Mødedato: 18.05.2017, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Orientering om udbud af grundkapital til nyt alment plejecenter for Amager Øst

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteres om genudbud af grundkapital blandt de almene boligorganisationer til opførelse af et nyt alment plejecenter på Amager Øst.


Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, 

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orientering om udbud af grundkapital til nyt alment plejecenter på Amager Øst til efterretning.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) gennemførte i 2015 udbud af grundkapital til opførelse af et nyt plejecenter på Amager og der blev udpeget et vinderprojekt beliggende ved Femørens Metrostation.

Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte på møde den 17. november 2016, at der blev indgået en samarbejdsaftale mellem AKB v./KAB og SUF omkring opførelse af det nye plejecenter.

Det har efterfølgende vist sig, at projektet forventeligt ikke kan realiseres, hvorfor grundkapital til et plejecenter på Amager Øst igen skal udbydes. Den videre proces for et nyt plejecenter på Amager Øst forelægges her til udvalgets orientering.

Løsning

Borgerrepræsentationen besluttede i foråret 2015, at nye plejeboligbyggerier som udgangspunkt skal konkurrenceudsættes og dermed følge udbudsprocessen for udmøntning af grundkapital til almene familie- og ungdomsboliger.

Dette indebærer, at når SUF ønsker at opføre et nyt plejecenter, skal SUF og TMF i samarbejde udarbejde udbudsmateriale, der blandt andet indeholder boligbehov, placeringsønske og programmeringskrav. Dette udbydes blandt de almene boligselskaber, som herefter skal byde ind med relevante byggeprojekter, herunder egnede grundarealer. Økonomiforvaltningen (ØKF), TMF og SUF indgår i bedømmelseskomiteen, der udpeger vinderen af udbuddet. Den vindende part vil herefter være bygherre og efterfølgende bygningsdriftsherre for det nye plejeboligbyggeri.

 
På denne baggrund blev der i efteråret 2015 udbudt grundkapital til opførelse af et nyt plejecenter med 125 – 150 moderne plejeboliger på Amager Øst. Der kom ét bud ind fra AKB v./KAB vedrørende et egnet grundareal beliggende ved Femørens Metrostation på det sydlige areal mellem Jorisvej, Hedegaardsvej og Engvej. Selve grundarealet, der har en lokalplan fra 1996, var ejet af en tredjepart, men AKB v./KAB havde en forhåndskøbsaftale med ejeren af byggeretten til grunden.

Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte på mødet den 17. november 2016, at der blev indgået en samarbejdsaftale mellem AKB v./KAB og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen omkring opførelse af det nye plejecenter.

Det har efterfølgende vist sig, at ejeren har solgt byggeretten til anden side og dermed ikke kan opfylde aftalen med AKB v./KAB. SUF udbyder derfor igen grundkapital til opførelse af et plejecenter på Amager Øst med henblik på at imødekomme efterspørgslen, som den er udlagt i moderniseringsplanen. Det betyder, at boligselskaberne kan byde ind med relevante byggeprojekter til et nyt plejecenter, herunder egnede grundarealer.

Det bemærkes, at AKB v./KAB pt. har en dialog med den nye ejer af byggeretten omkring anvendelsen af grunden ved Femørens Metrostation og muligheden for at opføre et plejecenter på grunden, eksempelvis ved ombygning af de eksisterende bygninger. Såfremt denne mulighed kan realiseres, er det forvaltningens vurdering, at der jf. moderniseringsplanen med fordel kan opføres to plejecentre på Amager Øst.

Idekatalog til udbud
Til brug for udbuddet af grundkapital har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen udarbejdet et idéprogram, der fastlægger de overordnede rammer for det nye plejecenter. Det fremgår af programmet, at projektet skal have mellem 70-200 plejeboliger med tilknyttede servicearealer og det skal disponeres med udgangspunkt i Københavns Kommunes ældrepolitik og de af Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte ti principper for fremtidens plejeboliger. Plejecentrene skal endvidere planlægges og opføres således, at rum og arealer kan anvendes til forskellige funktioner og at det er enkelt og økonomisk realistisk at tilpasse bygningen ved ændrede behov. Kontorer og mødelokaler skal etableres med visuel kontakt til de omgivende arealer, så beboerne har en oplevelse af medarbejdernes nærvær, også når de varetager administrative opgaver, mens øvrige servicearealer, som eksempelvis produktionskøkken og rengøringsrum, skal placeres, så de understøtter en hensigtsmæssig drift.

Det indbygges endvidere i konkurrencebetingelserne for udbuddet, at plejecenteret kan kombineres med eksempelvis senior-, familie-, ungdomsboliger og/eller kommunale institutioner mv. såfremt grundarealet giver mulighed herfor. Det vægtes endvidere at plejecentret bygningsmæssigt forholder sig til lokalområdet og videst muligt omfang inviterer til samarbejde og interaktion mellem plejecentret samt naboer og lokalsamfund.

Hensynet til plejecenterets funktionalitet og størrelse vil dog blive vægtet højest i bedømmelsen af de indkomne projektforslag.

Idéprogrammet vedlægges til orientering.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Anlægsfinansieringen af det nye plejecenter samt det eventuelle plejecenter ved Femøren, indgår i Sundheds- og Omsorgsudvalgets moderniseringsplan, som er finansieret via tidligere budgetaftaler.

Videre proces

Selve genudbuddet gennemføres i oktober 2017 og under forudsætning af relevante bud forventes vinderen udpeget ultimo 2017/primo 2018. Vinderprojektet forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget til endelig godkendelse. Det forventes herefter, at Skema A for projektet kan forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget og efterfølgende Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i løbet af 2018, og at byggeriet i givet fald, kan påbegyndes i 2019 med en efterfølgende samlet anlægstid på ca. 16-20 måneder. Såfremt der skal udarbejdes lokalplan for området forskydes tidsplanen med ca. 1 år. 

Tidsplanen i forhold til det eventuelle plejecenter ved Femøren er uafklaret og afventer de nærmere forhandlinger mellem AKB v./KAB og ejeren af byggeretten.

 

Hanne Baastrup                 

                                                             /Lars Matthiesen

 

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top