Gradvis omdannelse af beskyttede boliger til plejeboliger - kriterier for udvælgelse af plejehjem til ombygning
Gradvis omdannelse af beskyttede boliger til plejeboliger - kriterier for udvælgelse af plejehjem til ombygning
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 18. maj 2006
Sager til beslutning
5. Gradvis omdannelse af beskyttede boliger til plejeboliger - kriterier for udvælgelse af plejehjem til ombygning
SOU 164/2006 J.nr. 33/2006
INDSTILLING
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og
Omsorgsudvalget godkender, at kriterierne
for udvælgelse af plejehjem til afvikling udsendes i høring,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at opsigelsen af
driftsoverenskomsterne med de berørte plejehjem med virkning fra foråret 2007
sendes i høring.
RESUME
I forbindelse med
budget 2007 igangsættes der en gradvis og målrettet omdannelse af de relevante
beskyttede boliger til egentlige plejeboliger. Omdannelsen muliggør over tid
afviklingen af en række nedslidte, utidssvarende og ikke ombygningsegnede
plejehjem. Borgerne fra disse hjem kan tilbydes en betydelig bedre bolig i de
nuværende beskyttede boliger.
Ved behandlingen af
budgetforslag 2007 den 5. maj 2006 besluttede Sundheds- og Omsorgsudvalget at
pålægge Sundheds- og Omsorgsforvaltningen at påbegynde høringsprocessen
med hensyn til kriterierne for udvælgelsen af
de plejehjem, der skal afvikles som konsekvens af opnormeringen af de
relevante beskyttede boliger til plejeboliger.
Sundheds- og
Omsorgsforvaltningen har derfor udarbejdet en række kriterier med henblik på
udvælgelse af de plejehjem, der skal afvikles, og hvor borgerne tilbydes
genhusning i de opnormerede beskyttede boliger. Hovedkriteriet er, at
plejehjemmet er blandt de fysisk ringeste, og at det ikke kan ombygges i
overensstemmelse med de af Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede 17
principper for modernisering af plejeboliger.
Udvælgelsen baserer
sig herefter på en samlet afvejning af i alt ni kriterier, der knytter sig til
følgende tre forhold:
a) Bygningens
fysiske tilstand og muligheder
b) Forhold i lokalområdet
c) Øvrige forhold på
den enkelte institution.
På baggrund af
kriterierne indstilles tre plejehjem til afvikling.
Kriterierne for
udvælgelse af plejehjem samt opsigelsen af driftsoverenskomsterne med de tre
berørte plejehjem med virkning fra foråret 2007 udsendes i høring.
Såfremt indstillingen tiltrædes, vil Sundheds- og Omsorgsudvalget få en fornyet indstilling forelagt til beslutning den 10. august 2006 med et oplæg til det videre forløb bl.a. med udgangspunkt i de indkomne høringssvar.
SAGSBESKRIVELSE
Tiden er løbet fra de beskyttede boliger, og derfor omdannes de nu til plejeboliger. De beskyttede boliger i Københavns Kommune blev opført i 1960'erne og 1970'erne, oftest i tilknytning til plejehjem. Beskyttede boliger var tiltænkt borgere, som havde behov for pleje i aften- og/eller nattetimerne, og som derfor måtte flytte væk fra den eksisterende bolig og ind på institution for at få den mulighed for hjælp.
Hjemmeplejen er siden da udbygget fra at kunne levere daglig hjælp til at være døgndækkende. Det betyder, at der er blevet mulighed for løbende at justere ydelsen til borgeren med udgangspunkt i det aktuelle behov. Dermed er det blevet tiltagende vanskeligt at finde egentlig egnede borgere til beskyttede boliger, idet de fleste foretrækker muligheden at forblive i nuværende bolig med hjemmehjælp - evt. i en handicapegnet ældrebolig - med tilsluttet nødkald.
Der igangsættes på denne baggrund en gradvis, planlagt og målrettet omdannelse af relevante beskyttede boliger til egentlige plejeboliger.
Omdannelsen af de beskyttede boliger muliggør over tid afviklingen af en række nedslidte, utidssvarende og ikke ombygningsegnede plejehjem. For at afvikle disse plejehjem uden at nedbringe antallet af plejeboliger (og dermed påvirke 4-ugers garantien) tilbydes borgerne og til dels personale fra disse plejehjem flytning til og dermed genhusning i beskyttede boligkomplekser i takt med, at der her bliver ledige boliger og i takt med, at der bliver etableret de nødvend ige fælles opholdsarealer for borgerne. Dermed tilbydes borgerne i nedslidte og utidssvarende plejehjem en betydelig bedre bolig i de nuværende beskyttede boliger. Hvis borgerne ønsker det, kan de dog frit vælge at flytte til en anden plejeinstitution.
Omdannelsen af de beskyttede boliger igangsættes med vedtagelsen af budgettet for 2007. Sundheds- og Omsorgsudvalget skal i den forbindelse bidrage med 43,4 mio. kr. til prioriteringsrummet. Et element i dette bidrag er en opnormering af de beskyttede boliger til plejeboliger og en sideløbende afvikling af 2-4 plejehjem. Samlet vil dette bidrage med 13,8 mio. kr. til prioriteringsrummet. For at opnå den ønskede besparelse skal der afvikles tre plejehjem i foråret 2007. Det betyder, at Sundheds- og Omsorgsudvalget skal træffe endelige beslutning om, hvilke 3 plejehjem der afvikles efter sommerferien 2006, og derfor igangsættes høringsprocessen inden sommerferien.
Kriterier for udvælgelse af plejehjem 2007
Ved behandlingen af budgetforslag
2007 den 5. maj 2006 besluttede Sundheds- og Omsorgsudvalget at pålægge Sundheds- og Omsorgsforvaltningen at påbegynde
høringsprocessen med hensyn til kriterierne for udvælgelsen af
de plejehjem, der skal afvikles som konsekvens af opnormeringen af de
beskyttede boliger til plejeboliger.
Udgangspunktet for kriterierne har været at afvikle nogle af de fysisk ringeste hjem, der ikke kan undergå modernisering, samt at sikre en smidig proces, der berører færrest mulige borgere og giver de bedste muligheder for lokal genhusning.
Kriterierne knytter sig derfor til følgende forhold:
De fysiske forhold på den enkelte institution:
1. Plejehjemmet er blandt de fysisk ringeste (plejeboligerne er uden bad eller har bad under 3 m2 og/eller værelser under 15 m2) i Københavns Kommune. Det skal bemærkes, at kravene til en tidssvarende plejeboligs baderum er på ca. 6 m2 af hensyn til de hjælpemidler, der skal støtte borgerne og skåne personalet i forbindelse med tunge løft mv.
2. Plejehjemmet er ikke egnet til ombygning. Det vil sige, at hjemmet ud fra en samlet teknisk vurdering af bygningernes størrelse, beskaffenhed, indretning, planløsning og de gældende planforhold skønnes uegnet til ombygning i overensstemmelse med de af Sundheds- og Omsorgsudvalgets tiltrådte 17 principper for fremtidens plejeboliger (se vedlagte bilag 1)
3. Plejehjemmet har fysiske skader (eksempelvis defekte radiatorer, gamle slidte faldstammer, utætte rør, hullet tag mv.) eller store udgifter til dækning af det aktuelle og fremtidige vedligeholdelsesbehov
4. Plejehjemmet har indretningsmæssige begrænsninger, der vanskeliggør en rationel drift indenfor de givne rammer.
Forhold i lokalområdet mv.:
5. Plejehjemmet ligger i et lokalområde, hvor den nuværende dækningsgrad af plejeboliger er høj og den fremtidige kapacitet stor i forhold til demografiprognoserne
6. Plejehjemmet ligger i et lokalområde, hvor der er overvejende mulighed for lokal genhusning i konverterede beskyttede boliger
7. Plejehjemmet har vigende søgning.
Øvrige forhold på den enkelte institution:
8. Plejehjemmet har i 2005 kun modtaget få borgere i forbindelse med afviklingen af andre plejehjem. Det er et mål, at så få borgere som muligt skal flytte mere end én gang i forbindelse med modernisering eller afvikling af plejehjem
9. Plejehjemmet har ikke andre aktiviteter eller særlige grupper (dagtilbud, demens eller rehabilitering).
Plejehjem, der indstilles afviklet i foråret 2007
Udvælgelsen af de konkrete plejehjem, der indstilles til afvikling, tager udgangspunkt i den gruppe plejehjem, der er fysisk ringest, og som ikke kan moderniseres.
Da plejeboligmassen blev undersøgt og kategoriseret i år 2000, var der 20 københavnske plejehjem, der blev klassificeret blandt de fysisk ringeste. Fire af disse hjem er siden lukket, overdraget til andre forvaltninger eller aftalt lukket i forbindelse med ibrugtagning af nybyggeri.
Fem plejehjem er siden lukket til ombygning og yderligere fem indgår pt. i dialog om en mulig ombygning eller anden anvendelse.
Af de resterende seks plejehjem er tre vurderet uegnet til ombygning og beliggende i lokalområder, hvor lokal genhusning er mulig. Disse plejehjem er Hoffmanns Minde, Arbejdersamariten samt Arbejde Adlers Hus.
I det følgende gennemgås de enkelte hjem nærmere i forhold til de opstillede kriterier.
Hoffmanns Minde (Vanløse/Brønshøj/Husum)
Plejehjemmet Hoffmanns Minde er en selvejende institution med 55 plejeboliger. Det ligger på Frederikssundsvej i Brønshøj i tilknytning til den katolske kirke.
Hoffmanns Minde er blandt de fysisk ringeste plejehjem i Københavns Kommune. Hoffmanns Minde er undersøgt i 2005 og fundet uegnet til ombygning, fordi bygningskroppen er uhensigtsmæssig, ligesom bygningens konstruktion vil resultere i en uøkonomisk planløsning med meget spildplads og dyre lejligheder. Endeligt vil hjemmet efter en ombygning være for lille til en rentabel drift (ca. 35 boliger).
Ved bygningsgennemgangen blev der endvidere påpeget tæringsproblemer i relation til både vandrør og faldstammer, som det skønnes at ville koste 4-5 mio. kr. at udbedre.
Hoffmanns Minde havde frem til 2005 ni aflastningspladser, der nu er konverteret til rehabiliteringspladser andre steder i lokalområdet. Disse lokaler kan ikke umiddelbart anvendes til plejeboligformål og vil således belaste en fremtidig drift.
Set i forhold til det bydækkende billede og den samlede kapacitet ligger plejehjemmet i et lokalområde (Vanløse/Brønshøj/Husum), hvor der er en høj dækningsgrad af plejeboliger i forhold til den nuværende demografi og prognoserne for fremtiden.
Hoffmanns Minde ligger mindre end 2 km. fra Bystævneparken med seks plejehjem, der alle har konverteringsegnede beskyttede boliger, og er således beliggende i det lokalområde, hvor der er de bedste muligheder for at tilbyde genhusning i de konverterede beskyttede boliger.
Plejehjemmet har en relativ lav søgning.
Endeligt har Hoffmanns Minde ikke afdelinger for særlige grupper eller lokalefællesskab med dagtilbud eller lignede. Der er endvidere ikke flyttet store borgergrupper til hjemmet, da det nærliggende plejehjem Johannesgården lukkede til ombygning i 2005. En borger flyttede i den forbindelse til Hoffmanns Minde.
Arbejdersamariten (Vanløse/Brønshøj/ Husum)
Arbejdersamariten er en selvejende institution med 59 plejeboliger. Den ligger på Bjergstedvej i Brønshøj godt en kilometer fra Bystævneparken.
Arbejdersamariten er blandt de fysisk ringeste plejehjem i Københavns Kommune. Bygningen er undersøgt af RIA (Rådgivende Ingeniører og Arkitekter) i 2000. Resultatet af undersøgelsen blev drøftet med bestyrelsen i april 2004, hvor det blev konkluderet, at hjemmet efter en eventuel ombygning ville være for lille til en rentabel drift (27 boliger). Endvidere udelukker planrammerne for området at bygge til i højden eller udvide ved at indlemme dele af nabogrunden.
Plejehjemmet har senest i 2005 søgt en ekstra bevilling til udbedring af nedslidte fællesarealer, vinduer, radiatorer og rørinstallationer.
Set i forhold til det bydækkende billede og den samlede kapacitet ligger plejehjemmet i et lokalområde (Vanløse/Brønshøj/Husum), hvor der er en høj dækningsgrad af plejeboliger i forhold til den nuværende demografi og prognoserne for fremtiden. Borgerne fra Arbejdersamariten vil dermed i stort omfang kunne tilbydes lokal genhusning i Bystævneparken.
Plejehjemmet har en relativ lav søgning.
Endeligt rummer plejehjemmet ikke afdelinger for særlige grupper eller lokalefællesskab med dagtilbud og modtog heller ikke mange borgere, da Johannesgården lukkede til ombygning i 2005. To borgere flyttede i den forbindelse til Arbejdersamariten.
Arbejde Adlers Hus (Nørrebro)
Arbejde Adlers Hus er en selvejende institution med 75 plejeboliger beliggende i Thorsgade på Nørrebro.
Arbejde Adlers Hus er blandt de fysisk ringeste plejehjem i Københavns Kommune. Plejehjemmet består af to bygninger, der blev vurderet under et i 2000 af RIA (Rådgivende Ingeniører og Arkitekter). En arbejdsgruppe har samme år konkluderet, at kun den ene af de to bygninger er egnet til plejeformål, og at en ombygning vil reducere boligantallet med ca. 30.
Set i forhold til det bydækkende billede og den samlede kapacitet ligger plejehjemmet i det lokalområde (Nørrebro), der har den højeste dækning af plejeboliger i forhold til den nuværende demografi og prognoserne for fremtiden. Borgerne fra Arbejde Adlers Hus vil dermed i stort omfang kunne tilbydes lokal genhusning på Sølund (der har 140 beskyttede boliger) eller i De Gamles By, der råder over knap 500 moderniserede plejeboliger.
Arbejde Adlers Hus har en relativ lav søgning.
Endeligt rummer plejehjemmet ikke afdelinger for særlige grupper eller lokalefællesskab med dagtilbud mv. Der er ingen borgere på Arbejde Adlers Hus, der ved afviklingen skal ud i deres anden flytning.
Konklusion
På baggrund af ovenstående kan det konkluderes, at de tre nævnte plejehjem opfylder kriterierne for udvælgelse af plejehjem til afvikling (opsigelse af driftsoverenskomsten).
Dialog med beboere, pårørende og personale
Med hensyn til den videre proces godkendte Sundheds- og Omsorgsudvalget den 13. maj 2004 en række principper for dialog og information til beboere, pårørende og personale (SOU 35/2004 J. nr. 15/2004). Principperne har været anvendt i forbindelse med ombygningerne på de første plejehjem: Dronning Ingrids Hjem, Røde Kors Hjemmet, Ryholtgård samt Johannesgården, og erfaringerne er gode. I forbindelse afviklingen af Sankt Josephs plejehjem blev en række beboere genhuset i opnormerede beskyttede boliger på Sølund. Erfaringerne var her ligeledes gode.
Når det offentliggøres, hvilke plejehjem der skal afvikles, skal der umiddelbart herefter gives information til beboere, pårørende og personale på institutionen, således at der sikres størst mulig åbenhed og involvering i forberedelsen frem til, at afviklingen kan påbegyndes.
Det skal bemærkes, at visitationen af nye borgere til de tre plejehjem stoppes, når denne indstilling udsendes til høring.
Når det er endeligt besluttet, hvornår plejehjemmet skal være helt tømt for såvel beboere som personale, inddrages alle involverede parter i planlægningen af det videre konkrete forløb. Her får alle løbende afklaret præcist, hvornår beboerne skal flytte, og personalet skal være opsagt, i clearing eller tilbudt opskoling, eller lign.
Erfaringer fra de seneste ombygninger/afviklinger viser, at stort set alle berørte medarbejdere, der har ønsket at være omfattet af clearingsordningen, er tilbudt anden beskæftigelse.
MILJØVURDERING
Sagen er ikke omfattet af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
En opnormering af de beskyttede boliger til plejeboliger og en sideløbende afvikling af tre plejehjem vil i 2007 medføre en samlet besparelse på 13,8 mio. kr.
HØRING
Kriterierne for udvælgelse af plejehjem til afvikling udsendes til høring hos samtlige plejehjem,
de lokale ældreråd, ældreorganisationerne samt de faglige organisationer.
Indstillingspunktet vedrørende opsigelse af driftsoverenskomster udsendes til
høring hos beboere, pårørende, personale, bruger/pårørenderåd samt bestyrelserne for Hoffmanns Minde,
Arbejde Adlers Hus samt Arbejdersamariten og de lokale ældreråd. Høringsfristen er den 30. juni 2006.
BILAG
Bilag 1: 17 principper for modernisering af plejeboliger
Lene Sillasen
/Lars
Bo Bülow