Mødedato: 18.06.2001, kl. 16:30

Ensartet serviceniveau (Indstilling udsendt med dagsordenen for mødet den 11. juni 2001)

Ensartet serviceniveau (Indstilling udsendt med dagsordenen for mødet den 11. juni 2001)

for mødet «MDAT» kl

Sundheds- og Omsorgsudvalget

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde mandag den 18. juni 2001

 

4. Ensartet serviceniveau (Indstilling udsendt med dagsordenen for mødet den 11. juni 2001)

SOU 199/2001 J.nr. 66/2000

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender nærværende oplæg til ensartet serviceniveau i hjemmeplejen,

at valgmuligheden efter servicelovens bestemmelser for borgere, der modtager praktisk hjælp, afgrænses til de ydelser, der er defineret under praktisk bistand i vedlagte "Håndbog for Ældreområdet i Københavns Kommune".

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 18. juni 2001

Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede at fortsætte behandlingen af sagen i et senere møde.

 

RESUME

Nærværende håndbog er et oplæg til ensartet serviceniveau for hjemmeplejen, der på én gang honorerer lovgivningens krav til opstilling af kvalitetsstandarder og samtidig danner grundlag for fastsættelse af et politisk godkendt serviceniveau som overordnet ramme for alle visitationer i kommunen.

Håndbogen udgør det grundlæggende styringsredskab på ældreområdet i de kommende år og er en væsentlig forudsætning for at skabe den gennemsigtighed i styringsgrundlaget, der efterlyses på alle niveauer i organisationen og fra politisk side.

Serviceniveauet udgør den overordnede ramme for visitationsgrundlaget. Inden for denne ramme skal visitationen ske individuelt på baggrund af en helhedsvurdering af den enkelte borgers behov. Målet er, at der træffes ensartede afgørelser om hjælp til borgere med samme behov i hele BR-kommunen og på sigt i hele kommunen. Styringsredskabet bidrager til at sikre borgerens retssikkerhed ved, at visitationen bliver mere præcis i forhold til borgerens behov.

På baggrund af den enkelte borgers behov tildeles de relevante ydelser og en samlet tidsramme opgøres. Det er herefter op til hjemmeplejen at yde den nødvendige hjælp på en så fleksibel og effektiv måde som muligt inden for den visiterede tidsramme. Hjemmeplejen vil i BUM-modellens aktivitetsstyring få betaling for den samlede tid, hjemmehjælperen er i hjemmet. Der vil således være større sikkerhed for, at borgeren får den hjælp, der er lovet.

Det er op til hjemmeplejen at tilrettelægge den konkrete opgaveløsning med afsæt i borgerens dagsaktuelle situation og ønsker.

Håndbogen beskriver de kvalitetsstandarder, visitationskriterier og ydelser, som tilsammen danner serviceniveauet. Det ensartede serviceniveau over byen opnås gennem information, uddannelses- og opfølgningsaktiviteter i hele hjemmeplejen, idet det er visitators fortolkning og anvendelse af håndbogen i den konkrete visitation og hjemmehjælperens forståelse og accept af ydelsestildelingen, der er afgørende for opnåelse af et ensartet serviceniveau.

Håndbogen skal til enhver tid understøtte den gældende ældrepolitik og de afsatte økonomiske ressourcer. Håndbogen er derfor dynamisk og kan og skal løbende revurderes og videreudvikles i lyset af de faglige erfaringer og politiske beslutninger.

Håndbogen beskriver serviceniveauet inden for hjemmeplejen. På længere sigt skal håndbogen udbygges til også at omhandle det øvrige ældreområde.

I håndbogen beskrives udtømmende de ydelser, der indgår i kommunens serviceniveau i hjemmeplejen, og som der kan visiteres til. Håndbogen udtrykker det fælles serviceniveau og udjævner de forskelle, der har været i visitationspraksis på tværs af byen. Det betyder, at enkelte ydelser, der kun har været leveret til få borgere i en bydel, men ikke i andre, nu ikke forekommer i håndbogen. Disse ydelser vil efter vedtagelse af serviceniveauet ikke kunne ydes fremover. Det vil f.eks. ikke længere være muligt at give hjælp til f.eks. særskilt indkøb til gæster eller pasning af husdyr, som det i dag praktiseres i visse bydele.

I relation til servicelovens bestemmelser vedrørende fleksibel hjemmehjælp foreslås, at den fleksible hjemmehjælp afgrænses til de ydelser, der er omfattet af kommunens serviceniveau.

Håndbogen har været i faglig høring og er parallelt med fremlæggelse for Sundheds- og Omsorgsudvalget sendt i politisk høring hos ældreråd mv.

 

Til top