Mødedato: 18.01.2024, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Københavnertinget kernespørgsmål

Se alle bilag

Resumé

Økonomiudvalget besluttede på møde den 3. oktober 2023 temaet: ”Fastholdelse og rekruttering i velfærdsjobs” for Københavnertingnet 2024 og forankrede processen i Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget. Udvalget godkender med denne indstilling det kernespørgsmål, som Københavnertinget skal besvare i 2024. Desuden orienteres udvalget kort om Københavnertingets videre arbejde og de politiske forpligtelser, der følger. Udvalget skal desuden udpege tre medlemmer fra udvalget til at indgå i en politisk følgegruppe.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller over for Sundheds- og Omsorgsudvalget,

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender kernespørgsmålet ”Hvordan sikrer vi, at vi i København i fremtiden, har de medarbejdere, der skal til for at sikre en værdig velfærd for udsatte, sårbare og ældre?”

2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget udpeger tre medlemmer til at indgå i den politiske følgegruppe.

3. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen i afsnittet "Om Københavnertingets opgave og mandat 2024” til efterretning. 

Problemstilling

Københavnertinget bygger på metoden "borgerting" (jf. bilag 2. Borgerting som metode). Sundheds- og Omsorgsudvalget har tidligere godkendt fastholdelse og rekruttering som et af flere mulige temaer. Økonomiudvalget besluttede på møde d. 3. oktober 2023 temaet:

"Fastholdelse og rekruttering i velfærdsjobs" som tema for Københavnertinget 2024. Temaet er efterfølgende formuleret til et kernespørgsmål, som skal godkendes af udvalget. Udvalget forpligter sig til at modtage og behandle disse anbefalinger. Temaet vil alene involvere Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen.

For at sikre, at de udarbejdede anbefalinger skaber mest muligt værdi for de involverede fagudvalg og forvaltninger, skal der udpeges en politisk følgegruppe bestående af repræsentanter fra de involverede fagudvalg.

I bilag 1 fremgår Gruppeforpersonskredsens godkendte tids- og milepælsplan for den politiske behandling af temaforslag, kernespørgsmål og anbefalinger.

Om Københavnertingets opgave og mandat 2024

Det politiske mandat indebærer følgende for fagudvalgene:

  • at de involverede fagudvalg har givet Københavnertinget 2024 mandat til at udarbejde uvildige anbefalinger til kernespørgsmålet,
  • at fagudvalgene støtter op omkring Københavnertingets arbejde og udfald af anbefalinger – uanset andre politiske dagsordner og strategier,
  • at anbefalingerne behandles i de involverede fagudvalg på minimum ét udvalgsmøde i løbet af november-december 2024 og, at fagudvalgene i den forbindelse redegør for, hvordan anbefalingerne bliver fulgt – og ikke fulgt,
  • at fagudvalgene er forpligtet til at give en status på den politiske behandling af anbefalingerne via mail til Københavnertinget, indenfor tre måneder efter anbefalingerne er overleveret fra Københavnertinget, samt igen inden for tolv måneder med henblik på at Københavnertinget orienteres om status på fremdrift og/eller implementeringen af deres anbefalinger,
  • at fagudvalgene ikke er forpligtet til politisk at følge eller vedtage anbefalingerne.

Løsning

Det foreslås, at udvalget tager afsnittet "Om Københavnertingets opgave og mandat 2024", som beskrevet ovenfor, til efterretning.

Det foreslås endvidere, at udvalget godkender følgende forslag til kernespørgsmål: ”Hvordan sikrer vi, at vi i København i fremtiden, har de medarbejdere, der skal til for at sikre en værdig velfærd for udsatte, sårbare og ældre?”

Et kernespørgsmål er det spørgsmål fagudvalget vedtager og som borgertinget skal besvare. Kernespørgsmålet sætter rammen for borgertingets arbejde ved at specificere emnet for samlingen.

Udvalget skal herudover udpege tre udvalgsmedlemmer, der deltager i den politiske følgegruppe til Københavnertinget, som beskrevet under problemstilling. Følgegruppen får til opgave at deltage ved 1 af Københavnertingets møder, ved lanceringen af Københavnertingets anbefalinger og i 3 følgegruppemøder undervejs i processen. Forventet tidsforbrug er 6 timer i perioden februar-juni 2024.

Økonomi

Københavnertingets arbejde er finansieret af midler fra Overførselssagen 2021-2022 og sagen har derfor ingen yderligere økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil i samarbejde med Økonomiudvalget og Socialforvaltningen fortsætte planlægning og forberedelse af processen omkring Københavnertinget 2024, som afvikles i perioden februar-juni 2024 med lancering af anbefalinger medio juni 2024.

Per Bennetsen 

  /Thomas Brahm

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.

Ifm. behandling af indstillingens 2. at-punkt udpegede Sundheds- og Omsorgsudvalget følgende medlemmer til den politiske følgegruppe:
- Yildiz Akdogan(A)
- Helle Jønch (C)
- Bente Møller (Ø)

Indstillingens 3. at-punkt blev taget til efterretning. 
Til top