Mødedato: 18.11.2004, kl. 15:00

Opfølgning på handleplanarbejdet i lokalområde Christianshavn/Amager

Opfølgning på handleplanarbejdet i lokalområde Christianshavn/Amager

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 18. november 2004

 

Sager til efterretning

8. Opfølgning på handleplanarbejdet i lokalområde Christianshavn/Amager

SOU 165/2004 J.nr. 12/2004

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager konklusionerne i Deloittes rapport om opfølgning på handleplanarbejdet i lokalområdet Christianshavn / Amager, samt Sundhedsforvaltningen tiltag i forlængelse heraf til efterretning.

 

RESUME

I foråret 2004 blev der i lokalområde Christianshavn/Amager konstateret en forventet mervisitation på mellem 55.000 og 60.000 timer for 2004 samt et forventet merforbrug på udførelsen af ydelser i hjemmeplejen på ca. 18 mio. kr.

På baggrund heraf har der i 2004 været stærkt fokus på det styringsmæssige grundlag for hjemmeplejen på Christianshavn/Amager. Det blev i juni 2004 besluttet at inddrage et eksternt konsulentfirma i handleplanarbejdet med henblik på at fokusere yderligere på at skabe gennemsigtighed i styringsgrundlaget for at nå de ønskede effekter.

Deloitte blev anmodet om at forestå dette konsulentarbejde, og har i rapport af 3. november 2004 peget på behovet for yderligere indsatser samt peget på række muligheder for at forbedre styringsgrundlaget

Hovedkonklusionen i rapporten er, at Pensions- og Omsorgskontoret løbende har fulgt op på udviklingen i antallet af visiterede timer og vurderingen er, at der i løbet af året er opnået budgetbalance for de visiterede timer. Det konkluderes dog, at det ikke har været muligt at finde en klar årsagssammenhæng mellem de gennemførte aktiviteter og det registrerede fald i antallet af visiterede timer. En større del af faldet må tilskrives oprydning i data som led i overgangen til KOS.

Ældrekontoret har tilsvarende arbejdet med at forbedre personaleanvendelsen og effektivisere arbejdsgangene i hjemmeplejen. Den samlede vurdering er, at målet om driftsbalance senest 1. januar 2005 ikke kan nås uden der iværksættes yderligere tiltag til driftsoptimeringer.

Det anbefales samtidig, at handleplanarbejdet på både Pensions- og Omsorgskontoret og på Ældrekontoret effektiviseres blandt andet ved hjælp af konkrete effektmål, tidsplaner og tæt opfølgning.

Ældrekontoret og Pensions- og Omsorgskontoret på Christianshavn/Amager har i forlængelse heraf udarbejdet reviderede handleplaner med henblik på at skabe den ønskede budgetmæssig balance i 2004 og frem.

Sundhedsforvaltningen vil i forbindelse med de kommende kvartalsvise regnskabsprognoser give Sundheds- og Omsorgsudvalget en orientering om udviklingen i arbejdet og effekterne heraf.

SAGSBESKRIVELSE

I foråret 2004 blev der i lokalområde Christianshavn/Amager konstateret en forventet mervisitation på mellem 55.000 og 60.000 timer for 2004 samt et forventet merforbrug på udførelsen af ydelser i hjemmeplejen på ca. 18 mio. kr.

På baggrund heraf har der i 2004 været stærkt fokus på det styringsmæssige grundlag for hjemmeplejen på Christianshavn/Amager. På udvalgsmødet den 1. april 2004 (SOU 31/2004 j.nr. 12/2004) blev der redegjort for den økonomiske situation i lokalområde Christianshavn/Amager samt iværksatte tiltag. På udvalgsmødet den 17. juni 2004 (SOU 87/2004 j.nr. 12/2004) blev der redegjort for arbejdet med at sikre budgetoverholdelse på Christianshavn/Amager, og det blev besluttet at inddrage et eksternt konsulentfirma i handleplanarbejdet med henblik på at fokusere yderligere på at skabe gennemsigtighed i styringsgrundlaget for at nå de ønskede effekter.

Deloitte blev anmodet om at forestå dette konsulentarbejde, og har i rapport af 3. november 2004 peget på behovet for yderligere indsatser samt peget på række muligheder for at forbedre styringsgrundlaget

Baggrund

Sundhedsforvaltningen har anmodet Deloitte om at forestå et konsulentarbejde på Christianshavn/Amager. Formålet med projektet var:

  • At vurdere situationen i lokalområdet og de nuværende handleplaner i såvel udfører- som bestillerdelen samt understøtte gennemførelse af de igangsatte handleplaner.
  • At bistå Ældrekontoret og Pensions- og Omsorgskontoret med at skabe klarhed over styringsgrundlaget for lokalområdet samt implementere de udmeldte krav og fastlagte forudsætninger for hjemmeplejen. Om muligt skal også de centrale støttesystemer og de centralt udmeldte styringsforudsætninger vurderes.
  • At bistå Ældrekontoret og Pensions- og Omsorgskontoret med at kvalitetssikre de eksisterende handleplaner, herunder fastlægge målepunkter og koordinere milepæle for fremdriften i de to kontorers handleplaner, således at de ønskede effekter realiseres inden for de fastsatte tidsfrister.

Det konkrete opgavekommissorium indeholdt følgende opgaver:

  • En gennemgang og analyse af eksisterende handleplaner, datagrundlag, foreløbige resultater, nuværende styringsrelationer og forudsætninger, kendte problemstillinger og udfordringer.
  • En vurdering af visitationspraksis på Christianshavn/Amager i forhold til resten af byen ud fra ønsket om at sikre et ensartet serviceniveau. Herudover evt. forslag til bl.a. faglig styrkelse af visitation på Christianshavn/Amager.
  • En analyse af styringsrelationen og samarbejdsstrukturen i BUM-modellen på Christianshavn/Amager.
  • En analyse af transporttidsaspektet for hjemmeplejen og forslag til effektiviseringer.
  • Kvalitetssikring af de eksisterende handleplaner, herunder forslag til overordnet implementeringsplan, fastlæggelse af styringsgrundlag og konkrete målepunkter for planernes realisering.

Deloitte afleverede den 3. november 2004 en rapport, hvor de overordnede konklusionerne i oversigtsform er følgende:

1. Økonomisk tilpasning

Pensions- og Omsorgskontoret har løbende fulgt op på udviklingen i antallet af visiterede timer og vurderingen er, at der i løbet af året er opnået budgetbalance for de visiterede timer. Det konkluderes dog, at det ikke har været muligt at finde en klar årsagssammenhæng mellem de gennemførte aktiviteter og det registrerede fald i antallet af visiterede timer. En større del af faldet må tilskrives oprydning i data som led i overgangen til KOS.

Ældrekontoret har arbejdet med at forbedre personaleanvendelsen og effektivisere arbejdsgangene i hjemmeplejen. Den samlede vurdering er, at målet om driftsbalance senest 1. januar 2005 ikke kan nås uden der iværksættes yderligere tiltag til driftsoptimeringer.

2. Handleplaner

Handleplanarbejdet skal effektiviseres blandt andet ved hjælp af konkrete effektmål, tidsplaner og tæt opfølgning.

Herudover anføres det i rapporten i forhold til Pensions- og Omsorgskontoret,

  • at der stadig er tale om en mervisitering på Christianshavn / Amager ift. resten af København.
  • at der p.t. ikke gennemføres revisiteringer i nødvendigt omfang, hvilket medfører at målet om en årlig revisitering ikke nås.

I forhold til Ældrekontoret anføres,

  • at der særligt skal der tages fat i lønforbruget pr. bruger, der er højere end resten af byen
  • at en forbedring af arbejdstilrettelæggelsen kan ske ved oprettelsen af et "flyverkorps", der kan varetage vikaropgaver
  • at der skal ske en styrkelse af ledelsesgrundlaget og konkretisering af handleplanarbejdet med henblik på at vende udviklingen.

I øvrigt fremgår det, at

  • at plejehjemsgodkendte på Christianshavn/Amager venter længere på en plejeboligplads ift. resten af byen, da de foretrækker plejehjem på Amager. Dette forhold kan dog kun forklare en meget lille del af den forskel, der er i visiterede timer i forhold til resten af byen.
  • at der ikke foregår en hurtigere udskrivning fra Amager Hospital ift. andre hospitaler i H:S

3. Ledelsesinformation

Analysen af styringsgrundlaget viser, at styringsgrundlaget for både Pensions- og Omsorgskontoret og Ældrekontoret bør forbedres. Bedre og mere valid ledelsesinformation kan understøtte styringen af de visiterede timer og udførelsen af ydelserne.

4. Kvalitetssikring af visitationen

Der kan gøres yderligere for at kvalitetssikre visitationen. Gennem en kvalitetssikring af visitationen vil det styringsmæssige grundlag for bedres. Hertil kommer udvikling af arbejdsprocesserne i visitationen.

Deloitte konkluderer, at der ikke er en tilstrækkelig operationalisering af kvalitetsstandarderne, og at disse ikke systematisk er implementeret hos såvel Pensions- og Omsorgskontoret som udførerenhederne.

5. Forbedring af hjemmeplejens arbejdstilrettelæggelse

På baggrund af en analyse af tidsanvendelse i hjemmeplejen konkluderer Deloitte, at det vil være muligt at forbedre hjemmeplejens arbejdstilrettelæggelse, og således bidrage til at optimere hjemmeplejens ressourceforbrug.

6. Styrkelse af ledelsesgrundlaget

Deloitte konkluderer videre, at det vil være hensigtsmæssigt at skabe yderligere afklaring om roller og ansvarsfordeling imellem Ældrekontoret, hjemmeplejen og Pensions- og Omsorgskontoret. Herudover anfører Deloitte, at det det er vigtigt, at Ældrekontorets og ældrechefens rolle i forhold til ledelse, koordination, opfølgning og controlling defineres entydigt.

Sundhedsforvaltningens nye tiltag

Sideløbende med Deloitte-analysen har der løbende været arbejdet med tiltag til sikring af budgetbalancen, nedenfor gennemgås hhv. Pensions- og Omsorgskontorets og Ældrekontorets tiltag i forlængelse af rapporten:

Pensions- og Omsorgskontoret

Tiltagene på Pensions- og Omsorgskontoret indeholder:

Forbedring af styringsgrundlaget:

  • Udbygning af ledelsesinformationen i form af statistik vedr. sagsbehandlingstid og produktion
  • Synlighed om ressourceforbrug – udvikling i visiterede timer
    • Teammæssig styring på visiterede timer, månedlige opfølgninger
    • Analyser, fokusering af indsatsen på individniveau

  • Træningsforløb og rehabilitering
    • Screening af borgere mhp. afdækning af genoptræningspotentiale
    • Præcis styring af midlertidige ydelser

Operationalisering og bedre brug af kvalitetsstandarder

  • Konkret undervisning i kvalitetsstandarderne med fokus på fælles forståelse og fortolkning
  • Fokus på træningsydelser i dialog med træningscentret
  • Undervisning af nyansatte visitatorer

Bedre dialog mellem visitationen og hjemmeplejen

  • Månedlige møder mellem gruppeleder og visitatorer, samt løbende møder mellem teamchef for visitationen og hjemmeplejeleder.
  • Opstilling af klare mål og forventninger til det fælles ansvar for borgeren
  • Løbende drøftelser af enkeltsager som lærings-cases.

 

Revisiteringer

  • Fokus på tværgående samarbejde mellem visitatorer, ergoterapeuter, forebyggere mhp. at den fælles viden om borgerne nyttiggøres.
  • Fokus på neddrosling af antallet af anmodninger om ændring af hjælp, der binder visitator på kontoret.
  • Måltal og plangrundlag for visitatorernes revisiteringer

 

Fremdrift i handleplanerne

  • Stabsleder udarbejder status for handleplanerne hvert kvartal
  • De enkelte ansvarlige for delprocesser udarbejder løbende opfølgninger på deres respektive ansvarsområder.

Det overordnede mål med de nye indsatser på Pensions- og Omsorgskontoret er at sikre en mere ensartet visitation på tværs af medarbejderne på Christianshavn/Amager og på tværs i kommunen, herunder sikre, at der udmøntes et ensartet serviceniveau i hele byen til ens plejebehov ud fra kvalitetsstandarderne. Det skal dels muliggøre, at budgettet holdes, dels at Sundhedsforvaltningen kan tage den nye efterspørgselsstyrede budgetmodel i brug på en entydig og sikker måde.

Som element i dette overordnede mål indgår en operationalisering af kvalitetsstandarderne på forvaltningsniveau, således at de bliver et endnu bedre og mere konkret styringsværktøj for såvel bestiller som udfører.

Der vil ske en løbende opfølgning på arbejdets fremdrift og effekten heraf i dialog mellem chefen for Pensions- og Omsorgskontoret og ansvarlig vicedirektør.

Ældrekontoret

Tiltagene på udførerområdet kan overordnet sammenfattes i følgende hovedpunkter:

 

Genindførsel af kontrolleret ansættelsesstop

  • Fortsættelse af det kontrollerede ansættelsesstop fra foråret 2004

Ny procedure for vikarforbruget

    • Hjemmeplejelederen udarbejder begrundet godkendelse før vikaranvendelsen

Ny model og metode for ressourcetildeling

    • Månedlig udmelding af forventet regnskab i form af time/krone budget
    • Hjemmeplejelederen disponerer ressourceanvendelsen og giver en tilbagemelding til Ældrekontoret
    • Tæt controlling af sammenhængen mellem indtægter og ressourceforbrug

Effektivisering af handleplanarbejdet via systematisk gennemgang af den enkelte hjemmeplejeenhed

    • Med afsæt i skabelon gennnemgåes alle budgetdele
    • Afdækning af effektiviseringspotentiale
    • Formulering af effektmål, milepæle og deadlines for besluttede handlinger

Udviklingsplan for 2005, der sikrer implementeringen af de udviklingstiltag Deloitte peger på.

    • Ensartet forståelse af kvalitetsstandarderne
    • Valid ledelsesinformation
    • Nøgletalsbaseret anvendelse af KOS-statistik
    • Ledelsesudvikling
    • Målrettet formidlingsindsats

Med disse tiltag er det Ældrekontorets vurdering, at der ved indgangen til 2005 vil være driftsmæssig balance.

Hertil kommer, at ældrechef Karl Jessing har valgt pr. 1. december 2004 at fratræde sin stilling som ældrechef. Ældrechef Jette Bolding fra lokalområde Bispebjerg konstitueres i stillingen, og der er øjeblikkelig igangsat et operationel styringsforløb for hjemmeplejelederne på Amager med henblik på at sikre en konkret sparring og konsulentfunktion med et af de hjemmeplejeområder i kommunen, hvor der er budgetmæsssig balance og god faglig udvikling. Med kombinationen af tæt ledelsesmæssig opmærksomhed og faglig opfølgning fra et af kommunens områder med "best practise" og længere erfaring med KOS-styresystemet, er det sigtet dels at opnå varig driftsbalance og dels hurtigst muligt at iværksætte de anbefalede udviklingstiltag

Der vil ske en løbende opfølgning på arbejdets fremdrift og effekten heraf i dialog mellem ældrechef og ansvarlig vicedirektør.

Generel indsats i hele Sundhedsforvaltningen

En række af de rejste problemstillinger i rapporten er ikke kun gældende for Christianshavn/Amager. De er generelt gældende for hele forvaltningen i større eller mindre grad. Det drejer sig f.eks. om behovet for operationalisering af kvalitetsstandarderne, således at kendskabet og den fælles forståelse og fortolkning sikres i højere grad end tilfældet er i dag.

Herudover drejer det sig om effektivisering af arbejdsgangene efter ibrugtagning af KOS systemet, den manglende målopfyldelse ift. den årlige revisitering samt en generel oprustning af relevant og overskuelig ledelsesinformationen.

Sundhedsforvaltningen vil udbrede de forslag, der er stillet i forhold til Christianshavn/Amager til resten af forvaltningen, og på den måde søge at forbedre styringsgrundlaget generelt i forvaltningen.

Sundhedsforvaltningen vil i forbindelse med de kommende kvartalsvise regnskabsprognoser give Sundheds- og Omsorgsudvalget en orientering om udviklingen i arbejdet på Christianshavn / Amager og effekterne heraf.

MILJØVURDERING

Der er ingen miljømæssige konsekvenser af indstillingen.

ØKONOMI

Undersøgelsen har kostet ca. 385.000 kr., der er finansieret over Sundhedsforvaltningens administrationsbudget.

 

HØRING

Ingen.

 

 

BILAG

Ingen.

Jesper Fisker

 

/Lene Sillasen - Lau Svendsen-Tune

 

 

Til top