Ingen titel
Ingen titel
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 18. maj 2006
Sager til efterretning
13. Status på trivselsundersøgelsen - hovedkonklusioner
SOU 162/2006 J.nr. 24/2005
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om trivselsundersøgelsens hovedkonklusioner til efterretning,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om arbejdet med opfølgningen på trivselsundersøgelsen til efterretning.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 18. maj 2006
Status blev taget til efterretning.
RESUME
Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte i 2005 (SOU 152/2005) konceptet for den trivselsundersøgelse, som Sundheds- og Omsorgsforvaltningen valgte at gennemføre blandt alle forvaltningens fastansatte medarbejdere. Formålet med trivselsundersøgelsen var at sætte fokus på trivsel og psykisk arbejdsmiljø på de enkelte arbejdspladser, og derigennem få nogle pejlemærker på, hvordan der kan arbejdes videre med at understøtte visionen om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen som en attraktiv arbejdsplads. Desuden er det hensigten gennem et systematisk arbejde med forbedret trivsel at reducere sygefraværet.
Sagen blev udsat på udvalgsmødet den 20. april 2006.
I trivselsundersøgelsen er der stillet 40 spørgsmål indenfor temaerne: arbejdsmiljø, samarbejde, udvikling og værdsættelse, opgaveløsning samt arbejdsglæde.
Resultaterne bygger på besvarelser fra 4202 fastansatte medarbejdere på 106 arbejdspladser, hvilket giver en høj svarprocent på 72 %. Trivselsundersøgelsen giver en solid viden om medarbejdernes trivsel, og om hvor der bør sættes ind for at forbedre trivslen.
Overordnet set viser trivselsundersøgelsen, at medarbejderne trives godt på forvaltningens arbejdspladser. De forhold, som medarbejderne er mest positive overfor er:
· Meningsfuldt arbejde : 97% af medarbejderne oplever, at deres arbejdet er meningsfuldt.
· Værdsættelse : 96% af medarbejdere oplever, at borgerne sættes pris på deres indsats.
· Samarbejde med kollega og leder : 96% af medarbejderne vurderer samarbejdet med kolleger til at være rigtigt godt – og 91% har et godt samarbejde med deres leder.
· Kender mål for deres arbejde : 96% af medarbejderne kender målene for deres arbejde og ved, hvem de skal gå til, hvis de har problemer med at løse deres opgaver.
· Nødvendige færdigheder: 97% af medarbejderne oplever, at de har de nødvendige færdigheder for at løse deres arbejdsopgaver.
Resultaterne peger også på nogle oplagte udviklingsområder for trivslen i forvaltningen. De forhold der samlet set vurderes mindst positivt af medarbejderne er:
· Fysiske/ergonomiske arbejdsmiljø : 34% af medarbejderne har svært ved at undgå belastende arbejdsstillinger
· Samarbejdsproblemer og konflikter : 28% mener ikke, at samarbejdsproblemer og konflikter løses på en god måde.
· Arbejdstempo : 32% er utilfredse med arbejdstempoet, som de oplever er svært at regulere.
·
Arbejdstilrettelæggelsen : 26% oplever, at
arbejdsmængden er for stor, og 39% føler at der er svært at holde pause, når de
har brug for det.
· Medarbejderudviklingssamtaler (MUS) : 26% oplever ikke at deres leder tager initiativ til en medarbejderudviklingssamtale, og 37% føler ikke at der bliver fulgt op på medarbejderudviklingssamtalerne.
Opfølgningen på trivselsundersøgelsen sker både lokalt på arbejdspladserne og via centrale indsatser. De enkelte arbejdspladser er allerede godt i gang med at udarbejde lokale handleplaner for, hvordan de vil forbedre trivslen. Opfølgningsarbejdet foregår i tæt samarbejde mellem medarbejdere, ledelse, samarbejds- og arbejdsmiljøudvalg.
Fra centralt niveau bliver der også igangsat initiativer, der er målrettet de udviklingsområder, som trivselsundersøgelsen har peget på. Derudover er der allerede en række indsatser i gang mod forbedring af trivsel og arbejdsmiljø.
Hovedsamarbejdsudvalget(HSU) og Hovedarbejdsmiljøudvalget(HAU) har indledt et samarbejde om at forbedre trivslen på arbejdspladserne og har i den forbindelse valgt at fokusere på indsatser indenfor konfliktløsning, belastende arbejdsstillinger, MUS-opfølgning samt arbejdstilrettelæggelse.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen planlægger at gentage trivselsundersøgelsen i 2007 for at følge op på trivselsundersøgelsens resultater og for at se om de igangsatte initiativer har haft en positiv effekt på medarbejdernes trivsel.