Samling af Mosaisk Troessamfunds plejeaktiviteter
Samling af Mosaisk Troessamfunds plejeaktiviteter
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 18. september 2000
6. Samling af Mosaisk Troessamfunds plejeaktiviteter
SOU 315/2000 J.nr. 50/2000
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at der arbejdes videre med planerne om nyopførelse af et plejecenter til Mosaisk Troessamfund.
RESUME
Efter at ombygningen af plejehjemmet Meyers Minde har måttet opgives, har Mosaisk Troessamfund fremsat ønske om opførelse af et antal plejeboliger med tilhørende centerfunktioner, hvorved trossamfundets aktiviteter for plejekrævende ældre samles i tidssvarende rammer. Det forudsættes herved, at to utidssvarende plejehjem og et dagcenter lukkes. Det drejer sig om plejehjemmene Meyers Minde og N.J. Frænckels Stiftelse og det jødiske dagcenter i Ny Kongensgade.
SAGSBESKRIVELSE
Ombygningsplanerne vedr. plejehjemmet Meyers Minde har måttet opgives på grund af en uacceptabel høj anlægsøkonomi, som tilmed ikke ville give et fysisk tilfredsstillende resultat. Der var endvidere betydelig modstand fra de omkringboende over for den ønskede bygningsudvidelse i det indre af Rosengårdskarreen, hvor plejehjemmet og Synagogen er beliggende.
I stedet har Mosaisk Troessamfund nu fremsat ønske om opførelse af 48 plejeboliger med tilhørende serviceareal samt et ældrecenter på ejendommen Teglværksgade 20, Ragnagade 9 på Østerbro. Herved kan trossamfundets samlede behov for plejeboliger og centerfunktioner varetages i tidssvarende rammer.
Plejehjemmene Meyers Minde og N.J. Frænckels Stiftelse, som hører til de mest utidssvarende i kommunen, forudsættes herefter lukket. Også det jødiske dagcenter i Ny Kongensgade forudsættes lukket ved en sådan løsning.
Trossamfundet driver endvidere 36 ældreboliger på Nygårdsvej, som ikke umiddelbart bliver berørt af det påtænkte nybyggeri, men som på sigt kunne tænkes udfaset af Mosaisk Troessamfunds regi til fordel for andre befolkningsgrupper.
Kuben A/S, som råder over den tomme byggegrund, er indstillet på at opføre plejeboliger i den blandede bolig- og erhvervsbebyggelse, man agter at opføre på grunden. Det samlede boligareal kommer iflg. det oplyste til at omfatte ca. 4.400 m2 etageareal og de resterende ca. 2.800 m2 skal anvendes til kontorformål. Den ønskede anvendelse forudsætter udarbejdelse af tillæg til lokalplanen eller en helt ny lokalplan.
På baggrund af en opgørelse over trossamfundets medlemmer, som er fremskrevet af Statistisk kontor, er det Sundhedsforvaltningens vurdering, at 48 boliger vil være for stort et antal set i forhold til den forventede demografiske udvikling.
Det skønnes, at 30-35 plejeboliger vil være tilstrækkeligt til at dække behovet på længere sigt. Det "overskydende" boligareal bør anvendes mere fleksibelt, f.eks. til ældreegnede andelsboliger eller seniorbofællesskabslignende formål, uden direkte økonomisk engagement fra kommunens side.
ØKONOMI
En nyopførelse af et plejecenter med 30-35 boliger, som ovenfor anført, anslås at ville medføre kommunale anlægsudgifter på mellem 4,2 og 4,9 mill. kr. incl. moms til indskud i Landsbyggefonden. Hertil kommer et beløb i størrelsesordenen 2 mill. kr. til montering af servicearealerne. Servicearealerne forudsættes lejet af kommunen, og udgiften hertil kan anslås at være i størrelsesordenen 1 mill. kr. årligt.
De ovenfor anførte udgifter modsvares af en skønnet årlig driftsbesparelse på mellem 5 og 6,5 mill. kr., alene som følge af en reduktion i nettoboligtallet på 19-24 plejeboliger.
HØRING
Ingen
BILAG
Ingen
Jesper Maarbjerg
/Lars Bo Bülow