Orientering om anvendelse af satspuljemidler til projekt Sikker Sammenhæng (SiSam)
Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteres om anvendelse af satspuljemidler til styrket sammenhæng for svage ældre i perioden 2016-2019.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
-
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om det tværsektorielle projekt ”Sikker Sammenhæng” til efterretning.
Problemstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har sammen med Region Hovedstaden fået bevilget midler fra satspuljen til et tværgående projekt omkring en sikker overgang mellem hospital og kommune for svage ældre.
Projektet fremlægges her til udvalgets orientering.
Løsning
Baggrund
Københavns Kommune og Bispebjerg og Frederiksberg Hospital har i samarbejde med Dansk Selskab for Patientsikkerhed fået bevilget 6.587.212 kr. i perioden 2016-2019, til innovationsprojektet Sikker Sammenhæng (SiSam). Midler kommer fra satspuljen ’Styrket sammenhæng for de svageste ældre’.
Borgere i tværsektorielle patientforløb oplever ofte, at kommunikationssvigt og manglende koordinering kan medføre forværring af sygdom, patientskade og frustration. Udover konsekvenserne for borgerne medfører det også et øget ressourceforbrug i sundhedsvæsnet.
Sikker Sammenhæng
Projekt SiSam tager udgangspunkt i erfaringerne fra projektet Sikkert Patientflow, hvor udvalgte hospitaler har udviklet et fælles kapacitetsstyringsværktøj, der har styrket koordinering og kommunikation på tværs af hospitalerne og medført bedre forløb for patienterne.
Projektet fokuserer på at udvikle løsninger, der på daglig basis kan sikre ældre, medicinske patienter/borgere koordinerede forløb mellem kommune, hospital og almen praksis. Fx skal der løbende afdækkes barrierer for sikre patientforløb på tværs af sektorerne og der skal systematisk afprøves og implementeres nye arbejdsgange.
Målet er at skabe høj kvalitet i behandling af svage ældre uden forøgede sundhedsudgifter. Projektet skal blandt andet.bidrage til at reducere ventetid på udskrivelse fra hospital samt at forebygge akutte indlæggelser og forebyggelige indlæggelser for svage ældre borgere på Københavns Kommunes midlertidige døgnpladser (MTO).
Københavns Kommune og Bispebjerg og Frederiksberg Hospital har allerede gode erfaringer med samarbejde i projektet Tværsektoriel Udrednings- og Udskrivningsenhed (TUE). Begge organisationer har i projekt SiSam fokus på projektets innovative aspekt i et patient-borgerperspektiv, samt fokus på udvikling af en generisk løsning, der kan udbredes nationalt og til lignende problemstillinger. Dansk Selskab for Patientsikkerhed har stor erfaring med blandt andet at rådgive ledelse og medarbejdere i forbedringsarbejde og i at sikre den patient-/borgeroplevede kvalitet i projektet. Københavns kommunes praksiskonsulent indgår i projektet for at sikre relationen til almen praksis.
Økonomi
Sundhedsstyrelsen har bevilget i alt 6.587.212 kr. til anvendelse i projektperioden. Københavns Kommunes andel af tilskuddet udgør 2.796.600 kr., mens de resterende 3.790.612 kr. udgør Region Hovedstadens andel.
Region Hovedstaden har det overordnede ansvar for regnskabsaflæggelse. I forhold til den endelige regnskabsaflæggelse og revisionsgodkendelse, så kan der blive ændret i fordelingen af budget mellem Region Hovedstaden og Københavns Kommune. Dette vil blive aftalt mere præcist med Region Hovedstaden.
Københavns Kommunes andel af bevillingen fremgår af tabel 1:
Tabel 1:
Tilskud til SiSam |
2016 |
2017 |
2018 |
2019 |
Samlet |
Projektledelse/-deltagelse |
216.756 |
708.138 |
709.138 |
162.568 |
1.796.600 |
Uddannelse, kurser, konferencer o.lign. |
0 |
502.500 |
397.500 |
0 |
900.000 |
Materialer, konkrete værktøjer/metoder |
0 |
50.000 |
50.000 |
0 |
100.000 |
I alt |
216.756 |
1.260.638 |
1.156.638 |
162.568 |
2.796.600 |
De økonomiske konsekvenser af ovenstående er indarbejdet i ”3. sag om bevillingsmæssige ændringer”, som behandles på møde den 17. november 2016, hvor der søges indtægts- og udgiftsbevilling til projektet.
Videre proces
Implementeringen af SiSam påbegyndes sidste kvartal 2016.
Evalueringen af projektet forelægges udvalget ved udgangen af 2019.
Lars Gregersen
/Merete Røn Christensen