Tilrettelæggelse af arbejdsmiljøarbejdet i Københavns Kommune som følge af udfasningen af BST-pligten
Tilrettelæggelse af arbejdsmiljøarbejdet i Københavns Kommune som følge af udfasningen af BST-pligten
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 18. november 2004
Sager til beslutning
3. Tilrettelæggelse af arbejdsmiljøarbejdet i Københavns Kommune som følge af udfasningen af BST-pligten
SOU 161/2004 J.nr. 2/2003
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalgets drøfter indstillingen om tilrettelæggelsen af arbejdsmiljøarbejdet i Københavns Kommune som følge af udfasningen af BST-pligten med henblik på at afgive høringssvar til Økonomiforvaltningen.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 18. november 2004
Sundheds- og Omsorgsudvalget anbefaler, at Økonomiudvalget tilvejebringer midler til at videreføre en fælles arbejdsmiljøindsats for hele Københavns Kommune, og at denne fælles indsats sker med udgangspunkt i den nuværende BST med de ændringer som arbejdsmiljøreformen giver anledning til.
Carl Christian Ebbesen (O) stemte imod.
RESUME
Økonomiforvaltningen har bedt om forvaltningernes bemærkninger til udkast til indstilling til Økonomiudvalget om tilrettelæggelse af arbejdsmiljøarbejdet i Københavns Kommune som følge af udfasningen af BST-pligten. Økonomiforvaltningens indstilling er udarbejdet med udgangspunkt i, at alle forvaltningerne i september 2004 har afgivet administrative tilbagemeldinger til Økonomiforvaltningen om, hvorledes de ser behovet for en fælles arbejdsmiljørådgivning i fremtiden. Økonomiforvaltningens indstilling er tillige i høring hos de faglige organisationer.
Baggrunden for sagen er gennemførelsen af arbejdsmiljøreformen, der medfører, at alle arbejdspladser i Danmark screenes af Arbejdstilsynet over en 7- årig periode og herefter ca. hvert 3. år. Screeningerne skal afdække, hvilke arbejdspladser der har behov for et egentligt tilsynsbesøg fra Arbejdstilsynet. Samtidig bortfalder BST-pligten. Formålet er at koncentrere arbejdsmiljøindsatsen der, hvor behovet er størst.
Såfremt der via en central finansiering kan tilvejebringes ressourcer, svarende til det nuværende udgiftsniveau for BST, anbefaler Sundhedsforvaltningen, at der organiseres en fælles arbejdsmiljørådgivning for Københavns Kommune. Den nuværende BST Københavns Kommune er et godt udgangspunkt for en sådan fælles enhed, men må selvfølgelig undergå en række ændringer, som konsekvens af arbejdsmiljølovreformen.
Hvis der ikke kan tilvejebringes denne finansiering, er det Sundhedsforvaltningens opfattelse, at ansvaret for den fremtidige arbejdsmiljørådgivning må placeres i de enkelte forvaltninger, og at der på den baggrund må etableres en intern arbejdsmiljørådgivning i Sundhedsforvaltningen. Der bør desuden være en central mindre enhed, der varetager tværgående koordinerende opgaver på arbejdsmiljøområdet med relevans for hele Københavns Kommune.
Sundhedsforvaltningen anbefaler, at det resterende budget til BST Københavns Kommune på 7,029 mio. kr. fortsat anvendes til arbejdsmiljøarbejde. Det resterende budget skal overføres til forvaltningerne i takt med udfasningen af BST Københavns Kommune i perioden fra 1.juli 2005 til 31. december 2008.
Sundhedsforvaltningen finder ikke, at fordelingsnøglen -antal fuldtidsansatte- er rimelig, fordi den ikke tager hensyn til tyngden af arbejdsmiljørisici. Andelen af nuværende BST-tilsluttede bør anvendes som fordelingsnøgle, fordi BST-tilslutningen afspejler, at der er et rådgivningsbehov som udspringer af en vurderet arbejdsmiljørisiko. Det vil også være i tråd med arbejdsmiljøreformen, som netop har til formål at koncentrere arbejdsmiljøindsatsen der, hvor behovet er størst. Sundhedsforvaltningen har en række arbejdsmiljørisici: Tunge løft og ensidigt gentaget arbejde, som er fokusområder for Arbejdstilsynet, og områder der vil blive fokuseret på i screeningerne.
Etableringen af en intern arbejdsmiljørådgivning i Sundhedsforvaltningen, der kan løse opgaverne på kvalificeret vis, kræver en enhed af en bæredygtigt størrelse. Det er Sundhedsforvaltningens opfattelse, at der kan tilrettelægges en målrettet og kvalificeret arbejdsmiljørådgivning, såfremt de ressourcer Sundhedsforvaltningen i dag anvender på arbejdsmiljøarbejde samles i èn enhed. Det betyder, at Rygskolens ressourcer og projekt "Hjemmeplejens arbejdsmiljø" kan indgå i en intern arbejdsmiljørådgivning sammen med SYFO og de midler, der måtte blive overført til Sundhedsforvaltningen i forbindelse med udfasningen af BST.
Sundhedsforvaltningen vil i givet fald forelægge et konkret forslag til organisering af den interne arbejdsmiljørådgivning på Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 16. december 2004.
Sundhedsforvaltningen er fortsat driftsherre for BST Københavns Kommune frem til og med 2008, hvor BST-pligten er fuldt udfaset. For at sikre en kvalificeret og hensigtsmæssig drift af en BST, som gradvis bliver reduceret, påtænkes der at blive etableret en samdrift mellem den interne arbejdsmiljørådgivning og BST. Denne organisering kan også understøtte videndeling og fastholdelse af nogle af BST's spidskompetencer.