Omlægning af bydelsgrænser mellem Vanløse og Valby og på Amager
Omlægning af bydelsgrænser mellem Vanløse og Valby og på Amager
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 17. september 2001
13. Omlægning af bydelsgrænser mellem Vanløse og Valby og på Amager
SOU 309/2001 J.nr. 48/2001
INDSTILLING
RESUME
I Kommuneplanen for 2001 sker der ændringer i bydelsgrænserne på Amager som træder i kraft pr. 1. januar 2002. Disse ændringer medfører behov for stillingtagen til de administrative bydelsgrænser under Sundheds- og Omsorgsudvalgets ansvarsområde.
Sundhedsforvaltningen foreslår, at afgørelse om tilpasningen af de administrative grænser til Kommuneplanens bydelsgrænser afventer integration af forsøgsbydelenes ældreområder i Sundhedsforvaltningens struktur.
Sundhedsforvaltningen foreslår, at spørgsmålet om tilpasning af de administrative grænser tages op til fornyet vurdering i Sundheds- og Omsorgsudvalget igen i foråret 2002.
SAGSBESKRIVELSE
Kommuneplan 1997 fastlagde nye geografiske grænser mellem Vanløse og Valby og på Amager.
Justeringen af grænsen mellem Vanløse og Valby var besluttet at gælde med det samme ved vedtagelsen af Kommuneplan 1997 i Borgerrepræsentationen den 11. december 1997.
Da det ville påvirke evalueringen af Bydelsforsøgene, som blev iværksat 1. januar 1997, flyttede man ikke et mindre område fra Vanløse til Valby i forhold til Sundheds- og Omsorgsudvalgets ansvarsområde. Det drejer sig om et område omkring Roskildevej ved Damhussøen.
Den endelig stillingtagen til ændring af de administrative grænser blev derfor udskudt til der forelå en afklaring om bydelsforsøgenes fremtid.
Det er nu besluttet ikke at permanentgøre bydelsforsøget, hvorfor der er basis for at gennemføre den adminstrative tilpasning vedrørende området mellem Valby og Vanløse.
Sundhedsforvaltningen skal dog foreslå at det afventes, at integrationen af Valby bydel er gennemført i sundhedsforvaltningens organisering før der tages stilling til tilpasningen af bydelsgrænserne til Kommuneplanen.
I Kommuneplan 1997 deles Amager på langs ved Amagerbrogade i en Øst- og Vestdel i modsætning til den nuværende opdeling i Nord og Syd. Ikrafttræden sker ved vedtagelse af den nye Kommuneplan 2001. Kommuneplan 2001 er til beslutning i Borgerrepræsentationens møde i oktober. Det er indstillet, at bydelsændringerne i den fysiske planlægning træder i kraft 1. januar 2002.
Den nuværende bydelsopdeling på Amager følger ikke den opdeling, der ligger til grund for oplysninger i fx Københavns Statistiske årbog. Tilgængelige statistiske oplysninger kan ikke umiddelbart anvendes i Sundhedsforvaltningens socialdistriktinddeling. Det er bl.a. et sigte i den ny Kommuneplan at skabe overensstemmelse.
Sundhedsforvaltningen finder det imidlertid uhensigtsmæssig at gennemføre en ændring af bydelsgrænserne allerede pr. januar 2002, fordi en ændring af bydelsgrænserne vil medføre meget omfattende ændringer i organiseringen på ældreområdet, som netop gennemgår andre omfattende organisatoriske ændringer. Ændring af pensions- og omsorgskontorernes grænser vil bl.a. betyde ændringer af borgeres tilhørsforhold både med hensyn til bestiller, Pensions- og Omsorgskontor og udførerne, primært hjemmeplejen.
De nødvendige omstillinger er tids- og ressourcekrævende. At anvende tid og ressourcer til en sådan omstilling findes uhensigtsmæssig i indeværende år. Det vil være langt mere hensigtsmæssigt at anvende ressourcerne på en endelig implementering af Bestiller-Udfører-Modtager modellen og på integration af forsøgsbydelene.
Sundhedsforvaltningen anbefaler derfor, at Sundheds- og Omsorgsudvalget i lighed med Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget beslutter, at Kommuneplanens ændrede bydelsgrænser for den fysiske planlægning ikke anvendes på Sundheds- og Omsorgsudvalgets ansvarsområde.
Der er valg til ældrerådene på Amager 4. oktober 2001 med henblik på tilpasning i forhold til Kommuneplanens nye bydelsgrænser. Ældrerådene vil herefter være valgt i bydele, som ikke modsvarer de administrative bydelsgrænser. Det foreslås, at der i dialog med de nye ældreråd findes en arbejdsform for ældrerådenes arbejde, som kan virke i en overgangsperiode.
Sundhedsforvaltningen foreslår, at spørgsmålet om tilpasning af de administrative grænser tages op til fornyet vurdering i Sundheds- og Omsorgsudvalget i foråret 2002.
ØKONOMI
Ingen budgetmæssige konsekvenser
Indstillingen er sendt i høring hos Ældrerådene.
Ingen
BILAG
Ingen
Lau Svendsen-Tune
/ Lars Bo Bülow