Mødedato: 18.01.2007, kl. 14:00

Høring om projektstyring på integrationsområdet

Høring om projektstyring på integrationsområdet

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra Ordinært møde torsdag den 18. januar 2007

 

 

4.      Høring om projektstyring på integrationsområdet

 

SOU  10/2007  J.nr. 91/2006

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Sundheds- og Omsorgsudvalget skal tage stilling til et høringssvar vedr. projektstyring på integrationsområdet. Det er Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, der har sendt sagen i høring.

 

 Beslutning

 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

 

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender høringssvar til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vedrørende projektstyring på integrationsområdet, jf. bilag 1.

 

 Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning: Udvalget godkendte indstillingen.

 

 

Problemstilling

Det fremgår af Københavns Kommunes Integrationspolitik (BR 395/06), at der er "behov for en systematisk overvågning af, om integrationsindsatsen virker" og for klar koordinering og opfølgning på kommunens tværgående integrationsindsats, herunder på projektområdet.

 

Med henblik på at forbedre mulighederne for styring på projektområdet har Beskæftigelses- og Integrationsudvalget sendt et forslag til projektstyring i hør ing i de øvrige udvalg og Integrationsrådet (jf. bilag 2).

 

Løsning

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har udarbejdet forslag til at forbedre kommunens tværgående integrationsindsats, herunder på projektområdet.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget foreslår:

 

  • at skabe overblik over relevante puljer på integrationsområdet på kommunens hjemmeside 
  • at projektansøgere rådgives om relevante puljer og projektansøgning
  • at mulighederne for styring og opfølgning på det enkelte integrationsprojekt forbedres gennem systematisk ansøgnings- og evalueringspraksis og halvårlige seminarer omkring projektstyring, videndeling mm..
  • at vurdere for hvert enkelt projekt, hvorvidt det skal forankres i ordinær drift
  • at skabe overblik over kommunens integrationsprojekter i Projektdatabasen

 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen ser positivt på Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets forslag til en forbedret tværgående integrationsindsats på projektområdet og finder det relevant, at §79 midler indgår i en puljeoversigt på kommunens hjemmeside.

 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget anbefaler standardiserede ansøgningsskemaer for alle integrationsprojekter, der ansøger de kommunale puljer. Listen over integrationsprojekter omfatter blandt andet Sundheds- og Omsorgsforvaltningens §79 midler. Puljemidlerne under servicelovens §79 yder økonomisk støtte til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte for ældre.

Alle ældregrupper - der opfylder betingelserne – kan søge §79 midler - uanset etnisk baggrund. Der er ikke tale om egentlige integrationsprojekter, som kun er målrettet mod etniske minoriteter, men enkelte ældreklubber og foreninger arbejder med at invitere og integrere ældre med anden etnisk baggrund i deres almindelige aktiviteter. De kan i fællesskab søge ekstra midler til dette.

 

Der eksisterer allerede en standardiseret ansøgningsprocedure for §79 midlerne, som er vedtaget politisk. Såfremt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget ønsker at ændre denne praksis er der behov for nærmere drøftelser med Sundheds- og Omsorgsudvalget.

 

Økonomi

Udvikling og drift af projektdatabase samt administrationsomkostninger afholdes inden for de 10 mio. kr., som blev afsat til styrkelse af den tværgående indsats (jf. BR 37/2006).

 

Videre proces

Efter endt høring fremlægges sagen igen for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

 

  • I februar/marts 2007 behandles indstillingen i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og i Borgerrepræsentationen
  • April 2007 træder indstillingen i kraft
  • April 2008 evalueres processen omkring implementering af initiativerne

 

Bilag

Høring:

  1. Høringssvar til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
  2. Høringsbrev med bilag fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalget af 17. november 2006

 

 

         Lene Sillasen               /Jens Egsgaard

 


 

Til top