Mødedato: 17.11.2016, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Samarbejdsaftaler om nye plejecentre i Tingbjerg og på Amager Øst

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsudvalget skal godkende, at der indgås samarbejdsaftaler med de almene boligorganisationer AKB v/KAB og SAB v/KAB om byggeri af nye plejecentre ved henholdsvis Femørens metro station på Amager Øst og på Ruten i Tingbjerg.


Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indgår samarbejdsaftaler med boligorganisationerne AKB v/KAB og SAB v/KAB vedrørende opførsel af to nye plejecentre ved henholdsvis Femøren på Amager Øst og på Ruten i Tingbjerg.

Problemstilling

I forbindelse med den fortsatte udrulning af moderniseringsplanen har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, i samarbejde med almene boligorganisationer, fundet egnede byggemuligheder til to helt nye plejecentre ved Femøren  på Amager Øst og i Tingbjerg. Nybyggerier vil hver kunne rumme ca. 125 nye moderne almene plejeboliger med tilhørende servicearealer.  

Med henblik på etablering af de nye plejecentre indstilles det, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indgår samarbejdsaftaler med AKB v/KAB omkring et nyt plejecenter ved Femørens metrostation på Amager Øst og med SAB v/KAB omkring etablering af et nyt plejecenter på Ruten i Tingbjerg.

Løsning

Nyt plejecenter på Femøren
I forhold til den fremtidige demografiske udvikling inden for ældreområdet har Amager et presserende behov for nye plejeboliger. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen har derfor i 2015 gennemført et udbud af grundkapital til et nyt plejecenter på Amager. Bydelen har pt. fem plejecentre, hvoraf fire allerede er moderniseret eller i proces med at blive moderniseret (Bomi-Parken og Ørestadens Plejecenter, Hørgården og Højdevangs sogns plejecenter) og én, som ikke er moderniseret (Peder Lykke Centeret). Alle de fem eksisterende plejecentre ligger på Amager Vest. For at sikre en bred geografisk fordeling af moderniserede plejeboliger er udbuddet gennemført med henblik på opførelse af et nyt plejecenter med en stationsnær beliggenhed på Amager Øst.

Der er i forbindelse med udbuddet indkommet et bud fra AKB v/KAB om byggeri af et nyt plejecenter ved Femørens metrostation på det sydlige areal mellem Jorisvej, Hedegaardsvej og Engvej (se kort i bilag 1). Placeringen er central i forhold til offentlig trafik. Der er byggemulig for ca. 11.000 etagekvadratmeter svarende til ca. 125 plejeboliger med tilhørende fællesareal og servicearealer. Udover plejecenteret forventes der på grunden opført ejerlejligheder, parkering og butikker. I forbindelse med udviklingen af grunden skal der udarbejdes en lokalplan for området.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen finder arealet ved Femørens Metrostation yderst anvendeligt til et nyt plejecenter.

Med henblik på at sikre fremdrift i projektet indgås derfor en samarbejdsaftale mellem AKB v/KAB og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen om opførelse af det nye plejecenter, herunder samarbejde om udarbejdelse af ideoplæg, dispositionsforslag og byggeprogram mv. AKB v/KAB vil herefter være bygherre for selve byggeriet og efterfølgende bygningsdriftsherre.

Nyt plejecenter på Ruten
I forbindelse med den kommende realisering af byudviklingsstrategien for Bystævneparken skal en række af de eksisterende plejehjem moderniseres samtidigt med, at den samlede plejeboligkapacitet i Bystævneparken skal reduceres. Herved vil der blive frigivet arealer til udvikling af en ny blandet bydel i Bystævneparken, der omfatter såvel familieboliger og ungdomsboliger som plejeboliger. Med henblik på at sikre den samlede plejeboligkapacitet skal der etableres nye plejecentre andre steder i byen til erstatning for den reducerede kapacitet i Bystævneparken.

Et af disse nye plejecentre etableres på Ruten i Tingbjerg på arealet mellem Midtfløjene, Ruten og Skolesiden (se kort i bilag 1). Det nye plejecenter vil indgå som et væsentligt element i det løft af Tingbjergs centrale gadestrøg Ruten, som indgår i byudviklingsstrategien for Husum-Tingbjerg og den strategiske helhedsplan for Ruten. Den strategiske helhedsplan og byudviklingsstrategien er vedtaget af Borgerrepræsentationen i 2015.

Der er på Ruten byggemulighed for ca. 11.000 etagekvadratmeter svarende til ca. 125 plejeboliger med tilhørende fællesareal og servicearealer. I forbindelse med udviklingen af grunden, skal der udarbejdes en lokalplan for området.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen finder arealet på Ruten yderst anvendeligt til et nyt plejecenter. SAB ejer hovedparten af det berørte areal og er i proces med at købe den resterende del.

Med henblik på at sikre fremdrift i projektet indgås derfor en samarbejdsaftale mellem SAB v/KAB og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen om opførelse af det nye plejecenter, herunder samarbejde om udarbejdelse af ideoplæg, dispositionsforslag og byggeprogram mv. SAB v/KAB vil herefter være bygherre for selve byggeriet og efterfølgende bygningsdriftsherre.

Fravigelse fra krav om åbent udbud
Det bemærkes, at Borgerrepræsentationen i 2015 besluttede, at al kommunal grundkapital til almene boliger (inkl. plejeboliger i regi af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen) skal udbydes i åbent udbud til de almene boligorganisationer i årlige udbudsrunder. Borgerrepræsentationen besluttede dog samtidigt, at et åbent udbud af grundkapitalen kan fraviges, hvis særlige forhold taler herfor. Kommunen er ikke lovmæssigt forpligtiget til at udbyde støtte til almene boliger i åbne udbud, men kan vælge at tildele denne direkte. 

Med hensyn til det nye plejecenter på Ruten er det Teknik- og Miljøforvaltningens, Økonomiforvaltningens og Sundheds- og Omsorgsforvaltningens vurdering, at beslutningen om udbud af grundkapital kan fraviges, idet der bygges på et areal der i forvejen tilhører SAB og at SAB dermed kan betragtes som født bygherre for det nye plejecenter. Det bemærkes at Borgerrepræsentationen vil blive bedt om at tage stilling til fravigelsen i forbindelse med behandling af skema A-sagen på byggeriet.

Generelle faglige krav til de nye plejecentre på Femøren og Ruten
Begge projekter vil blive disponeret med udgangspunkt i Københavns Kommunes ældrepolitik og de af Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte 10 principper for fremtidens plejeboliger. Plejecentrene planlægges og opføres så rum og arealer kan anvendes til forskellige funktioner og at det er enkelt og økonomisk realistisk at tilpasse bygningerne ved ændrede behov.

Kontorer og mødelokaler etableres endvidere med visuel kontakt til de omgivende arealer, så beboerne har en oplevelse af medarbejdernes nærvær, også når de varetager administrative opgaver, mens øvrige servicearealer, som fx produktionskøkken og rengøringsrum, skal placeres så de understøtter en hensigtsmæssig drift.

Plejecentrene etableres med nagelfast velfærdsteknologi, som fx loftslifte og forberedes bygningsmæssigt til yderligere løsninger som fx velfærdstoiletter, faldteknologi og trådløse vindues- og døråbninger.

De præcise boligantal afhænger af projekternes endelige disponering. Det tilstræbes, at der etableres flest mulige boliger, dog under hensyn til at plejecentret bliver både attraktivt og velfungerende.

Øvrige nye plejecentre under opførelse eller planlægningSundheds- og Omsorgsforvaltningen er udover plejecentrene på Femøren og Ruten ved at opføre eller planlægge følgende nye centre:

 

  • Huset William på Vigerslevvej (56 plejeboliger)

  • Plejecenter til blinde og svagtseende ved Ny Ellebjerg Station (93 plejeboliger)

  • Plejecenter ved Enghave Station (ca. 70 plejeboliger)

  • Bystævneparken (250 plejeboliger)

  • Sølund (360 plejeboliger)

  • Klosteret på Strandvejen (96 plejeboliger)

  • Østre Gasværk på Østerbro (ca. 90 plejeboliger)

  • Hørgården (189 plejeboliger)

  • Højdevang Sogn (ca. 60-80 plejeboliger)

 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil løbende informere udvalget om de nye byggeprojekter.

 

 

Økonomi

Samarbejdsaftalen har ingen økonomiske konsekvenser. Anlægsfinansieringen af de nye plejecentre indgår i Sundheds- og Omsorgsudvalgets moderniseringsplan, som er finansieret via tidligere budgetaftaler.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indgå samarbejds-arbejdsaftaler med henholdsvis SAB v/KAB om byggeri af et nyt plejecenter på Ruten i Tingbjerg og AKB v/KAB om byggeri af et nyt plejecenter ved Femøren i Amager Øst.

 

Der skal for begge projekters vedkommende udarbejdes lokalplaner, hvilket forventes at ske i løbet af 2017. Det forventes herefter, at Skema A for begge projekter kan forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget og efterfølgende Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i efteråret 2017/primo 2018, og at byggeriet, i givet fald, kan påbegyndes i 2. halvår 2018 med en efterfølgende samlet anlægstid på ca. 16-20 måneder.    

 

Hanne Baastrup                 

                                                                       /Lars Matthiesen

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt
Til top