Mødedato: 18.12.2003, kl. 15:00

Udmøntning af " Lov om ændring af lov om tandpleje m.v." (Større valgfrihed og fleksibilitet i børne- og ungdomstandplejen)

Udmøntning af " Lov om ændring af lov om tandpleje m.v." (Større valgfrihed og fleksibilitet i børne- og ungdomstandplejen)

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 18. december 2003

 

10. Udmøntning af " Lov om ændring af lov om tandpleje m.v." (Større valgfrihed og fleksibilitet i børne- og ungdomstandplejen)

SOU 380/2003 J.nr. 60/2001

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget

  • fastsætter, at børn og unge skal indkaldes til undersøgelser efter behov og ikke oftere end med 12 måneders interval (§2, stk. 3),
  • beslutter, at tandregulering samt andre særligt kostbare behandlingsydelser, der ydes i privat praksis i henhold til §3, stk. 1, pkt. samt stk. 2-3, først må iværksættes, når Sundheds- og Omsorgsudvalget har godkendt iværksættelsen af det af tandlægen afgivne behandlingstilbud (§3, stk. 5),
  • bemyndiger Børne- og Ungdomstandplejen i Københavns Kommune til at varetage ovennævnte godkendelsesproces via visitation af det enkelte barn samt til at fastsætte hvilke ydelser, der kan iværksættes uden forhåndsgodkendelse (§4, stk. 4),
  • bemyndiger Børne- og Ungdomstandplejen til at afvise børn og unge fra andre kommuner af kapacitetsmæssige grunde (§5, stk. 2),
  • giver Børne- og Ungdomstandplejen mulighed for at opkræve en eventuel forskel i udgifter mellem behandler- og bopælskommune (§5, stk. 3),
  • beslutter, at i tilfælde hvor børn og unge under 18 år vælger at modtage det kommunale tandplejetilbud i privat tandlægepraksis eller ved en anden kommunes tandklinik, jf. §§4 og 5, skal færdiggørelse af påbegyndte behandlinger ske der, hvor behandlingen er påbegyndt (§6, stk. 1),
  • indtil videre undlader at indføre tidsbegrænsning for hvor ofte, der kan skiftes tilhørsforhold mellem de forskellige tandplejer (§6, stk. 2),
  • beslutter, at Sundheds- og Omsorgsudvalget forelægges en status for udmøntningen af loven primo 2005.

RESUME

Folketinget vedtog den 28. maj 2003 "Lov om ændring af lov om tandpleje m.v. (Større valgfrihed og fleksibilitet i børne- og ungdomstandplejen)".

Indenrigs- og Sundhedsministeriets har på denne baggrund udsendt udkast til "Bekendtgørelse om tandpleje" dateret 7. oktober 2003, der omhandler udmøntningen af loven. Den endelige bekendtgørelse foreligger endnu ikke.

Den væsentligste ændring i den nye lov er, at børn og unge under 16 år fra 1. januar 2004 vil få mulighed for at få offentligt tilskud på 65% til at vælge tandpleje i privat praksis samt mulighed for at vælge kommunal tandpleje i anden kommune end bopælskommunen.

Der er i denne forbindelse nødvendigt, at Sundheds- og Omsorgsudvalget på baggrund af udkast til bekendtgørelse træffer beslutning om en række specifikke forhold om udmøntningen af "Lov om ændring af lov om tandpleje m.v.". Sundheds- og Omsorgsudvalget vil få forelagt ny indstilling, såfremt den endelige udgave af bekendtgørelsen indeholder elementer, som nødvendiggør nye eller ændrede afgørelser i udvalget.

De specifikke forhold, der skal træffes beslutning om, fremgår af indstillingen.

SAGSBESKRIVELSE

Folketinget vedtog den 28. maj 2003 "Lov om ændring af lov om tandpleje m.v. (Større valgfrihed og fleksibilitet i børne- og ungdomstandplejen).

Indenrigs- og Sundhedsministeriets har på denne baggrund udsendt udkast til "Bekendtgørelse om tandpleje" dateret 7. oktober 2003, der omhandler udmøntningen af loven.

Indhold i lov og bekendtgørelse

Den væsentligste ændring i "Lov om ændring af lov om tandpleje m.v." er at børn og unge under 16 år fra 1. januar 2004 vil få mulighed for at få offentligt tilskud til at vælge tandpleje i privat praksis samt mulighed for at vælge vederlagsfri kommunal tandpleje i anden kommune end bopælskommunen.

Udkastet til "Bekendtgørelse om tandpleje" omhandler den konkrete udmøntning af loven. Sundhedsforvaltningen gør opmærksom på, at bekendtgørelsen endnu kun forefindes i form af det udkast, der har været sendt i høring i kommunerne. Da loven træder i kraft pr. 1. januar 2004, er det nødvendigt, at Sundheds- og Omsorgsudvalget træffer beslutning om en række forhold på baggrund af det foreliggende grundlag. Sundheds- og Omsorgsudvalget vil få forelagt ny indstilling, såfremt der sker ændringer i den endelige udgave af bekendtgørelsen, som nødvendiggør nye eller ændrede afgørelser i udvalget.

Bekendtgørelsen fastsætter, at der kan ydes et offentligt tilskud på 65% af udgifterne til forebyggende og behandlende tandpleje til børn og unge under 16 år i privat praksis – hvilket medfører en egenbetaling på 35% -, samt at børn og unge under 18 år kan vælge at modtage vederlagsfri børne- og ungdomstandpleje ved en andens kommunes offentlige tandpleje.

Ifølge bekendtgørelsen kan kommunalbestyrelsen – det vil i denne forbindelse efter Styrelsesvedtægt for Københavns Kommune § 17 sige Sundheds- og Omsorgsudvalget – træffe beslutning om en række forhold omkring implementeringen af "Lov om ændring af lov om tandpleje m.v.". Disse forhold gennemgås nedenfor:

§2, stk. 3: "Kommunalbestyrelsen kan fastsætte generelle retningslinier vedr. hyppigheden af indkaldelse af børn og unge til tandpleje (jf. dog stk. 1, 2)".

Det er hensigtsmæssigt, at Sundheds- og Omsorgsudvalget fastsætter sådanne retningslinier på baggrund af gældende praksis i den kommunale Børne- og ungdomstandpleje for at sikre et ensartet tilbud. Børne- og Ungdomstandplejen i Københavns Kommune indkalder børn og unge i forhold til behov, og opdeler i praksis gruppen i tre behovsgrupper (baseret på bl.a. tidligere carieserfaring, mundhygiejne, medicinforbrug og sociale forhold); ca. 40% undersøges en gang om året, 33% en gang hver 13.-15. måned og de resterende med 16 måneders interval eller mere. I forhold til de 16-17-årige, der allerede kan vælge privat praksis, har kommunen pålagt de privatpraktiserende tandlæger ikke at ind kalde denne gruppe med kortere interval end 12 måneder.

For at skabe et sammenligneligt serviceniveau mellem de forskellige tandplejer og aldersgrupper anbefaler Sundhedsforvaltningen, at børn og unge skal indkaldes til undersøgelser efter behov og ikke oftere end med 12 måneders interval.

§4, stk. 4: "Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at tandregulering samt andre særligt kostbare behandlingsydelser, der ydes i privat praksis i henhold til stk. 1, først må iværksættes, når kommunalbestyrelsen har godkendt iværksættelsen samt det af tandlægen afgivne behandlingstilbud. Kommunalbestyrelsen kan nærmere fastsætte, hvilke ydelser der kan iværksættes uden forhåndsgodkendelse"

For at sikre en vis kontrol med prisfastsættelsen på de særligt kostbare behandlingsydelser, samt for at sikre, at der er behov for den foreslåede behandling, anbefales det, at Sundheds- og Omsorgsudvalget træffer beslutning om en sådan godkendelsesproces. Det anbefales desuden, at opgaven i praksis lægges i Børne- og Ungdomstandplejen som herved via visitation kan sikre at Sundhedsstyrelsen retningslinier for visitation til tandreguleringsbehandling samt andre kostbare behandlingsydelser fortolkes ensartet for alle børn og unge i kommunen.

For at lette administrationsbyrden anbefaler Sundhedsforvaltningen desuden, at Børne- og Ungdomstandplejen gives beføjelse til at fastsætte bagatelgrænser for hvilke ydelser, der ikke skal kræve forhåndsgodkendelse.

§5 stk. 2: "En kommunalbestyrelse kan afvise at modtage børn og unge fra andre kommuner af kapacitetsmæssige grunde, hvis de skønner, at kommunen ikke uden udvidelse af sin behandlingskapacitet kan overholde sin forpligtelse i forhold til egne børn og unge, eller at kommunens egne børn og unge vil komme til at vente betydeligt længere på et behandlingstilbud, f.eks. et tilbud om tandregulering"

Sundhedsforvaltningen mener, at man i princippet bør være positive overfor muligheden af, at modtage børn og unge fra andre bopælskommuner. Dog bør en accept af børn og unge fra andre kommune på ethvert givet tidspunkt bero på en vurdering af Børne- og Ungdomstandplejens konkrete kapacitet. Det anbefales derfor, at Sundheds- og Omsorgsudvalget giver Børne- og Ungdomstandplejen mulighed for at af kapacitetsmæssige grunde at afvise børn og unge, der ikke har bopæl i København.

§5 stk. 3: "Hvis de gennemsnitlige udgifter pr. barn i børne- og ungdomstandplejen i behandlerkommunen er større end i bopælskommunen, jf. §26, kan kommunalbestyrelsen i behandlerkommunen beslutte at opkræve en egenbetaling for børn og unge fra andre kommuner svarende til forskellen mellem den gennemsnitlige udgift pr. barn i den kommunale tandpleje i henholdsvis behandlerkommunen og bopælskommunen."

Det anbefales, at Sundheds- og Omsorgsudvalget giver Børne- og Ungdomstandplejen mulighed for at opkræve af en eventuel forskel i udgifter mellem behandler- og bopælskommune.

§6, stk. 1: "I tilfælde, hvor børn og unge under 18 år vælger at modtage det kommunale tandplejetilbud i privat tandlægepraksis eller ved en anden kommunes tandklinik, jf. §§4 og 5, kan kommunalbestyrelsen i bopælskommunen beslutte, at færdiggørelse af påbegyndte behandlinger skal ske der, hvor behandlingen er påbegyndt."

Det anbefales, at Sundheds- og Omsorgsudvalget træffer beslutning om ovenstående.

Dette skyldes, at det er hensigtsmæssigt rent behandlingsmæssigt at et behandlingsforløb færdiggøres, der hvor det er tilrettelagt, at der kan opstå tvivlsspørgsmål om ansvarsplacering ved et delt behandlingsforløb, at der kan være risiko for at en patient tabes mellem behandlingssystemer midt i et behandlingsforløb, og at behandlerskift forlænger og fordyrer en behandling.

§6, stk. 2: "Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at børn og unge, der vælger at skifte mellem henholdsvis bopælskommunens vederlagsfri tandplejetilbud, privat praksis jf. §4, og en anden kommunes tandklinik, jf. §5, ikke på ny kan skifte tilhørsforhold før op til 1 år efter seneste behandlerskift".

De hidtidige erfaringer i forbindelse med de 16-17-åriges fritvalgsordning viser, at der sjældent sker skift frem og tilbage mellem tandplejesystemerne. På den baggrnd forekommer det ikke rimeligt eller nødvendigt at begrænse borgernes mulighed for at skifte. Undladelse af en sådan begrænsning vil desuden medføre en større fleksibilitet, som er i overensstemmelse med lovens intensioner. Det anbefales derfor, at Sundheds- og Omsorgsudvalget indtil videre undlader at indføre sådanne begrænsninger.

Status

For at give et overblik over betydningen af bekendtgørelsen vedrørende "Lov om ændring af lov om tandpleje m.v." herunder antallet af børn- og unge, der har skiftet til andet tandplejetilbud, kapacitetsmæssige implikationer for Børne- og Ungdomstandplejen i Københavns Kommune samt de økonomiske konsekvenser af implementeringer indstiller Sundhedsforvaltningen, at Sundheds- og Omsorgsudvalget for forelagt en status for udmøntningen af loven primo 2005.

 

MILJØVURDERING

Det vurderes, at udkast til "Bekendtgørelse om tandpleje" ikke vil have miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Det forudsættes i bemærkninger til lovforslaget, at loven vil være udgiftsneutral, da kommunerne i princippet får en mindreudgift på 35% for de børn, som overgår fra kommunal til privat tandpleje. I sit høringssvar til Indenrigs- og Sundhedsministeriet om forslaget til "Lov om ændring af lov om tandpleje mv." gjorde Københavns Kommune imidlertid opmærksom på, at følgende variabler vil påvirke, om der reelt bliver tale om en mindreudgift: administrationsomkostninger, prisforholdet mellem privat tandpleje sammenlignet med offentlig tandpleje – tidligere undersøgelser viser et højere prisleje i privat praksis; antallet af ydelser, herunder indkaldelseshyppighed; samt antallet af børn og unge, der vælger privat tandpleje.

De konkrete økonomiske konsekvenser kan derfor ikke estimeres, men det første års erfaringer vil blive fremlagt i forbindelse med den foreslåede status, der aflægges til Sundheds- og Omsorgsudvalget primo 2005.

HØRING

Indstillingen har ikke været i høring.

BILAG

Bilag 1: Lov om æ ndring af lov om tandpleje m.v. (Større valgfrihed og fleksibilitet i børne- og ungdomstandplejen)

Bilag 2: Uddrag af udkast til bekendtgørelse ( Kapitel 1)

 

 

Ib Haurum

/Jens Egsgaard

 

 

Til top