Status for § 65-området
Status for § 65-området
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 18. maj 2006
Sager til efterretning
10. Status for § 65-området
SOU 165/2006 J.nr. 9/2000
INDSTILLING
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager status
vedr. implementeringen af retningslinier for tildeling af midler efter
servicelovens § 65 til efterretning.
RESUME
Ifølge servicelovens § 65 kan kommuner støtte tilbud med aktiverende og forebyggende sigte for borgere. Formålet med tilbudene er at øge og bevare brugernes muligheder for at klare sig selv. I Københavns Kommune er § 65-puljen på 25 mio. kr., der i 2006 er uddelt til 49 ældreklubber og foreninger. I efteråret 2006 bevilges tilskud for 2007 efter ansøgning. Fordelingen af § 65-puljemidlerne fremlægges for Sundheds- og Omsorgsudvalget den 9. november 2006.
For at gøre bevillingerne mere ensartede og gennemskuelige fastlagde Sundheds- og Omsorgsudvalget i 2003 (SOU 224/2003) nye mål og retningslinier for servicelovens § 65. De skulle styrke udvikling og fornyelse med forebyggende sigte og blev implementeret med udgangen af 2005.
Ændringerne i bevillinger som resultat af de nye retningslinier har betydet, at enkelte klubber er ophørt med at få tilskud pga. ringe fremmøde og aktiviteter. Andre bevillinger er tilpasset retningslinierne for ejendomsudgifter. Dette har frigjort midler til fælles aktiviteter med fokus på motion, netværksdannelse, øget brugerdemokrati og frivillighed.
De nye retningslinier har betydet, at der er etableret et netværk af klubber og foreninger, dels lokalt, dels bydækkende. Dette netværk samarbejder med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen om udvikling og har resulteret i fælles arrangementer og brochurer, der har til formål at synliggøre aktiviteterne for flere ældre borgere.
Retningslinierne fungerer efter hensigten og udgør et godt grundlag for at udvikle § 65-området i tæt samarbejde med klubber og foreninger. Dette samarbejde danner grundlag for en løbende justering af retningslinierne for at sikre fortsat udvikling af tilbud til ældre.
SAGSBESKRI VELSE
I 2003 fastlagde Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU 224/2003) nye mål og retningslinier for bevilling af midler ifølge Servicelovens § 65, der tildeles klubber og foreninger med forbyggende og aktiverende tilbud til ældre borgere. Mål og retningslinier skulle være implementeret ved udgangen af 2005.
Målet var at:
1. Styrke ensartethed og gennemsigtighed i fordelingen af § 65-midler.
2. Styrke udvikling og fornyelse i § 65-virksomheden med et forebyggende sigte.
Følgende retningslinier vedr. bevilling af § 65-midler blev udstukket:
· Beregningen skal omfatte tilskud til godkendte ejendomsudgifter
· Det midlertidige § 65-udvalg erstattes af et centralt samarbejdsforum samt syv lokale fora.
1. Styrke ensartethed og gennemsigtighed i fordeling af § 65-midler
For at udmønte de vedtagne mål og retningslinier har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indført en årlig annoncering med indkaldelse af ansøgninger om økonomisk støtte i h. t. Servicelovens § 65.
Bevillingsproceduren indebærer, at en klub eller forening ved ansøgning kan opnå tilskud til op til 80% af de godkendte ejendomsudgifter. Hertil beregnes et tilskud ud fra nøgletal, hvor 50% fordeles efter antal medlemmer og 50% på baggrund af fremmøde. Dette indebærer krav om dokumentation vedr. fremmøde og medlemstal. Endelig foretages en individuel vurdering i forhold til sundhedsprofiler for ældre og behovet for aktiviteter i lokalområdet.
Styrket gennemsigtighed
Alle klubber og foreninger har fået udleveret en fælles liste over modtagere og størrelse af § 65-tilskud samt antal medlemmer. Hertil kommer oplysninger om sundhedsprofilerne i hvert lokalområde og målene for Folkesundhedsplanen.
Der er således gennem dialog og information skabt gennemsigtighed og dermed et mere retvisende grundlag for udmøntning af budgetmidler.
Styrket ensartethed
Ensartetheden i bevillingspraksis blev styrket yderligere gennem selve beregningen af tilskud, hvor den vedtagne procedure for anvendelse af nøgletal for fremmøde og medlemstal nu er anvendt fuldt ud. Hertil kommer den individuelle vurdering. Hvor nøgletallene giver meget afvigende resultater i forhold til hensigtsmæssige tilbud i lokalområdet og de tidligere bevillinger til klubberne, er der korrigeret for dette. Endelig bevilling er således afhængig af en konkret individuel vurdering af klubben/ foreningen og dens betydning i lokalområdet.
Udmøntning af budgetmidler
Vedrørende selve udmøntningen af § 65-midler til ejendomsudgifter i perioden 2003-2005 har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen tilpasset bevillingen til ejendomsudgifter for enkelte klubber markant. Dette skyldes eksempler på ekstraordinært høje ejendomsudgifter, som ikke stod i forhold til et tilsvarende aktivitetsniveau. Tilpasningen er endeligt udmøntet ved godkendelse af bevilling for 2006. Den gradvise tilpasning har givet de berørte klubber og foreninger mulighed for at tilpasse sig retningslinierne.
Bevillingerne er ligeledes blevet tilpasset i forhold til medlemstal og fremmøde. Dette er sket på baggrund af stikprøver af medlemstal og fremmøde, samt analyser af indsendte mødestatistikker. Det har betydet en vis reduktion i det samlede antal medlemmer i klubber og foreninger på § 65-området. Endelig er tilskud til enkelte klubber og foreninger ophørt grundet manglende aktiviteter og for sparsomt fremmøde. Hvor tilskud er ophørt, har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, så vidt muligt i samarbejde med de lokale § 65-klubber, været behjælpelig med at finde nye tilbud til de berørte borgere.
Tabel 1: Udvalgte nøgletal på § 65-området
|
2004 |
2005 |
2006 |
Antal medlemmer i København |
9.414 |
9.347 |
8.721 |
Antal klubber |
54 |
50 |
51 |
Tilskud i alt |
22.093.247 |
20.448.400 |
20.735.000 |
Ejendomsudgift i alt |
12.405.841 |
12.730.944 |
10.787.549 |
Konklusion vedr. gennemsigtighed og ensartethed
Det
øgede informationsniveau omkring bevillinger, antal medlemmer og aktiviteter
har skabt stor forståelse for, at en tilpasning af fordelingen af midler er
nødvendig og ønskelig for de fleste.
Derudover
viser processen, at der også fremover er behov for, at man i § 65-netværket
drøfter, hvad man ønsker at bruge § 65-midlerne til, og hvordan man sikrer
dialog og udvikling på området.
2. Styrke udvikling og fornyelse i § 65-virksomheden med et
forebyggende sigte
Sundheds- og omsorgsforvaltningen valgte vedr. udmøntning af denne del af § 65-virksomheden at fokusere på netværksdannelse, øget brugerindflydelse og øget satsning på frivillighedsprincippet i forhold til udvikling af klubber og foreninger.
Sundhedsfagligt var der fokus på motion, faldforebyggelse og kost.
Styrkelse af netværk
Ved at fokusere på etablering af netværk og samarbejde var den store udfordring at motivere klubberne til at indgå i en åben og konstruktiv dialog i lokalområderne. Dette indebar samarbejde i stedet for opfattelsen af andre klubber som værende konkurrenter. Denne nødvendige kulturændring prægede især arbejdet i 2004.
Klubberne i hvert lokalområde mødes flere gange årligt,
efter behov både med ældrechef og med repræsentant fra P/O-kontoret. Disse
møder har omfattet gensidig orientering om, hvad der sker i lokalområdet, og om
de ældres ønsker og forventninger.
Klubberne i de enkelte lokalområder har også holdt egne møder, hvorunder bl.a. udviklingsmuligheder, brugernes behov og ønsker, og brugen af hinandens forskellige kompetencer og faciliteter er blevet drøftet. Der er således skabt forankrede lokale § 65-netværk, hvilket har været kendetegnende for 2005.
For at sikre den overordnede udvikling er der også etableret et centralt § 65-udvalg. Klubberne udpeger i hvert lokalområde i fællesskab en repræsentant til det centrale § 65-udvalg, som indkaldes til møde 3-4 gange årligt med repræsentanter for Folkesundhed København.
Såvel de lokale § 65-fora som det Centrale § 65-forum har i perioden ønsket at styrke de lokale netværk gennem samarbejde og fælles synlighed.
De lokale § 65-fora udgør således syv Aktivitetsnetværk. Disse samarbejder om og koordinerer tilbud. Hvert Aktivitetsnetværk kunne i 2005 ansøge om særskilte midler til fælles aktiviteter, og der blev udarbejdet samarbejdsaftaler om disse.
Som supplement til de lokale Aktivitetsnetværk har nogle af de bydækkende foreninger i fællesskab og i samarbejde med Folkesundhed København etableret enkelte bydækkende temanetværk for at styrke lighed i sundhed på særlige områder, eksempelvis omkring etniske grupper, motion og livslang læring.
Synligheden af netværkene og klubbernes tilbud har været i fokus i 2005. I flere lokalområder har klubberne udarbejdet fælles PR-pjece og deltaget med fælles stande og foredrag ved Seniormesser/Ældredage. Endvidere er der i nogle lokalområder skabt et større samarbejde omkring fælles koncepter og ansvar for afvikling af fremtidige fælles arrangementer. Endelig har et enkelt lokalområde skabt en fælles hjemmeside, primært på opfordring fra og med fokus på behovet i de små klubber.
Alle lokalområder har for budgetårene 2005 og 2006 kunnet ansøge om særlige netværksmidler til den fælles udvikling og synliggørelse af områdets tilbud, hvilke bl.a. har finansieret fælles pjecer, hjemmeside, fælles annoncering og udviklingskurser.
Styrkelse af brugerindflydelse
Udvalgte klubber er blevet tilbudt konsulentbistand til udvikling af brugerdemokrati, nye fremadrettede aktiviteter og forsøg med integrationsarbejde. Sammen med etableringen af netværk og samarbejde mellem klubberne har dette betydet udvikling af de demokratiske processer; brugerne er blevet involveret aktivt, hvilket har givet forøget ejerskab til klubben, dens aktiviteter og dens udviklingsmuligheder. Dermed er nye tilbud skabt, som har givet nye brugere. Et "generationsskifte" er sat i gang.
Finansieringen af dette er sket gennem målrettet at tilpasse bevillingerne til klubber med meget høje udgifter i forhold til det gennemsnitlige niveau på § 65-området.
Styrkelse af frivillighedsprincippet
Den øgede brugerdeltagelse og det deraf affødte engagement har medført, at en større andel af brugerne er blevet frivillige. Der er stigende fokus på det frivillige sociale arbejde, der foregår i og udenfor klubberne. Klubberne har stor interesse i at nå ud til flere potentielle brugere og især til dem, der ikke på eget initiativ deltager i de almindelige tilbud. En særlig indsats er gjort for at nå ud til dem, der føler sig uønsket alene og som har brug for støtte til at indgå i en fælles dagligdag med andre pensionister ved at indgå i trygge interessefællesskaber og netværk. "Man får ikke mere nye venner i vores alder, men man kan få mange gode nye bekendte!"
Styrkelse af Sundhedsfremme og forebyggelse
På § 65-området har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen taget udgangspunkt i Sundhedsprofilerne for de enkelte lokalområder.
Sundhedsprofilerne viser, at ældre, der føler sig uønsket alene, både har en lavere gennemsnitlig levealder og flere faldulykker. Dette understøtter behovet for klubber, foreninger og deres netværksskabende aktiviteter.
Sundhedsprofilerne viser også, at mange ældre gerne vil være mere fysisk aktive.
Som følge deraf har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fremmet aktiviteter, der retter sig mod disse områder. Der er bl.a. gennem kurser, tilbudt i Folkesundhed Københavns regi, uddannet en række motionsvenner i stolegymnastik og almindelig hensyntagende gymnastik. Intentionen bag dette er et ønske om at ensomme og fysisk svage i højere grad skal have mulighed for at motionere med assistance fra "uddannede" motionsvenner. Der har været afholdt kurser for interesserede motions-besøgsvenn er og nu tilbydes der, gennem en slags organiseret "besøgstjeneste" for motionsvenner, hjælp til den ugentlige motion i hjemmet eller andre lokale faciliteter.
Udfordringen omkring integration af ældre med anden etnisk baggrund end dansk er også blevet taget op i § 65-regi, idet flere klubber er blevet opmærksomme på, at de har mulighed for at gøre en indsats på området. Specielt ét af de store aktivitetssteder har haft succes med at få voksende grupper af ældre med anden etnisk baggrund til at bruge lokaler og faciliteter og efterhånden indgå i, eller selv skabe, nye fælles aktiviteter og arrangementer. Folkesundhed København bakker op om initiativerne og skaber mulighed for specielle projektbevillinger, inspiration og opbakning fra konsulent med praktikererfaring.
Konklusion vedr. styrket udvikling og fornyelse med et forebyggende
sigte
Det er Sundheds- og Omsorgsforvaltningens opfattelse, at der med den igangsatte udvikling af brugerdemokrati og frivillighed er skabt et godt grundlag for det nødvendige fortsatte generationsskifte i klubberne. Demokratiprocessen med øgede valgmuligheder og handlemuligheder, etablering af meningsfulde, fremadrettede tilbud og styrkelse af fællesskaber i og på tværs af klubberne er værdifulde bidrag til en fremadrettet forebyggende og sundhedsfremmende indsats.
Tidsplan
I efteråret 2006 bevilges tilskud for 2007 efter ansøgning. Fordelingen af § 65-puljemidlerne fremlægges for Sundheds- og Omsorgsudvalget den 9. november 2006.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke
omfattet af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens positivliste over sager, der
skal miljøvurderes.
ØKONOMI
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
HØRING
Indstillingen er sendt i høring, og der er indkommet høringssvar fra:
· Ældrerådet Ydre Østerbro
· Ældrerådene, Formandsgruppen
· Pensionisternes Samvirke
· Ældre Sagen
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen tager høringssvarene til efterretning og vil i samarbejde med § 65-netværket udvikle gennemsigtigheden i bevillingen af midler. De enkelte høringssvar samt en sammenfatning heraf er vedlagt som bilag.
BILAG
Sammenfatning af høringssvar og uddybning af konklusion
Høringssvar fra:
· Ældrerådet Ydre Østerbro
· Ældrerådene Formandsgruppen
· Pensionisternes Samvirke
· Ældre Sagen
Ib Haurum
/Kirsten
Lee