Mødedato: 18.06.2001, kl. 16:30

Miljøbevidste indkøb i Københavns Kommune 2001-2003 - høring

Miljøbevidste indkøb i Københavns Kommune 2001-2003 - høring

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 18. juni 2001

 

17. Miljøbevidste indkøb i Københavns Kommune 2001-2003 - høring

SOU 194/2001 J.nr. 32/2001

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget, som svar på høringen vedrørende handlingsplan for miljøbevidste indkøb anbefaler de i nærværende sagsfremstilling foreslåede ændringer over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen

 

RESUME

Økonomiudvalget besluttede den 7. december 1999, at der skulle udarbejdes en handlingsplan for miljøbevidste indkøb i kommunen. Økonomiforvaltningen har derfor i samarbejde med Miljøkontrollen og BST Københavns Kommune udarbejdet et forslag til handlingsplan for miljøbevidste indkøb i Københavns Kommune.

Forslaget til handlingsplan er sendt til høring i Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Borgerrepræsentationen vedtog den 6. april 2000 en ny fælles indkøbspolitik, som bl.a. inddrager miljø-, arbejdsmiljø- og energihensyn i forbindelse med indkøb af varer og tjenesteydelser. Det betyder, at der skal indgå konkrete miljøovervejelser i forbindelse med kommunens indkøb.

Handlingsplanen udpeger følgende indsatsområder: Elektroniske produkter, kontorartikler, fødevarer, møbler, kopipapir, rengøringsmidler samt vaskemidler og vask.

Det er Sundhedsforvaltningens opfattelse, at de udpegede indsatsområder alle er relevante.

Dog er fødevareområdet allerede i andre sammenhænge udpeget som indsatsområde, da det som led i indkøbspolitikken allerede er besluttet, at indkøb af fødevarer skal ske i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning om anvendelse af økologiske fødevarer i kommunens køkkener, kantiner m.v. Hertil kommer den fokus, der er på fødevarerindkøb i Miljø- og Forsyningsforvaltningens Dogme 2000 – projekt.

I stedet for fødevareområdet foreslås, at der som indsatsområde vælges indkøb af effektive el-forbrugende apparater, jf. A-politik aftalen fra Elsparefonden.

Nærværende indstilling fremsendes til Økonomiforvaltningen som Sundheds- og Omsorgsudvalgets høringssvar.

SAGSBESKRIVELSE

I det foreliggende forslag til handlingsplan for miljøbevidste indkøb i Københavns Kommune 2001-2003 foreslås fødevarer at være et af syv særligt udpegede indsatsområder.

I forbindelse med vedtagelse af indkøbspolitikken er det imidlertid besluttet som et yderligere miljøhensyn, at indkøb af fødevarer skal ske i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning om anvendelse af økologiske fødevarer i kommunens køkkener, kantiner m.v.

Det betyder således, at fødevareindkøb allerede er dækket ind af tidligere beslutninger. Øget anvendelse af økologiske fødevarer sker i naturlig forlængelse af igangværende tiltag eller som nye, særskilte projekter med den afrapportering, der er en naturlig del af sådanne forløb. Endvidere indgår miljøhensyn generelt i overensstemmelse med indkøbspolitikken som en rutine i forbindelse med den almindelige indkøbsvirksomhed på fødevareområdet.

Hertil kommer, at der på Økonomiudvalgets dagsorden den 12. juni 2001 punkt 14 i forbindelse med behandling af "Dogme 2000"-projektet er beskrevet et særskilt 4-årigt projekt om økologisk omstilling på tværs af forvaltningerne og med inddragelse af alle køkkener og kantiner.

Kommunen vil således med fordel kunne vælge at udpege et andet, nyt indsatsområde i stedet for fødevarer, hvorved der samlet kan opnås endnu større miljøeffekt. Et forslag hertil er en såkaldt A-politik aftale, indkøb af effektive el-forbrugende apparater. Det er en ordning, der er udviklet af Elsparefonden. Der findes en indkøbsvejledning, forslag til hvordan man kan registrere hårde hvidevarer, deres el-forbrug, hensigtsmæssig udskiftningsfrekvens mmm. Forslaget imødekommer således på alle punkter de kriterier for udvælgelse af indsatsområder, som er anført i handlingsplanens punkt 2.3.

Bortset fra punktet om fødevarer som indsatsområde er det Sundhedsforvaltningens opfattelse, at forslaget til handlingsplan er et godt afsæt til at få systematiseret og implementeret miljøhensyn på en hensigtsmæssig måde i kommunens indkøb.

 

ØKONOMI

Der kan blive tale om udgifter til efteruddannelse af indkøberne. Det faktiske beløb kendes ikke på nuværende tidspunkt.

 

HØRING

Forslaget til handlingsplanen har været sendt til høring i Miljø- og Forsyningsudvalget.

Miljø- og Forsyningsudvalgets bemærkninger samt Økonomiforvaltningens kommentarer hertil vedlægges som bilag 2.

 

BILAG

Bilag 1: Forslag til handlingsplan for miljøbevidste indkøb i Københavns Kommune.

Bilag 2: Miljø- og Forsyningsudvalgets bemærkninger samt Økonomiforvaltningens kommentarer hertil.

 

Bo Andersen

/ Lau Svendsen-Tune

 

Til top