Mødedato: 17.08.2023, kl. 14:00
Mødested: Hjælpemiddelcentret, Hans Knudsens Plads 3D, 2100 København Ø

Godkendelse af høringssvar til forslag om fremtidig organisering af medicinsk behandling i planområde Syd

Se alle bilag

Resumé

Region Hovedstaden lægger op til følgende ændring af organisering af den medicinske behandling i planområde Syd:

  • Amager og Hvidovre Hospitals medicinske ambulatorier og senge på Glostrup-matriklen (Rigshospitalet) samles på de to matrikler på Amager og Hvidovre Hospital (Hvidovre matriklen)
  • Akutklinikken bevares på Glostrup-matriklen (Rigshospitalet) med ændret opgavedeling, men fortsat med mulighed for behandling af mindre skader og akut almen medicinsk sygdom

Det er blevet besluttet i Sundhedsklynge Syd, at kommunesiden udarbejder et fælles høringssvar fra kommunerne i Sundhedsklynge Syd.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender det udarbejdede høringssvar

Problemstilling

Af det fælles kommunale Sundhedsklynge Syd høringssvar fremgår det, at der overordnet bakkes op om ændringen, men med det forbehold, at det ikke kommer til at betyde færre sengepladser for borgerne. Derudover påpeges det, at der med nedlukningen af de medicinske sengepladser på Glostrup Hospital sker en forringelse af tilgængeligheden, da flere borgere og pårørende med denne løsning får længere transport, og for borgere i nogle af Planområde Syds kommuner er de offentlige transportmuligheder til Hvidovre Hospital ikke særlig gode. 

Løsning

Det er Sundheds- og Omsorgsforvaltningens vurdering, at borgerne i Københavns Kommune kun i meget begrænset omfang vil blive berørt af den foreslåede omorganisering.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser med nærværende sag.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil, såfremt høringsudkast godkendes, viderebringe godkendelse til Ishøj Kommune, der står som afsender af høringssvar.

Per Bennetsen

  /Sine Mutanu Jungersted

Beslutning

Indstillingens at-punkt blev godkendt.
Til top