge uanset alder”.

Til top