Mødedato: 18.04.2024, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Godkendelse af takstbilag for 2025

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU) forelægges hermed takstbilag for 2025 til godkendelse. Takstbilaget indeholder de borgerrettede takster for 2025 på Sundheds- og Omsorgsforvaltningens (SUF’s) område, som indgår i SOU’s budgetbidrag for 2025.

Sagen redegør desuden for, at nogle borgere i 2023 blev opkrævet for lav betaling for ydelsen tøjvask på samlet set 1,1 mio. kr. Forvaltningen indstiller, at der ikke sker efterregulering af denne mindreindtægt.

I SOU’s budgetbidrag for 2025 indgår effektiviseringsforslag SU16 vedrørende afskaffelse af tilskud til nedsættelse af taksterne for 2025 og kommende år. Konsekvensen vedrørende taksterne for 2025 af SU16 er ikke indarbejdet i det vedlagte takstbilag, da effektiviseringsforslaget først skal vedtages. Men konsekvensen af SU16 for taksterne for 2025 fremgår af løsningsforslaget nedenfor, da SOU på budgetseminaret i februar 2024 tilkendegav, at de ønsker at godkende forslagets scenarie 1 og 2.

Det brugerrettede takstområde er komplekst. Fastsættelse af taksterne sker med udgangspunkt i kommunens omkostningsbaserede regnskab, og beregningerne omfatter en lang række konti og baseres på en række antagelser om udgiftsfordelingen i kommunen. Ændringer i kontering eller i antagelser kan have stor betydning for den takst, som borgerne bliver opkrævet. Forvaltningen vil frem mod budget 2026 have øget fokus på området, således at det bliver lettere at administrere og genberegne og dermed sikre øget robusthed i taksterne.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at der ikke foretages efterregulering af 2023-taksterne for tøjvask til hjemmeboende borgere
  2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender takstbilaget for 2025, jf. bilag 1.

Problemstilling

Københavns Kommune skal opkræve borgerne for de ydelser, som kommunen tilbyder i relation til personlig og praktisk hjælp mv. efter Servicelovens § 79, 86, 117, 161, 192 og Sundhedslovens § 131 til 134.

Taksterne skal efter Styrelseslovens §41a fastsættes af Borgerrepræsentationen (BR).
Taksterne skal beregnes for ét år ad gangen og skal dække de omkostninger, der er ved levering af ydelserne, som kommunen har ret til at opkræve betaling for.

Taksterne for 2025 er baseret på regnskab 2023 og kan betragtes som en aconto-opkrævning.
Forvaltningen skal sikre, at borgerne kun betaler for de omkostninger, som forvaltningen har ret til at opkræve, og at der ikke opkræves for høj betaling. Derfor foretages hvert år en endelig opgørelse, og et eventuelt over-/underskud indarbejdes som en efterregulering i taksterne for det kommende år.

I tilfælde af overskud i 2023 skal der foretages en efterregulering, som sænker taksterne for 2025 tilsvarende. I tilfælde af underskud kan der foretages efterregulering, hvor underskuddet opkræves ved at hæve førstkommende års takster.

Kommunen har således hjemmel til at træffe politisk beslutning om, at taksterne ikke skal dække de fulde omkostninger, der kan opkræves betaling for. Hvis kommunen vælger at give et sådant tilskud, skal der dog anvises finansiering hertil. SOU og BR har tidligere bevilliget tilskud til nedsættelse af taksterne for bl.a. madservice og tøjvask.

Løsning

Det samlede takstbilag for 2025 er vedlagt i bilag 1, hvor takster for 2023 og 2024 også fremgår til sammenligning.

I forbindelse med indførelse af et nyt pensionssystem er der opstået fejl i opkrævningen af betaling for tøjvask hos hjemmeboende i 2023. Fejlen indebærer, at nogle borgere, er blevet opkrævet for lidt. Der er tale om et tab på i alt 1,1 mio. kr. for kommunekassen.

Derved er der opstået et underskud i regnskab 2023, som efter gældende regler kan opkræves ved efterregulering af taksterne for 2025. Dette ville betyde højere takster for alle, der i 2025 får ydelsen tøjvask. Det vurderes imidlertid ikke at være rimeligt, at de borgere, som er blevet opkrævet fuld betaling i 2023, skal efterreguleres for, at der ikke er sket fuld opkrævning hos andre borgere.
Derfor indstiller forvaltningen, at der ikke opkræves efterregulering for tøjvask for hjemmeboende i 2023.

Taksten for vask af 8 kg tøj hver anden uge hos hjemmeboende i 2025 bliver dermed 231 kr. pr. måned. Hvis der efterreguleres for underskuddet i 2023, ville taksten blive 282 kr. pr. måned, svarende til en stigning på 22 procent. De øvrige takster for tøjvask til hjemmeboende ville ligeledes stige med 22%, da disse beregnes med udgangspunkt i ydelsen vask af 8 kg tøj hver anden uge.

Konsekvenserne af SU16 for taksterne for 2025 og kommende år:
På budgetseminar den 28. – 29. februar 2024 tilkendegav udvalget, at de ønsker at godkende effektiviseringsforslaget SU16, scenarie 1 og 2, der vedrører taksterne for dels tøjvask, dels madservice.

Til orientering viser tabel 1 nedenfor, hvordan taksterne for 2025 og de kommende år vil udvikle sig, hvis scenarie 1 og 2 i SU16 vedtages, og forudsat at taksterne forbliver som i 2025. Figuren viser kun de takster, som påvirkes af scenarie 1 og 2 i SU16. Taksterne for 2024 er vist til sammenligning.

Tabel 1. Konsekvenser af scenarie 1 og 2 i SU16 i forhold til taksterne for 2025

Takst, i kr.

2024,
2024 pl

2025 uden SU16
2025 pl

2025 med SU16
2025 pl

2026
med SU16
2025 pl

2027 med SU16
2025 pl

2028 og frem med SU16
2025 pl

Tøjvask hjemmeboende, hver 2. uge

199

231

252

252

252

329

Tøjvask plejehjem, tøj

269

165

179

179

179

215

Tøjvask plejehjem, linned

115

160

173

173

173

208

Tøjvask plejehjem, leje og vask af linned

163

226

245

245

245

295

Summen af tøj og leje/vask af linned

432

391

424

424

424

510

Madservice hjemmeboende hovedret

49

49

59

59

59

61

Madservice hjemmeboende, hovedmåltid

64

67

77

77

77

79

Derudover skal der gøres opmærksom på, at i 2027 er der bevillingsudløb på et midlertidigt tilskud i budget 2023-2026 til nedsættelse af egenbetalingen for madservice til hjemmeboende med 2 kr. Dette fremgår dog ikke af tabellen.

Økonomi

De indstillede takster for 2025 har i sig selv ingen betydning for SUFs økonomi i 2025, da taksterne dækker de udgifter, som er budgetteret i 2025, og som må dækkes af taksterne.
Der var i regnskab 2023 et underskud på tøjvask til hjemmeboende på 1,1 mio. kr., som SOU kan opkræve som en efterregulering i taksterne for 2025, men som det indstilles ikke at opkræve, jf. ovenfor. Derved afskriver SOU sig fra at få et overskud i 2025, som kunne opveje underskuddet i 2023. Da der ikke er budgetteret med et sådant overskud i budgettet for 2025, vil det ikke påvirke økonomien for 2025, at der gives afkald på efterreguleringen.

Videre proces

Når takstbilaget er godkendt af Sundheds- og Omsorgsudvalget, oversendes takstbilaget til Økonomiforvaltningen, idet taksterne indgår i udarbejdelsen af Budgetforslag 2025.

Anna Schou Johansen/

  Camilla Vang Taankvist

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top