Høring om lovforslag L130 og L119 om ændring af lov om social service og lov om almene boliger m.fl.(Frit valg af leverandør af hjemmehjælp og ældreboliger mv.).

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 18. marts 2002

9. Høring om lovforslag L130 og L119 om ændring af lov om social service og lov om almene boliger m.fl.(Frit valg af leverandør af hjemmehjælp og ældreboliger mv.).

SOU 87/2002 J.nr. 59/2001

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender forvaltningens to høringssvar af 11. marts 2002 vedrørende lovforslag om frit valg af leverandør af hjemmehjælp og ældrebolig m.v.

Sundhedsforvaltningen har – under forbehold for Sundheds- og Omsorgsudvalgets godkendelse – afgivet høringssvar om regeringens såkaldte fritvalgs-pakke på ældreområdet, dvs. Socialministerens lovforslag L130 om ændring af lov om social service m.fl. (Frit valg af leverandør af hjemmehjælp m.v.) og Økonomi- og erhvervsministerens lovforslag L119 om ændring af lov om almene boliger m.fl. (Frit valg af ældreboliger m.v.).

Udtalelserne er afgivet med kort varsel (høringsfrist hhv. den 8. marts og den 11. marts 2002) efter anmodning fra de to ministerier via Økonomiforvaltningen. Lovforslagene er fremsat i Folketinget og tilsigter at træde i kraft den 1. juli 2002.

Hvis Sundheds- og Omsorgsudvalget har bemærkninger til høringssvarerne foreslås det, at bemærkningerne indskrives i protokollen, som efterfølgende indsendes til de to ministerier.

De to lovforslag vedlægges i uddrag (lovtekst og generelle bemærkninger).

Regeringen foreslår, at der indføres frit valg på hjemmehjælpsområdet: Når de kommunale myndigheder har truffet afgørelse om hjælp til personlig pleje eller praktiske opgaver i hjemmet, skal det være op til den enkelte selv at vælge, hvem der skal løse opgaverne. De kommunale myndigheder skal ikke længere have ret til at udelukke kvalificerede, private leverandører; det skal være de ældre selv, der bestemmer, hvem der skal komme i hjemmet og udføre opgaverne. De ældre skal desuden - i højere grad end i dag - have indflydelse på, hvilke opgaver der skal løses, og hvordan hjælpen tilrettelægges fra gang til gang.

Det frie valg skal også indføres på boligområdet: Ældre mennesker med behov for en ældre- eller plejebolig skal have samme ret som alle andre til selv at vælge, hvor de vil bo. Forslaget giver derfor ret til at søge en plejebolig mv. i andre kommuner også selv om man ikke har en relation til en pårørende i denne kommune.

Sundhedsforvaltningens vurdering er i hovedtræk, at forslagene om valgfrihed og fleksibilitet ligger ganske godt på linie med den udvikling, Københavns Kommune har sat i gang de senere år – f.eks. med bestiller-udfører-modellen og overvejelserne om en kundevalgsordning. Forslagene forventes dog at medføre et ganske betydeligt merarbejde og væsentlige merudgifter, der næppe fuldt ud kan dækkes af den kompensation, regeringen har afsat til formålet. De endelige merudgifter kan først opgøres mere præcist, når der i bekendtgørelser og vejledninger bliver fastsat nærmere retningslinier for administrationen af de to lovkomplekser.

Sundhedsforvaltningen har i høringssvaret fremført udvalgets forslag om, at det bliver muligt, at en hjemmeplejemodtager kan tilkøbe sig supplerende ydelser fra kommunen.

Herudover har forvaltningen anført en række bemærkninger vedrørende indgåelsen af kontrakter med private leverandører af hjemmehjælp. Sundhedsforvaltningen peger også på, at reglerne om frit valg af boliger og ret til at tage ægtefællen med kan medføre betydelige problemer af praktisk og økonomisk art for Københavns Kommune.

Lovforslagene indeholder især følgende elementer:

De kommunale myndigheder forpligtes til at give alle kvalificerede leverandører adgang til at udføre hjemmeplejeopgaver. Det foreslås at pålægge de kommunale myndigheder en forpligtelse til at fastsætte og offentliggøre de kvalitets- og priskrav, der stilles til leverandører af personlig og praktisk hjælp i kommunen – offentlige som private. Samtidig pålægges det at skrive kontrakt med alle de leverandører, der kan leve op til disse krav, og som ønsker at tilbyde deres ydelser til kommunens hjemmehjælpsmodtagere.

Hjemmehjælpsmodtagerne skal orienteres om, hvilke godkendte leverandører der er i kommunen, og skal selv frit kunne vælge blandt disse. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for – i samarbejde med de godkendte leverandører - at udarbejde informationsmateriale til hjemmehjælpsmodtagerne, der gør det muligt for den enkelte at træffe et kvalificeret valg mellem de forskellige leverandører i kommunen.

Beboere i plejehjem og lignende boligenheder har særlige plejebehov, der – ifølge lovforslaget - bedst varetages ved en samlet, koordineret og fleksibel indsats, hvor den enkelte leverandør har base under boligenhedens tag. Derfor er denne gruppe af ældre ikke omfattet af retten til frit at vælge leverandør.

Erstatningshjælp

Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at sørge for, at der leveres hjælp i overensstemmelse med den trufne afgørelse indskærpes. Det foreslås endvidere, at den kommunale myndighed pålægges en pligt til i forbindelse med den konkrete afgørelse, at tage stilling til, hvilken frist der i den pågældende sag gælder for levering af erstatningshjælp, hvis den oprindelige aftale undtagelsesvist ikke kan overholdes.

Efter de gældende regler i serviceloven er der allerede hjemmel til en vis fleksibilitet både i tilrettelæggelse og udførelse af hjælpen. Modtagere af praktisk hjælp har således i særlige tilfælde ret til at bytte de visiterede ydelser til andre ydelser omfattet af kommunens tilbud om praktisk hjælp. Endvidere kan kommunerne tilbyde modtageren i disse tilfælde at bytte til ydelser, der ligger ud over det fastsatte serviceniveau. Denne fleksibilitet foreslås udvidet, således at det bliver en generel ret for modtageren af hjælpen at bytte til andre ydelser, ligesom retten til at bytte ydelser foreslås udvidet til også at omfatte den personlige pleje.

Efter de gældende regler har ældre og personer med handicap, der med henvisning til først og fremmest familiemæssige eller religiøse forhold ønsker at flytte til en anden kommune, ret til at få anvist en bolig efter samme retningslinier, som gælder for kommunens egne borgere.

Det foreslås nu, at ældre og handicappede skal have ret til frit valg både inden for og på tværs af kommunegrænserne. Det er fortsat en betingelse for at kunne få et botilbud i en anden kommune, at den pågældende af såvel fraflytnings- som tilflytningskommunen vurderes at have behov for det boligtilbud, der søges om.

Det indgår også, at ægtepar, samlevende eller registrerede partnere skal have ret til at blive boende sammen, når den ene ægtefælle eller samlever bliver visiteret til en ældrebolig, en plejebolig eller et lignende boligtilbud. En person, der er visiteret til et sådant boligtilbud, og som ønsker at blive boende med sin ægtefælle eller samlevende, skal derfor efter lovforslaget fremover tilbydes en bolig, der er egnet til to personer.

Lovforslaget indebærer tillige en ret for den efterlevende ægtefælle til at blive boende, så længe den pågældende måtte ønske det. Efterlevende ægtefæller vil efter lovforslaget således ikke kunne tvinges til at fraflytte boligen. I det omfang den efterlevende imidlertid måtte nære et ønske om at forlade det særlige plejemiljø, vil kommunen kunne være den pågældende behjælpelig med at finde anden bolig.

Det foreslås også, at der etableres et ventelistesystem. Tildeling af bolig vil som udgangspunkt fortsat ske efter behov. Hvis der i øvrigt ikke skønnes at være væsentlige forskelle i de ventendes behov, vil tildeling af bolig ske efter anciennitet på ventelisten.

Når begrundelsen for ønsket om at flytte ikke er hensynet til pårørende eller religiøse forhold m.v., gives adgang for kommunerne til i ganske særlige tilfælde at afslå udefrakommende optagelse på venteliste.

Fraflytningskommunen skal som hidtil dække tilflytningskommunens udgifter til serviceydelser m.v. Af hensyn til kommunernes udgiftsstyring og de enkelte kommuners mulighed for selv at fastlægge serviceniveauet i øvrigt, foreslås det dog, at fraflytningskommunens betaling ikke skal kunne overstige landsdækkende takster. Taksterne foreslås fastsat årligt af socialministeren.

Lovforslaget udmønter endelig et tidligere vedtaget beslutningsforslag med følgende hovedelementer: 1. Indførelse af differentierede finansieringsregler for de af lovforslaget omfattede selvejende almene ældreboliginstitutioner. 2. Indførelse af anvisningsret for den selvejende institution til boliger tilvejebragt ved ombygning, hvor der ikke sker en tilvækst i antallet af boliger, medmindre andet aftales mellem den selvejende institution og kommunalbestyrelsen.

Forslaget indebærer, at ældre-/plejeboliger med selvejende institutioner som bygherre kan blive billigere for kommunerne end andre ældre-/plejeboliger. For at undgå en utilsigtet aktivitetsforøgelse som følge heraf, foreslås der fastsat en årlig kvote på 225 boliger i perioden 2002-2005.

I høringssvarene erklærer Sundhedsforvaltningen sig som udgangspunkt enig i hovedparten af lovforslagene, men har dog en række spørgsmål og kritiske bemærkninger til de enkelte bestemmelser. Forvaltningen skriver bl.a. følgende:

Ifølge den foreslåede Servicelovs § 75 c har kommunalbestyrelsen (Borgerrepræsentationen) pligt til at godkende og indgå kontrakt med enhver leverandør, der opfylder de krav, som kommunalbestyrelsen stiller. Sundhedsforvaltningen forudsætter, at det ikke medfører, at der skal foretages EU-udbud af hjemmeplejeopgaverne.

Ifølge § 75, stk. 1 skal kommunalbestyrelsen fastsætte og offentliggøre de kvalitets- og prismæssige krav, der stilles til leverandører af personlig og praktisk hjælp. Der savnes her især en afklaring af, hvorvidt det vil være tilladt at fastsætte forskellige priser hhv. til den kommunale leverandør og til private leverandører. Dette udspringer af, at kommunale leverandører på visse områder er underlagt andre regler og ordninger end private, eksempelvis mht. afskrivningsregler. Desuden er Københavns Kommune selvforsikret og har en intern ordning omkring barselsudgifter.

Med den nye § 75e, kan modtagere af hjælp efter § 71 vælge en helt eller delvis anden hjælp end den, de er visiteret til. Dette kan være problematisk, idet der normalt kun visiteres til den hjælp, som anses at være nødvendig. Det vil således være hjælp, som visitatoren mener er nødvendig, der fravælges.

Efter den nugældende lov, har Københavns Kommune købt væsentligt flere plejeboligpladser og ældreboligpladser i andre kommuner end kommunen har solgt til dem. Over årene har der været en stigning i antallet af købte pladser, især ældreboliger, mens salget har været vigende. De nye regler må forventes at medføre en stigning i behovet for køb af pladser i andre kommuner. En stigning på 10 % i flyttemønstret vil medføre et behov for køb af 44 plejehjemspladser á ca. 30.000 kr. om måneden og 27 ældreboliger á skønsmæssigt 6.210 kr. om måneden eller i alt 18 mill. kr. årligt.

Lovforslagets bestemmelse om at ægtefælle/samlever har ret til at følge med og ret til at blive boende, hvis den plejekrævende ægtefælle dør, vil yderligere øge behovet for ældre- og plejeboliger.

I lovforslaget er der krav om at boligen skal være egnet til to personer. Dette punkt kan få alvorlige følger for Københavns Kommune, da hovedparten af plejeboligerne i Københavns Kommune ikke er egnede til to personer. Hovedparten af Københavns Kommunes plejehjem af en sådan alder og konstruktion, at eventuelle ombygninger vil blive særdeles bekostelige. Disse ombygninger vil endvidere medføre, at kommunen samlet set vil få rådighed over færre plejeboliger.

At ægtefællen/partneren har ret til at blive boende, efter at den oprindeligt visiterede til plejebolig er død, vil også betyde, at de efterlevende vil optage pladser, som visiterede til plejebolig har brug for. Dette forhold forværres af, at de efterlevende ofte vil blive boende længe efter partnerens/ægtefællens død.

Sundhedsforvaltningen forudsætter dog, at der til boliger anvist af selvejende institutioner ikke kan ydes boligstøtte ud over det normale maksimum i boligstøttelovens § 23, stk. 1. Det betyder, at den tilbageværende ægtefælle i en ægteparbolig som følge af nedsat boligstøtte i en række tilfælde ikke vil have økonomisk mulighed for at fortsætte lejemålet, hvorfor kommunen kan komme i situationer, hvor den må skaffe en bolig gennem den sociale boliganvisning.

Reglerne om mellemkommunal refusion i de to lovforslag forekommer knudret formuleret og usammenhængende. Forvaltningen tager forslaget om et maksimum over de mellemkommunale betalinger til efterretning.

Der er ingen miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget er et led i udmøntningen af den del af aftalen om finansloven for 2002 mellem regeringen og Dansk Folkeparti, som vedrører bedre omsorg og frit valg for ældre. Regeringen har aftalt med Kommunernes Landsforening, at de ekstra 0,5 mia. kr. fordeles til kommunerne i 2002 og 2003 efter en demografisk nøgle for udgiftsbehovene på ældreområdet. Fordelingsnøglen fra 2004 og frem drøftes i forbindelse med den planlagte udligningsreform.

For Københavns Kommune vil udgifterne til flere plejeboliger og til ombygning af kommunens eksisterende plejeboliger m.v. efter forvaltningens vurdering sandsynligvis medføre udgifter, der er større end kommunes andel af den afstukne beløbsramme.

Sundhedsforvaltningen har ikke hørt parter uden for forvaltningen.

Lovforslag L130: Forslag til lov om ændring af lov om social service m.fl. (Frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.) (Uddrag)

Lovforslag L119: Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.fl. (Frit valg af ældreboliger m.v. og bedre vilkår for selvejende ældreboliginstitutioner) (Uddrag)

Sundhedsforvaltningens to høringssvar af 11. marts 2002 til Økonomiforvaltningen.

Lau Svendsen-Tune

/ Lars Bo Bülow