Servicejob - Status
Servicejob - Status
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 18. juni 2001
8. Servicejob - Status
SOU 193/2001 J.nr. 8/2001
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om status for arbejdet med oprettelse af servicejob i Sundhedsforvaltningens regi til efterretning
RESUME
I forbindelse med budgetvedtagelsen for 2001 afsatte Borgerrepræsentationen en pulje på kr. 5. mio. til styrkelse af indsatsen for aktivering af ældre ledige og forbedring af den service, der ydes til borgerne.
Puljen anvendes til oprettelse af stillinger i henhold til Lov om servicejob og målsætningen er ansættelse af yderligere 40 – 50 medarbejdere i servicejob inden for Sundhedsforvaltningens område.
Siden 1. januar 2001 har Arbejdsformidlingen bevilget tilskud til oprettelse af 34 stillinger efter Lov om servicejob i Sundhedsforvaltningens regi, og det er Sundhedsforvaltningens vurdering, at målsætningen vil blive nået inden udgangen af 2001.
SAGSBESKRIVELSE
I forbindelse med budgetvedtagelsen for 2001 afsatte Borgerrepræsentationen en pulje på kr. 5 mio. til styrkelse af indsatsen for aktivering af ældre ledige samt forbedring af den service, der ydes til borgerne.
Målsætningen er ansættelse af yderligere 40 – 50 medarbejdere i henhold til Lov om servicejob.
Ved ansættelse efter Lov om servicejob yder staten et løntilskud svarende til årligt kr. 100.000 pr. fuldtidsstilling, når en ordinær varig stilling besættes med en langtidsledig dagpengemodtager, der er fyldt 48 år.
Den bevilgede pulje på kr. 5 mio. anvises som supplement til statens løntilskud således, at den enkelte ansættelsesmyndigheds andel af lønudgiften for en medarbejder i servicejob i indeværende år reelt udgør 25 %.
I perioden 1. januar 2001 – 7. juni 2001 har AF Storkøbenhavn bevilget tilskud til oprettelse af 34 servicejob inden for Sundhedsforvaltningens område.
Sundhedsforvaltningen har tidligere i indstilling til Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 29. januar 2001 (SOU 27/2001) redegjort for de tiltag, som forvaltningen planlagde for øget brug af mulighederne i Lov om servicejob, ligesom der blev redegjort for de daværende uafklarede forhold, som ændring af loven pr. 1. januar 2001 havde givet anledning til.
Endvidere tiltrådte udvalget efterfølgende ved møde den 12. marts 2001 (SOU 70/2001) en tids- og handleplan for Sundhedsforvaltningens fortsatte arbejde for oprettelse af servicejob i Sundhedsforvaltningens regi.
I fortsættelse heraf skal Sundhedsforvaltningen hermed supplere og kommentere den oprindeligt fastsatte tids- og handleplan.
Lov om servicejob – og dermed muligheden for statsligt løntilskud ved oprettelse af stillinger for lovens målgruppe – har været gældende siden 1. januar 2000.
Sundhedsforvaltningen havde derfor en forventning om, at interessen og "markedet" for oprettelse af yderligere servicejob overvejende ville være tilstede inden for de områder, som blev omfattet af ændringerne i Lov om servicejob pr. 1. januar 2001.
Det var således Sundhedsforvaltningens vurdering, at den nye Statsfinansierede tilskudsmulighed på 50.000,- kr. til oplæring og uddannelse ved oprettelse af borgerrelaterede servicejob inden for ældreområdet – sammenholdt med områdets rekrutteringsvanskeligheder i øvrigt – ville medføre, at lov om servicejob var særlig attraktiv for hjemmeplejeområdet og for de selvejende institutioner i Sundhedsforvaltningens regi, som ikke tidligere havde været omfattet af lovens anvendelsesområde.
Med henblik på at understøtte tilgangen på disse områder og ikke mindst medvirke til, at medarbejdere i borgerrelaterede servicejob hurtigt blev opkvalificeret til at yde kompetent service inden for ældreområdet, udarbejdede Social- og Sundhedsskolen et oplæg til et generelt uddannelsesforløb, hvormed det enkelte arbejdssteds oplæring via "følordning" kunne kombineres med teoretisk indføring i etik og mere overordnede forhold vedrørende ældreomsorg mm.
Imidlertid har det vist sig, at kun et fåtal af de oprettede servicejob er sket inden for hjemmeplejen.
Det er Sundhedsforvaltningens opfattelse, at der er flere årsager til dette.
Udover de ændrede regler om særligt tilskud ved ansættelse inden for ældreområdet blev vilkårene for ansatte i servicejob forbedret, idet ansættelse i servicejob nu sidestilles med ordinær ansættelse f.eks. i relation til optjening af dagpengeret ved ledighed.
Arbejdsformidlingens har givet udtryk for, at denne sikkerhed har medført et større incitament for at "skifte fag" blandt de langtidsledige, og dermed et større potentiale at vælge mellem ved udvælgelsen af, hvem der "matcher" et ledigt servicejob.
Dette profiterer Sundhedsforvaltningen ligeledes af, idet der i målgruppen for servicejob stort set ikke er faglærte inden for social- og sundhedsområdet, men derimod mange, der tidligere har været beskæftiget inden for andre servicefag, f.eks. i kantine-, restaurations-, eller frisørbranchen.
Hjemmeplejelederne blev "som de første" informeret om ændringerne i Lov om servicejob og flere udtrykte i den forbindelse tvivl om, hvorvidt det var muligt at rekruttere ansatte i servicejob inden for hjemmeplejen set i lyset af, at det i forvejen var svært af rekruttere personale.
Umiddelbart efter at lovændringen var trådt i kraft modtog Sundhedsforvaltningen underretning om, at nogle hjemmeplejeledere havde kontaktet Arbejdsformidlingen og da fået oplyst, at der ikke fandtes emner inden for målgruppen, der kunne henvises til servicejob, der omfattede hjemmeplejeopgaver.
Efterfølgende har Arbejdsformidlingen oplyst, at der har foreligget en misforståelse, der formentlig skyldes, at Arbejdsformidlingen organisatorisk er opdelt i formidlingscentre for forskellige brancher, og da lovændringen på daværende tidspunkt kun lige var trådt i kraft, har man formentlig ikke i Arbejdsformidlingen været opmærksom på muligheden for tværgående rekruttering fra formidlingscentre, der har tilmeldt ledige på baggrund af tidligere beskæftigelse i en anden branche end social- og sundhedsområdet.
Foranlediget heraf er der nu etableret et samarbejde med Arbejdsformidlingen, der medfører, at 2 AF-konsulenter specifikt koordinerer og formidler ansøgere til servicejob inden for Sundhedsforvaltningens regi.
Den 9. marts 2001 udsendte Sundhedsforvaltningen en detaljeret vejledning om servicejobordningen samt Social- og Sundhedsskolens oplæg til uddannelsestilbuddet rettet mod ansatte i borgerrelaterede servicejob inden for hjemmeplejen og ved institutionerne. Samtidig blev alle institutioner og arbejdspladser inviteret til orienteringsmøder, der blev afholdt i samarbejde med arbejdsformidlingen og Social- og Sundhedsskolen i uge 14, 2001.
Tidspunktet for orienteringsmøderne var imidlertid sammenfaldende med Sundhedsforvaltningens udmelding om nødvendigheden af betydelige besparelser inden for hjemmeplejeområdet, anslået til en budgettilpasning svarende til 180 hjemmehjælperstillinger. Det er Sundhedsforvaltningens vurdering, at den økonomiske situation – og de tiltag, der har været nødvendige inden for hjemmeplejen i den forbindelse - har haft væsentlig indflydelse på, at hjemmeplejen ikke i forventet omfang har benyttet sig af ordningen om servicejob.
Den manglende rekruttering til hjemmeplejeområdet har resulteret i, at Social- og Sundhedsskolen har udsat det planlagte uddannelsesforløb, fordi der endnu ikke er et tilstrækkeligt antal deltagere.
Den 1. juni 2001 afholdte Sundhedsforvaltningen på ny møde med Arbejdsformidlingen med henblik på en drøftelse af mulighederne for at rekruttere flere til servicejob inden for Sundhedsforvaltningens ældreområde.
Det er Arbejdsformidlingens vurdering, at servicejob inden for ældreområdet vil være attraktive for ledige i målgruppen for servicejob, bl.a. på grund af tilbuddet om et målrettet uddannelsesforløb i ansættelsen. Arbejdsformidlingen har i øjeblikket kontakt med godt 4.000 ledige i aktivperioden pr. uge, og det er Arbejdsformidlingens vurdering, at en stor del af disse personer vil være relevante for servicejobansættelse i Københavns Kommune. Arbejdsformidlingen vil derfor, når ansøgninger om oprettelse af servicejob modtages, præsentere dem for relevante ledige i aktivperioden.
Det er endvidere Arbejdsformidlingens erfaring, at servicejob meget ofte oprettes til en navngiven ledig, som arbejdsgiveren kender fra en forudgående ansættelse i jobtræning.
Arbejdsformidlingen vil derfor i nær fremtid sende breve til alle ansatte i jobtræning i Københavns Kommune, som opfylder betingelserne for at blive ansat i et servicejob, og opfordre de pågældende til at kontakte deres arbejdsgiver med henblik på drøftelse af mulighederne for at få et servicejob.
Det er endvidere aftalt, at Arbejdsformidlingen i forlængelse af de afholdte orienteringsmøder vil besøge de institutioner og arbejdspladser, der endnu ikke har oprettet servicejob og drøfte ordningen - herunder gøre opmærksom på muligheden for ansættelse i forlængelse af et jobtræningsforløb og eventuelt fremvise konkrete personprofiler (Cv´ere) på ledige, der kunne være relevante til ansættelse i et givent servicejob.
Sideløbende vil Sundhedsforvaltningen fortsat orientere institutioner og arbejdspladser om servicejobordningen, bl.a. via formidling af erfaringer fra andre institutioner/enheder, og tilskynde til, at muligheden for ansættelse i servicejob generelt indgår i ansættelsesmyndighedernes overvejelser i forbindelse med rekruttering.
Sammenfattende er det Sundhedsforvaltningens vurdering, at målsætningen om oprettelse af 40 – 50 stillinger i servicejob i indeværende år forventes at blive opfyldt.
ØKONOMI
Udgifterne holdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget for 2001.
BILAG
Ingen
Bo Andersen
/Kurt Jensen