Høring om koncept for integrationsbarometer
Høring om koncept for integrationsbarometer
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 18. januar 2007
5. Høring om koncept for integrationsbarometer
SOU 13/2007 J.nr. 2/2007
Sundheds- og Omsorgsudvalget
skal tage stilling til et høringssvar vedrørende koncept for
integrationsbarometer. Det er Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, der har
sendt sagen i høring.
Beslutning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender høringssvar om
koncept for integrationsbarometer jf. Bilag 1
Problemstilling
Borgerrepræsentationen har
vedtaget en ny integrationspolitik for 2007-10 (BR 395/06). Her fremgår det, at
der skal udvikles et barometer til at følge tilstanden på integrationsområdet.
Beskæftigelses- og
Integrationsudvalget har fremlagt et koncept for integrationsbarometret jf.
bilag 2, som nu er sendt i høring i fagudvalgene og Integrationsrådet.
Udvalgene skal tage stilling til:
- om indikatorerne er dækkende for forvaltningens
indsats på integrationsområdet i forhold til de opstillede mål i
integrationspolitikken.
- om der er politisk besluttede succeskriterier,
som bør tilføjes oversigtsskemaet.
Løsning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen gør
opmærksom på, at der i Sundhedspolitik 2006-10, "Sunde københavnere i alle
aldre" for Københavns Kommune er opstillet en række mål og målepunkter på
sundhedsområdet. De opstillede mål og målepunkter i sundhedspolitikken bør
læses i sammenhæng med integrationspolitikken. Særlig afsnittet vedrørende
etniske minoriteters sundhed kan ses som et tillæg til integrationsbarometret –
blandt andet på grund af et klarere fokus på børn og unge.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har
følgende konkrete bemærkninger til indikatorerne under "Sundhed" i
oversigtsskemaet (bilag 2):
Indikator nr. 31: Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har nogle indsatser der fokuserer
på at mindske forekomsten af tilfælde af Type 2 diabetes blandt indvandrere,
blandt andet en film om diabetes til forskellige etniske sproggrupper,
rådgivning fra sundhedsformidlere med anden etniske baggrund end dansk samt et
nystartet Sundhedscenter på Nørrebro. Flere Sundhedscentre oprettes i 2007 og
2008. Det bemærkes således, at effekten af indsatserne skal ses i et mere
langsigtet perspektiv.
Indikator nr. 32, 34 og 35: I beskrivelsen af disse indikatorer henvises til
surveydata fra Københavns Kommunes "Sundhedsprofil" om tyrkiske statsborgere,
2005. Det fremgår, at der på baggrund af disse tal beregnes en baseline til
brug for efterfølgende målinger. Sundheds- og Omsorgsudvalget gør opmærksom på,
at de eksisterende tal alene henviser til tyrkiske statsborgere – og ikke bør
anvendes som udgangspunkt for beregninger vedrørende alle etniske
minoritetsgrupper.
Indikator nr. 32, 34 og 35: Her henvises til en national undersøgelse vedrørende
etniske minoriteter. Denne undersøgelse forventes afsluttet primo 2008 - og
ikke i 2007 som anført i oversigtsskemaet.
Indikator nr. 32: Det kan tilføjes, at der foruden de nævnte
undersøgelser i oversigtsskemaet, eksisterer en rygevaneundersøgelse fra januar
2003 for etniske minoriteter.
Endelig oplyses, at der i Sundheds- og
Omsorgsforvaltningen udarbejdes sundhedsprofiler hvert 4.- 5. år for alle
borgere i Københavns Kommune, ligesom indsatserne i forbindelse med
sundhedspolitikken vil blive monitoreret løbende. Relevante data fra disse
undersøgelser vil naturligvis blive videregivet, såfremt disse kan supplere de
indsamlede data i den årlige "Integrations-survey" i Beskæftigelses- og
Integrationsforvaltningen.
Økonomi
Udgiften til udvikling og
drift afholdes inden for de 10 mio. kr., som Borgerrepræsentationen har
bevilget årligt fra 2006 og frem til styrkelse af den tværgående
integrationsindsats (BR 115/2006). Midlerne udmøntes af Beskæftigelses- og
Integrationsforvaltningen.
Videre proces
I marts 2007 vil
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Borgerrepræsentationen få forelagt
det endelige integrationsbarometer med første måling fra 2007.
Bilag
Høring:
- Høringssvar til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
- Høringsbrev med bilag fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
af 21. december 2006
Lene Sillasen
/Jens
Egsgaard