Mødedato: 18.11.2004, kl. 15:00

Status for modernisering af plejeboliger

Status for modernisering af plejeboliger

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 18. november 2004

 

Sager til efterretning

7. Status for modernisering af plejeboliger

SOU 163/2004 J.nr. 15/2004

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager status for igangværende moderniseringer og nybyggeri af plejehjem til efterretning.

 

 

 

RESUME

Den 13. maj 2004 besluttede Sundheds- og Omsorgsudvalget at forberedelserne til at ombygge de første to plejehjem kunne iværksættes (SOU 60/2004, j.nr. 16/2004). Det drejede sig om Røde Kors Hjemmet på Amagerbrogade og Dronning Ingrids Hjem i Valby.

I forbindelse med budgetaftalen 2005 blev det desuden besluttet at flytte plejeboliger og beboere fra Sct. Joseph plejehjem til plejehjemmet Sølund på grund af stigende problemer med at få udlejet de meget utidssvarende plejeboliger på Sct. Joseph.

I denne indstilling orienteres Sundheds- og Omsorgsudvalget om, hvor langt de allerede igangsatte moderniseringer er. Samtidig gives en status af igangværende nybyggerier. Det drejer sig om følgende sager:

Nybyggeri:

  • Eksempelprojektet i Valby
  • Verdisvej i Kgs. Enghave
  • Plejeboliger i Ragnagade

Ombygninger:

  • Røde Kors Hjemmet på Amager
  • Dronning Ingrids Hjem i Valby
  • Sct. Joseph (lukkes)

Der planlægges en særskilt indstilling til Sundheds- og Omsorgsudvalget den 16. december 2004 om Eksempelprojektet. Nye prognoser tyder på, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ikke som forventet får brug får daginstitutionspladserne. En ny prognose forventes klar i løbet af november. Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte den 4. november 2004 en indstilling om principgodkendelse af forslag til plejeboligbebyggelse på Verdisvej. Udvalget vil få forelagt et byggeprogram i foråret 2005. Byggeriet af plejeboliger i Ragnagade forventes igangsat i løbet af november 2004.

Afviklingen af Røde Kors Hjemmet på Amager og Dronning Ingrids Hjem i Valby forløber som planlagt. Begge hjem skal være afviklet ved udgangen af juni 2005.

Det undersøges i øjeblikket, om Røde Kors Hjemmet skal ombygges, eller om plejeboligerne skal nyopføres. Hjemmet er beliggende i det store boligområde Gyldenrisparken, som Lejerbo er ved at udvikle en helhedsplan for, bl.a. på grund af betydelige betonskader i bebyggelsen. En nyopførelse af plejeboliger kan være en økonomisk og teknisk bedre løsning end ombygning. Sundhedsforvaltningen presser på for en hurtig afklaring på en sådan helhedsløsning. På Dronning Ingrids Hjem undersøges p.t. muligheden for, at ombygge de beskyttede boliger, når plejeboligdelen er ombygget.

Sct. Joseph lukkes ved udgangen af maj 2005. Det er besluttet at tilbyde alle eller flest mulige beboere en ny bolig på Sølund, ligesom personalet søges overflyttet med beboerne til Sølund.

Sundheds- og Omsorgsudvalget vil blive holdt løbende orienteret om udviklingen i ovennævnte sager.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

I budgettet for 2005 er der afsat midler til at modernisere de københavnske plejeboliger i perioden frem til 2014. Omkring 1.600 plejeboliger skal ombygges og moderniseres til 900 moderne plejeboliger. Sundhedsforvaltningen er derfor i gang med at planlægge moderniseringsprocessen.

 

På mødet den 18. november 2004 skal Sundheds- og Omsorgsudvalget ligeledes behandle en indstilling om planen for politisk behandling af sager i forbindelse med modernisering af plejeboliger i perioden frem til sommeren 2005.

 

Den 13. maj 2004 besluttede Sundheds- og Omsorgsudvalget at forberedelserne til at ombygge de første to plejehjem kunne iværksættes (SOU 60/2004 J.nr. 16/2004). Det drejede sig om Røde Kors Hjemmet på Amagerbrogade og Dronning Ingrids Hjem i Valby.

I forbindelse med budgetaftalen 2005 blev det desuden besluttet at flytte plejeboliger og beboere fra Sct. Joseph plejehjem til plejehjemmet Sølund på grund af stigende problemer med at få udlejet de meget utidssvarende plejeboliger på Sct. Joseph.

I denne indstilling orienteres Sundheds- og Omsorgsudvalget om, hvor langt de allerede igangsatte moderniseringer og nybygninger er. Forvaltningen indstiller, at udvalget tager nedenstående status til efterretning.

Eksempelprojektet i Valby

Projektforslaget for eksempelprojektet i Valby indeholder 60 plejeboliger med tilhørende serviceareal, ældrecenter m.v., ca. 47 familieboliger samt en kommunal daginstitution samlet i én bygningskrop. I juli 2004 blev grunden udbudt til salg af Økonomiforvaltningen med henblik på opførelse af vinderprojektet. Kommunen har samtidig hermed udbudt bygge- og driftsherreopgaven m.v. De bydende skal stå ved deres tilbud indtil 1. december 2004.

Der planlægges en særskilt indstilling til Sundheds- og Omsorgsudvalget den 16. december 2004.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i sin indstilling af 3. november 2004 om Børneplanen (FAU 519/2004) anført, at den seneste prognose fra september 2004 viser, at behovet for pladser i Valby er mindre end den oprindelige behovsprognose for 2003 viste. Dermed er der tilsyneladende ikke behov for den planlagte daginstitution i Eksempelprojektet. Bekræftes dette af den faktiske behovsudvikling i bydelen og af en ny prognose, der ventes klar i november 2004, skal det afklares, om indpasning af en daginstitution i eksempelprojektet skal gennemføres.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har indstillet, at det besluttes at følge behovsudviklingen i Valby tæt i den kommende tid for at afklare, om indpasning af en daginstitution i Eksempelprojektet skal gennemføres. Dette punkt sendes til høring i Valby Bydelsråd.

Når der foreligger en afklaring vedrørende børneinstitutionen, vil Sundhedsforvaltningen drøfte konsekvenserne for byggesagens videre forløb nærmere med Økonomiforvaltningen, inden sagen på ny forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget til orientering og eventuelle beslutninger.

Verdisvej i Kgs. Enghave

Der er ved indstillingen på Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 4. november givet e n aktuel status af projektet.

Sagen forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget igen vedrørende støttesagsprojektets godkendelse, men udvalget vil i øvrigt blive holdt løbende underrettet om sagens udvikling, herunder hvad der måtte passere om lokalplansagens forløb.

Plejeboliger i Ragnagade

Mosaisk Trossamfunds projekt (jf. SOU 126/2003, j.nr. 50/2000) til opførelse af 40 plejeboliger og servicearealer står umiddelbart foran byggestart med påregnet færdiggørelse i 1. kvartal 2006. Byggeriet skal afløse de to utidssvarende plejehjem Meyers Minde med 24 boliger og N. J. Frænkels Stiftelse med 30 boliger, der herefter lukkes. Byggeriet forventes igangsat i løbet af november 2004.

Røde Kors Hjemmet på Amager

Det er besluttet, at Røde Kors Hjemmet lukkes ved udgangen af juni måned 2005.

Der er allerede flyttet en del beboere til andre hjem. Der er udfyldt "flytteønske" skemaer for alle beboere, og afholdt flere statusmøder for beboere og pårørende. Der er ligeledes personale, der er fratrådt til andre jobs, mens andre er på vej til nye jobs. Der er møder og kontakter om muligheder for omskoling, mv., ligesom clearingsskemaer er under udfyldelse, således at personale kan søges placeret i ledige stillinger.

Plejehjemmet er beliggende i det store boligområde Gyldenrisparken, som er omfattet af en helhedsplan for ombygning, bl.a. til afhjælpning af betydelige betonskader i bebyggelsen, der ejes af Lejerbo. En række fagforvaltninger er repræsenteret i arbejdet sammen med Plan & Arkitektur og Landsbyggefonden. Det har været et krav for Landsbyggefondens medfinansiering af opgaverne, at nogle udtjente, midlertidige pavillonbygninger, der benyttes til institutionsformål nedrives og erstattes af nybyggeri.

I den forbindelse har Lejerbo foreslået Sundhedsforvaltningen, at det undersøges om en nyopførelse af plejeboliger med samtidig indpasning af institutioner på grunden ville være en økonomisk og teknisk bedre løsning end ombygning, idet den gamle plejehjemsbygning uden store problemer vil kunne anvendes til ungdomsboliger. Sundhedsforvaltningen presser på for en hurtig afklaring på en sådan helhedsløsning.

Dronning Ingrids Hjem i Valby

Det er besluttet, at Dronning Ingrids Hjem lukkes ved udgangen af juni måned 2005.

Dronning Ingrids Hjem er en selvejende institution. Det består af to 4-etagers bygninger henholdsvis 83 plejehjemsboliger og 92 beskyttede boliger. Der arbejdes på at finde en samlet løsning for de to bygninger, således at der i alt etableres ca. 80 plejeboliger efter ombygning af begge bygninger. Plejehjemmet forventes genåbnet med ca. 40 boliger i første etape i løbet af 1. kvartal 2007. Herefter genhuses beboerne i de beskyttede boliger i det nye plejehjem, og ombygning af bygning to kan påbegynde.

Selve plejeboligblokken er vurderet ombygningsegnet, og der foregår lige nu drøftelser med teknikere om mulighederne for ombygning af boligblokken med beskyttede boliger. Det forventes afklaret snarest.

Status for beboerflytning og personaletilpasning er generelt svarende til beskrivelsen fra Røde Kors hjemmet. Dog er der jo her tale om en genhusning af de fleste beboere i bygningen med de beskyttede boliger, men nogle borgere har ønsket at flytte til andre hjem af forskellige grunde, f.eks. nærhed til pårørende.

Sct. Joseph

Sundheds- og Omsorgsudvalget har besluttet at lukke plejehjemmet Sct. Joseph, og beslutningen er endeligt konfirmeret med vedtagelsen af budget 2005 i Borgerrepræsentationen den 7. oktober 2004. Plejehjemmet Sct. Joseph lukkes ved udgangen af maj 2005.

Det er besluttet at tilbyde alle eller flest mulige beboere en ny bolig på Sølund. Flytning af beboerne sker med udgangspunkt i den enkelte beboers ønske om tidspunkt og nyt hjem i en tæt dialog mellem forstanderne på henholdsvis Sølund og Sct. Joseph og visitationen på Nørrebro

Personaleenheden bistår plejehjemmet Sct. Joseph med at afvikle personalet med henblik på at sikre flest mulig beskæftigelse andre steder i Sundhedsforvaltningen, herunder med et særligt fokus på, at personalet i videst muligt omfang kan følge med beboerne til Sølund.

Sundheds- og Omsorgsudvalget vil blive holdt løbende orienteret om udviklingen i ovennævnte sager.

MILJØVURDERING

Indstillingen medfører ingen konsekvenser for miljøet.

ØKONOMI

Sundhedsforvaltningen vurderer, at den planlagte demografitilpasning vil blive nået i 2005. Senest ved udgangen af april 2005 skal de næste plejehjem udvælges med henblik på ombygning så også den planlagte demografitilpasning for 2006 overholdes.

HØRING

Indstillingen sendes til ældrerådene til orientering samtidig med udsendelse til Sundheds- og Omsorgsudvalget.

De lokale ældreråd holdes løbende orienteret af lokalområdets ældrechef og Pensions- og Omsorgschef.

BILAG

Ingen.

 

Lau Svendsen-Tune

/Lars Bo Bülow

 

Til top