Udkast til forslag til lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 16 år.
Udkast til forslag til lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 16 år.
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde mandag den 17. november 2003
4. Udkast til forslag til lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 16 år.
SOU 367/2003 J.nr. J.nr. 43/2003
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltræder Sundhedsforvaltningens forslag til svar på høring over udkast til forslag til lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 16 år,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler at godkende høringssvaret,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at Sundhedsforvaltningens høringssvar fremsendes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet med forbehold for Borgerrepræsentationens endelige vedtagelse.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 17. november 2003
Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte ikke indstillingen.
Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede, at der skal udarbejdes nyt høringssvar, og at dette skal indeholde en tilslutning til lovforslaget med bemærkning om at der skal være opmærksomhed på mulighederne for at overholde loven, og at der skal ske kompensation i det omfang kommunen får udgifter i forbindelse med loven.
RESUME
Indenrigs- og Sundhedsministeriet med brev af 29. oktober 2003 fremsendt udkast til forslag til lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 16 år til høring.
Baggrunden for regeringens forslag er, at undersøgelser viser at danske unge drikker mere og tidligere end andre europæiske unge. Samtidig er faldet i antallet af unge rygere stagnerende, og hovedparten af de unge begynder at ryge før 16-års alderen.
Borgmestrene for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen har samarbejdet om at skabe et grundlag for en fokuseret indsats vedrørende unge, rusmidler og misbrug. Samarbejdet er udmøntet i en handleplan.
De tre forvaltninger er enige om, at bakke op om regeringens lovforslag, som understøtter de bestræbelser, der er i kommunen i forhold til at mindske antallet af rygere, hæve debutalderen for brug af alkohol og mindske antallet af unge, der overforbruger alkohol. Der er dog samtidig et ønske om at hæve grænsen for salg af spiritus til 18 år.
Københavns Kommune er høringspart, og høringssvaret skal derfor godkendes af Borgerrepræsentationen.
Fristen for høringen er fastsat til den 17. november 2003 og Sundhedsforvaltningen indstiller derfor at høringssvaret fremsendes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet med forbehold for Borgerrepræsentationens godkendelse.