Mødedato: 18.12.2013, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Statusrapport 2013 for sundhedspolitikken 2011-14 - Længe Leve København

Se alle bilag
Drøftelse af statusrapport 2013 for Københavns Kommunes Sundhedspolitik 2011-2014 ’Længe Leve København’ med henblik på udvalgshøring af rapporten.

Indstilling og beslutning

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter statusrapport 2013 for Københavns Kommunes sundhedspolitik ’Længe Leve København’ (bilag 1), herunder Sundheds- og Omsorgsforvaltningens anbefalinger til kommende indsatser, og 
  2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender at sende statusrapport 2013 for Københavns Kommunes sundhedspolitik ’Længe Leve København’ (bilag 1) i udvalgshøring.

Problemstilling

Dette er Sundheds- og Omsorgsforvaltningens tredje statusrapportering på Sundhedspolitikken 2011-14 ’Længe Leve København’. Sundhedspolitikken blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 26. maj 2011. Alle udvalg har ansvar for en række indsatser under sundhedspolitikken. De er beskrevet i udvalgenes handleplaner, der revideres årligt.

Statusrapporten indeholder en konkret vurdering af fremdriften i de enkelte indsatser og indikatorer, og rapporten indeholder på den baggrund en kort samlet vurdering af fremdriften for hvert af de fire spor i sundhedspolitikken. I forlængelse af vurderingen er der opstillet i alt 26 anbefalinger til fokuspunkter og indsatser i forvaltningerne, som kan indgå i forhandlingerne om Budget 2015 (bilag 1).

Statusrapporten sendes i udvalgshøring i perioden fra den 19. december 2013 til den 28. februar 2014 med henblik på fornyet forelæggelse af statusrapporten for Sundheds- og Omsorgsudvalget i marts 2014 og forelæggelse for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i april 2014.

Løsning

Status
Overordnet vurderer Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, at hovedparten af de igangsatte indsatser er i god fremdrift, men at det bliver vanskeligt at nå alle målene i sundhedspolitikken med det nuværende indsatsniveau. Indikatorerne i sundhedsindekset giver en pejling på, hvordan det går med indfrielsen af sundhedspolitikkens fireårige mål. De viser, at der er en vedvarende og stigende udfordring i forhold til børn, unge og voksnes fysiske aktivitet samt i forhold til at nå tilstrækkeligt mange borgere, hvad angår alkohol og rygning. En forudsætning for at nå de fireårige mål er, at flere af de eksisterende indsatser udvides, og at der iværksættes yderligere tiltag for at nå tilstrækkeligt mange borgere i forhold til målopfyldelsen. For tobaksområdet er der dog med Røgfrit København 2025 investeret væsentligt i tobaksforebyggelsen, men denne satsning vil imidlertid først få fuldt gennemslag efter 2014.

Udvalgshøring
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen anbefaler, at forhandlingerne til Budget 2015 blandt andet har fokus på at sikre midler til de områder og anbefalinger, der fremgår af den endelige statusrapport, som forelægges Borgerrepræsentationen april 2014. Udvalgene bør i forbindelse med høringen forholde sig til status for de enkelte spor og Sundheds- og Omsorgsforvaltningens konkrete anbefalinger i statusrapporten. Derudover anmodes udvalgene om at komme med forslag til yderligere anbefalinger til, hvordan sundhedsfremme og forebyggelse kan tænkes ind i udvalgenes kerneydelser.

Dette er den sidste statusrapport vedrørende sundhedspolitikken, der udløber med udgangen af 2014. Erfaringerne med den tværgående sundhedspolitik har vist, at det er vanskeligt at få udvalgene til at tage ejerskab til politikken og forpligte sig i forhold til at prioritere indsatser, der bidrager til realiseringen af de overordnede sundhedsmål. Udvalgene opfordres på den baggrund til i deres høringssvar at udtale sig om, hvorledes en fremtidig tværgående sundhedspolitik i højere grad vil kunne forankres i det enkelte udvalg. I den forbindelse bedes udvalgene komme med forslag til, hvilke af deres indsats-/driftsområder der særligt vil være relevante at inddrage i sundhedspolitikken, herunder også gerne bud på ambitionsniveau i forhold til borgernes sundhedstilstand.

Udvalgenes høringssvar vil indgå i den endelige statusrapport. Status for de fire spor præsenteres i det følgende.

Spor 1 ’Mere liv – Bedre byliv’
Sporet sigter mod, at byen skal indrettes og udvikles, så det bliver nemmere at leve et sundt og aktiv liv i København. Dette skal ske gennem ni konkrete indsatser, som primært er forankret i Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vurderer på baggrund af status for indsatser og indikatorer, at der er god fremdrift i en del af de igangsatte indsatser under spor 1. Der er dog fortsat udfordringer i forhold til fysisk aktivitet og derfor behov for at udvide eller iværksætte nye indsatser for at få flere børn og unge til at transportere sig aktivt til og fra skole og til at få flere både børn, unge og voksne til at være fysisk aktive i foreningslivet. I forlængelse af Budget 2014's fokus på reducering af social ulighed i sundhed bør der her især iværksættes indsatser, der fremmer deltagelse af inaktive børn og unge fra ressourcesvage familier.

Der er desuden brug for at iværksætte konkrete indsatser fra Ren Luft-handleplanen for at mindske luftforureningen i København. Særligt partikelforureningen er sundhedsskadelig og vurderes at være årsag til omkring 540 for tidlige dødsfald årligt i København samt 600.000 sygedage og hospitalsindlæggelser.

Spor 2 ’Sund og aktiv hverdag’
Sporet sigter mod, at sundhed og bevægelse bliver til en naturlig del af københavnernes hverdag ved at blive integreret i kommunens opgaveløsning i daginstitutioner, skoler, ældrepleje samt beskæftigelses- og sociale tilbud. Det skal ske gennem 17 konkrete indsatser, som er forankret i Børne- og Ungdomsforvaltningen, Socialforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Økonomiforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

På baggrund af status for indsatser og indikatorer vurderer Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, at der overvejende er god fremdrift i de iværksatte indsatser under spor 2. Der er dog behov for at udvide indsatserne særligt i forhold til børns bevægelse og trivsel i hverdagen. Dels for at tilvejebringe rammer i daginstitutionerne, som kan understøtte aktivering af alle fysisk inaktive børn, dels for at kunne imødekomme folkeskolereformens krav om 45 minutters daglig motion og bevægelse hos skoleeleverne. 

Der er desuden behov for øget fokus på unges alkoholkultur og indsatser, der kan begrænse deres alkoholforbrug, blandt andet ved indarbejdelse i Restaurationsplanen. Unges forbrug af alkohol hænger sammen med tilgængelighed og pris. Med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens anbefaling i forebyggelsespakken om alkohol har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen tidligere anbefalet, at Restaurationsplanen indarbejder reduktion af tilgængelighed af alkohol som et centralt perspektiv. Kultur- og Fritidsforvaltningen har afvist at inddrage hensynet til unges alkoholforbrug ved udarbejdelse af Restaurationsplanen, men Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fastholder anbefalingen, da det vurderes at være et vigtigt skridt i forhold til at sikre bedre alkoholvaner hos Københavns unge. Også forebyggelse af rygestart hos unge er et fortsat væsentligt indsatsområde, som løftes af indsatser under blandt andet Røgfrit København 2025. 

Spor 3 ’Mere lighed i sundhed’
Sporet sigter mod at forbedre sundheden markant for københavnere i bydele med stor ulighed i sundhed: Amager Vest, Nørrebro/Bispebjerg og Vesterbro/Kgs. Enghave. Det skal ske gennem otte konkrete indsatser, som er forankret i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen samt Teknik- og Miljøforvaltningen. Desuden bidrager sundhedsfremmende indsatser i beskæftigelsesindsatsen under ’Sund og aktiv hverdag’ samt indsatser under ’Forebyggelse og behandling’ også til at mindske rygning, alkohol og fysisk inaktivitet, som er de væsentligste faktorer i forhold til ulighed i sundhed.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vurderer på baggrund af status for indsatser og indikatorer, at der generelt er god fremdrift i de iværksatte indsatser under spor 3.

For at mindske den sociale ulighed i København skal Forebyggelsescentrenes opsøgende, forebyggende aktiviteter i lokalområderne konsolideres med henblik på at nå sårbare borgere i udsatte by- og boligområder. Samtidig er der behov for at udvide indsatserne og igangsætte nye, hvis kommunen skal kunne nå ud til alle udsatte borgere med risikabel sundhedsadfærd, særligt i forhold til alkohol. Det bør ske gennem øget opsporing af borgere med alkoholproblemer gennem frontpersonalet i særligt Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen samt Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Desuden bør kommunens forskellige indsatser for inaktive og motionsuvante børn optimeres og målrettes, så alle børn med behov nås for at modvirke udviklingen i den sociale ulighed i sundhed.

Spor 4 ’Bedre forebyggelse og behandling’
Sporet sigter mod at give københavnerne mulighed for at få rådgivning og støtte til at leve sundt, forbedre livskvaliteten for borgere med kronisk sygdom og mindske antallet af forebyggelige indlæggelser ved at udvikle nye og bedre løsninger og teknologi inden for sundhedsområdet. Det skal ske gennem 13 konkrete indsatser, der primært er forankret i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.  

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vurderer, at der er god fremdrift i størstedelen af de igangsatte indsatser under spor 4, men at der er behov for at udvide indsatserne for at sikre at københavnere i alle aldre får de nødvendige sundhedstilbud og rammer. På børne- og ungeområdet gælder det særligt tidlige indsatser i forhold til børn i udsatte familier samt på øget fokus på børns trivsel i skolen. Derudover skal BørneVægtCentret have fokus på at udvikle en opsøgende indsats for at mindske frafald og udeblivelse samt se på muligheden for at øge tilgængeligheden i samarbejde med sundhedsplejen og forebyggelsescentrene.

For voksne er der behov for at sikre videreførelse af forebyggelsestilbuddene i kommunens forebyggelsescentre og for øget indsats i forhold til udslusning af borgere efter endt rehabiliteringsforløb for at de kan fastholde de opnåede livsstilsændringer samt for tidligere opsporing af borgere i risiko for kronisk sygdom.

I forhold til ældre anbefaler Sundheds- og Omsorgsforvaltningen en styrket indsats over for forebyggelige indlæggelser med udgangspunkt i et øget fokus på akutfunktioner, herunder inden for sygeplejen, samt en forstærket indsats over for kronisk sygdom i sygeplejen med henblik på at forebygge indlæggelser og udskyde behovet for plejehjem. Der bør desuden igangsættes indsatser over for ældre med stort forbrug af alkohol gennem kompetenceudvikling af medarbejdere i hjemmeplejen.

Derudover anbefaler Sundheds- og Omsorgsforvaltningen iværksættelse af en langsigtet indsats- og investeringsplan for Sund Vækst i København, etablering af et velfærdsteknologisk experimentarium i ”smarte” boliger til byens ældre i København samt storskalaudbredelse af eksisterende velfærdsteknologiske løsninger på plejecentre og i hjemmeplejen.

Opfølgning på Sundheds- og Omsorgsudvalgets driftsprojekter og hensigtserklæringer i budgetaftale 2014 – Sundhedsområdet
På sundhedsområdet er der i Budgetaftale 2014 givet midler til 13 driftsprojekter, herunder et driftsprojekt vedrørende oplysningskampagne om smitte med sexsygdomme til homoseksuelle kvinder og 13 driftsprojekter under Sundhedspakke 2.0, som understøtter arbejdet med kommunens sundhedspolitik ved at sætte fokus på middellevetid, sammenhængende patientforløb, kronisk sygdom og social ulighed.

Det er aftalt i budgetaftalen, at der følges op på anvendelsen af sundhedspakkebudgetmidler og resultaterne heraf i regi af sundhedsaftalerne, herunder behovet for at justere og prioritere nye indsatser i den nye sundhedsaftale for perioden 2015-18. Ligesom der til budgetforhandlingerne 2015 skal udarbejdes en vurdering af behovet for udvikling af tilbud og sikring af sammenhængende borgerforløb på neurorehabiliteringsområdet.

Økonomi

Indstillingen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Efter endt udvalgshøring den 28. februar 2014 indarbejdes indkomne høringssvar i statusrapporten, som behandles på Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 27. marts 2014. Herefter forelægges status for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i april 2014.


Katja Kayser

                                                                        /Katrine Schjønning

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top