Godkendelse af Praksisplan for fysioterapi 2015-2019
Indstilling og beslutning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender Praksisplan for fysioterapi 2015-2019 (bilag 1).Problemstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har tidligere afgivet administrativt høringssvar til Praksisplan for fysioterapi 2015-2019. Planen forelægges nu til godkendelse i Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Løsning
Planen indeholder beskrivelse og planlægning af de tre fysioterapeutiske områder almen fysioterapi, vederlagsfri fysioterapi og ridefysioterapi.
Planen er opdelt i områderne:
Kapacitet – beskriver den fysioterapeutiske dækning, udgiftsudvikling og tilgængelighed i praksissektoren.
Praksisplanen anbefaler
- at fastholde kapaciteten på nuværende niveau, men at tilstræbe en ligelig fordeling mellem planområderne.
- at analysere og vurdere kapaciteten igen i planperiodens tredje år, såfremt der er væsentlige ændringer.
- at tilgængeligheden forbedres i planperioden.
Udvikling – beskriver hvordan samarbejde på tværs og kvalitetsudvikling i fysioterapipraksis ønskes udviklet.
Praksisplanen anbefaler
- inden for området samarbejde på tværs, at udvikle brugerinddragelsen, styrke kommunikation, herunder den elektroniske, mellem sektorer (hospital, praksis og kommuner) samt afdække muligheder for at arbejde med lighed i sundhed
- inden for området kvalitets- og faglig udvikling, at understøtte implementering af Den Danske Kvalitetsmodel og kliniske retningslinjer i fysioterapipraksis
- inden for området organisatorisk kvalitet, at undersøge muligheden for brug af effektmåling nærmere.
I henhold til overenskomsten udarbejder Region Hovedstaden og kommunerne i regionen en fælles plan for tilrettelæggelse af den fremtidige fysioterapeutiske betjening i regionen. Hvor Praksisplan for fysioterapi 2011-2014 havde stor vægt på kapacitet, har Praksisplan for fysioterapi 2015-2019 mere vægt på samarbejde og kvalitet.
Praksisplanen skal fungere som et redskab for planlægning og koordinering af den fysioterapeutiske betjening og kunne administreres under hensyntagen til andre sundhedsmæssige foranstaltninger samt den regionale og kommunale økonomi. Det er endvidere intentionen, at planen kan bidrage til en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af kapacitet, smidigt samarbejde mellem fysioterapipraksis og andre sundhedsaktører og udvikling af kvalitet i behandlingen.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen afgav, efter en høring i Socialforvaltningen, høringssvar til udkast til Praksisplan for fysioterapi 2015-2019 på vegne af Københavns Kommune den. 20. maj 2015. Københavns Kommune fandt generelt, at udkastet til praksisplanen indeholdt gode og hensigtsmæssige anbefalinger på området, både set fra et borgerrettet, fagligt og fra et økonomisk perspektiv.
Københavns Kommunes bemærkninger til praksisplanen er i vidt omfang blevet imødekommet og indarbejdet – og har ikke ændret på linjen i praksisplanen.
Økonomi
Videre proces
Lars Gregersen
/Merete Røn Christensen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.