Høringssvar til handleplan mod racisme, diskrimination og hadforbrydelser
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har i forbindelse med forelæggelse af udkast til handleplan mod racisme, diskrimination og hadforbrydelser bedt om at sundhedsområdet kommer til at indgå i handleplanen. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har derfor fået udkastet til handleplan til høring.
Sundheds- og Omsorgsudvalget behandlede på deres møde 13. oktober 2022 Sundheds- og Omsorgsforvaltningens forslag til høringssvar til handleplanen. Udvalget bad forvaltningen om at vende tilbage til udvalget med forslag til mål i handleplanen. Udvalget lagde vægt på, at forslag til mål skal være noget, der allerede måles på.
På den baggrund forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget et revideret udkast til høringssvar.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender at sundhedsområdet tilføjes som et selvstændigt afsnit i handleplan mod racisme, diskrimination og hadforbrydelser
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender forslag til høringssvar til handleplanen fra Sundheds- og Omsorgsudvalget
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager 1. udkast til handleplan mod racisme, diskrimination og hadforbrydelser til efterretning.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen vedtog den 16. december 2021 et medlemsforslag, som pålægger Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i samarbejde med andre relevante forvaltninger at udarbejde et forslag til handleplan mod racisme, diskrimination og hadforbrydelser. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte rammer og tidsplan for udarbejdelse af handleplanen den 28. februar 2022. Der blev derefter etableret en referencegruppe bestående af Økonomiforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.
I forbindelse med forelæggelse af udkast til handleplanen for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i juni 2022, bad udvalget om at sundhedsområdet kommer til at indgå i handleplanen. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har derfor fået udkastet til handleplan til høring (vedlagt som bilag 2).
Løsning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen foreslår, at der indarbejdes et fokusområde om sundhed i handleplanen med henblik på at forebygge racisme og diskrimination i kommunale sundhedstilbud.
Københavns Sundhedspolitik 2015-2025 Nyd livet, Københavner bygger på en vision om at bekæmpe ulighed i sundhed. Forvaltningen vurderer, at politikken med dette fokus er en god ramme for arbejdet med at forebygge racisme og diskrimination i de kommunale sundhedstilbud. Med afsæt i sundhedspolitikken arbejder forvaltningen vedvarende for at sikre sundhedstilbud til alle københavnere, der har behov for det, men derudover også at sikre særlig støtte til de københavnere, som har de største behov.
Der kan under fokusområdet sundhed, opstilles konkrete mål både i forhold til et medarbejderperspektiv og et borgerperspektiv. Forvaltningens forslag til høringssvar er vedlagt som bilag 1.
Følgende to mål foreslås:
- at mindske medarbejdernes oplevelse af racisme og diskrimination på arbejdspladsen
- at indføre et mål om lige adgang til sundhedsydelser i forvaltningen
Ad. 1 vil blive målt ved et planlagt kommende spørgsmål om oplevet racisme og diskrimination i kommunens trivselsmåling. Københavns Kommune gennemfører trivselsmålinger hvert andet år, og den næste trivselsmåling gennemføres i foråret 2023.
Ad. 2. vil der blive målt på i hvilket omfang brugerne i forvaltningens bydækkende enheder er repræsentativt fordelt set i forhold til de københavnske bydele.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen arbejder også mere indirekte med at øge ligheden i sundhed ved at genere datagrundlag om børn og unges trivsel og sundhed. Både i børnesundhedsprofilundersøgelsen og ungeprofilundersøgelsen indgår således spørgsmål om, hvorvidt børn/unge har oplevet at blive forskelsbehandlet på grund af fx køn, udseende, fødeland, hudfarve, religion, seksualitet eller handicap.
Handleplanen kan løbende udvikles med nye initiativer, hvis der prioriteres midler til gennemførelse af initiativerne.
Udkastet til handleplan er behandlet i de fagudvalg, som i første omgang var tænkt ind i handleplanen (Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget, Økonomiudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget) i juni-august 2022. Sundhedsområdet er blevet foreslået som en del af handleplanen senere i processen, hvorfor udkastet til handleplan for Sundheds- og Omsorgsudvalget fremlægges senere end de andre fagudvalg.
Økonomi
Der er ikke afsat særskilt finansiering til handleplanens indsatser, så gennemførelse af initiativer beror på prioritering i kommende budgetforhandlinger. Udvalget kan bestille budgetnotater til overførselssagen 2023/2024 til finansiering af ønskede initiativer under handleplanen.
Videre proces
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fremsender høringssvar til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.
Jakob Krogh
/Clea Hinrichsen