Udpegning af ny næstformand for Sundheds- og Omsorgsudvalget
Sundheds- og Omsorgsudvalget skal vælge en ny næstformand, da Jes Vissing Tiedemann (B) er udtrådt af Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Næstformanden skal varetage funktionen som udvalgsformand ved Sundheds- og Omsorgsborgmesterens kortvarige fravær.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,
- at udvalget udpeger en næstformand for Sundheds- og Omsorgsudvalget blandt udvalgets medlemmer.
Problemstilling
Næstformandsposten har hidtil været varetaget af Jes Vissing Tiedemann (B). Jes Vissing Tiedemann udtrådte af Sundheds- og Omsorgsudvalget d. 20. august 2020, som følge af Radikale Venstres rokering i de stående udvalg.
Sundheds- og Omsorgsudvalget skal derfor udpege en ny næstformand.
Løsning
Det fremgår af Sundheds- og Omsorgsudvalgets forretningsordens § 1, stk. 3, at udvalgets næstformand forbereder, indkalder og leder udvalgets møder ved Sundheds- og Omsorgsborgmesterens kortvarige forfald.
Derudover har næstformanden hidtil også i borgmesterens fravær i enkelte tilfælde forestået modtagelser på rådhuset og været på tjenesterejser på vegne af borgmesteren.
Valget foregår efter reglerne i § 24, stk. 1, i den kommunale styrelseslov. Det betyder, at valg og afstemning sker ved flertalsvalg, med mindre at der i udvalget er enighed om andet.
Det fremgår af forretningsordens § 1, stk. 2, at valget af næstformand formelt ledes af borgmesteren. I dennes fravær ledes valget af det medlem af udvalget, der længst har været medlem af Borgerrepræsentationen. Har flere været medlem i lige lang tid, ledes valget af det ældste medlem af disse.
Sundheds- og Omsorgsudvalget skal således vælge en næstformand. Der kan kun vælges en næstformand blandt udvalgets medlemmer.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Når Sundheds- og Omsorgsborgmesteren har kortvarigt fravær, som medfører at næstformanden skal træde i borgmesterens sted, vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen orientere næstformanden herom.
Katja Kayser
/Helle Hartmann-Madsen