Mødedato: 17.08.2023, kl. 14:00
Mødested: Hjælpemiddelcentret, Hans Knudsens Plads 3D, 2100 København Ø

Godkendelse af 2. regnskabsprognose 2023

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fremlægger det forventede regnskabsresultat pr. 30. juni 2023, for hele 2023, til Sundheds- og Omsorgsudvalgets godkendelse.

Det forventede regnskab for 2023 udviser et forventet merforbrug på 33,4 mio. kr. på Service under forudsætning af at 2. sag om bevillingsmæssige ændringer gennemføres herunder, at der afleveres 15 mio. kr. på elevområdet til kassen. Det forventes imidlertid at forvaltningen vil modtage midler i forbindelse med midtvejsreguleringen (pris- og lønregulering) af Københavns Kommune. Dette har været sædvanlig praksis og vil medføre et resultat, der omtrent er i økonomisk balance. På Anlæg og Overførsler forventes budgetoveroverholdelse i 2023. På Finansposter forventes et merforbrug på 2,5 mio. kr. i 2023.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender det forventede regnskab for 2023, pr. 30. juni 2023.

Problemstilling

For at sikre en ensartet budgetopfølgning i Københavns Kommune, skal fagforvaltningerne i løbet af et regnskabsår udarbejde tre kvartalsvise regnskabsprognoser. Prognoserne beskriver forvaltningens forventning til årets regnskabsresultat, herunder hvilke afvigelser der måtte være i forhold til det afsatte budget.

Nedenfor fremlægges således den anden af tre prognoser for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i 2023. Denne anden prognose for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i 2023 indgår i Københavns Kommunes samlede forventede regnskab, som behandles af Økonomiudvalget den 23. august 2023.

Det forventede regnskab er udarbejdet på baggrund af budget- og forbrugstal pr. 30. juni 2023 – samt tilbagemeldinger fra centrale og decentrale enheder i forvaltningen om det forventede forbrug i årets resterende måneder.

Løsning

Det forventede regnskab er forvaltningens bedste bud på et regnskabsresultat for 2023. Idet prognosen udarbejdes på baggrund af 6 måneders faktisk forbrug, er den på nuværende tidspunkt behæftet med nogen usikkerhed. Det bemærkes desuden, at prognosen forudsætter, at en række dispositioner udmøntes i forbindelse med 2. sag om bevillingsmæssige ændringer, samt at forvaltningen ikke bliver kompenseret for stigende pris- og lønudgifter (midtvejsregulering) af ØKF.

I 2023 er muligheden for at få dækket COVID-19 relaterede merudgifter via en særlig pulje afsat under Økonomiudvalget bortfaldet. Der skal derfor ikke rapporteres særskilt på COVID-19 relaterede merudgifter i regnskabsprognoserne i 2023. Som følge af bortfald af restriktioner og testkrav i 2023 vurderes merudgifterne relateret til COVID-19 at være lavere i 2023. Der opgøres dog fortsat udgifter til COVID-19 relaterede aktiviteter i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, med henblik på at kunne evaluere de realøkonomiske konsekvenser af ændrede arbejdsgange og indsatser som følge af COVID-19. Det er således også forvaltningens vurdering, at en del af det forventede merforbrug på bl.a. plejehjemsområdet skyldes højere, permanente udgifter til bl.a. rengøring, som følge af ændret praksis pga. COVID-19.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen forventer derimod at modtage tillægsbevillinger til dækning af merudgifterne til ukrainske flygtninge i 2023.

Tabel 1 opsummerer det forventede regnskabsresultat på de forskellige styringsområder og bevillinger.

Tabel 1: Sundheds- og Omsorgsforvaltningens forventede regnskab pr. 30. juni 2023

Styringsområde

Forventet korrigeret budget

Forventet regnskab

Afvigelse

Manglende tillægs-bevilling ukrainere

Ny afvigelse

Beløb i 1.000 kr.

(1)

(2)

(3) = (1)-(2)

(4)

(5) = (3) +(4)

Service, i alt

5.159.667

5.193.202

-33.535

100

-33.435

Sundhed

734.404

718.430

15.974

0

15.974

Ældre

4.259.219

4.307.627

-48.409

100

-48.309

Administration

166.045

167.144

-1.100

0

-1.100

Anlæg

41.554

41.554

0

0

0

Overførsler

2.110.740

2.110.740

0

0

0

Finansposter

3.804

6.300

-2.496

0

-2.496

Nedenfor gennemgås kort de væsentligste afvigelser for de enkelte bevillinger. Detaljerede afvigelsesforklaringer er vedlagt i bilag 1.

Service

Der forventes et samlet merforbrug på service på 33,4 mio. kr.

Merforbruget skyldes primært stigende priser på varer og tjenesteydelser som fødevarer, værnemidler, sygeplejeartikler og transport. Væksten i udgifterne til disse varer og tjenesteydelser ligger således over den tilførte prisfremskrivning af budgettet fra 2022 til 2023, hvilket forvaltningen også har indmeldt til den centrale risikopulje for 2023. Stigningerne skønnes til at udgøre ca. 30,0 mio. kr. udover den allerede tilførte prisfremskrivning fra 2022 til 2023.

Kommunerne har som led i økonomiaftalen for 2024 mellem regeringen og KL modtaget en midtvejsregulering på 1,7 mia. kr. i 2023 til dækning af merudgifter som følge af øgede prisstigninger i 2023. Københavns Kommunes andel af disse midler er på nuværende tidspunkt ikke udmøntet til forvaltningerne i kommunen. Såfremt SUF modtager en forholdsmæssige andel af disse midler (som hidtil har været normal praksis), ville det forventeligt forbedre forvaltningens resultat med 30 mio. kr.

Merforbruget på 33,4 mio. kr. er i øvrigt sammensat af en række bruttobevægelser på tværs af de underliggende bevillinger.

Sundhed udviser et forventet mindreforbrug på 16,0 mio. kr. for hele 2023.

Mindreforbruget er sammensat af en række mer- og mindreforbrug på sundhedsbevillingen. Der forventes et mindreforbrug på sundhedsindsatser på 14,8 mio. kr. Mindreforbruget skyldes primært forsinkelser på implementeringen af nye landsdækkende tiltag indenfor det nære sundhedsvæsen. Forsinkelsen skyldes, at sundhedsmyndighederne endnu ikke har offentliggjort det præcise indhold af de kvalitetspakker, der skal implementeres. Der forventes desuden et mindreforbrug på udgifter til færdigbehandlede patienter på 10,5 mio. kr. som følge af hurtig hjemtagelse af færdigbehandlede patienter fra hospitalerne.

Der forventes et merforbrug på vederlagsfri fysioterapi på ca. 10,0 mio. kr. Der forventes et merforbrug på de kommunale genoptræningsenheder og på private fysioterapeuter på i alt 5,0 mio. kr. som følge af aktivitetsstigninger på genoptræningsområdet. Samlet ses forventes der et merforbrug på genoptræningsområdet på 17,8 mio. kr.

Ældre udviser et forventet merforbrug på 48,3 mio. kr. for hele 2023.

Merforbruget er sammensat af en række mer- og mindreforbrug på ældrebevillingen. De væsentligste bruttobevægelser er således et mindreforbrug på 24,5 mio. kr. på køb og salg af plejehjemspladser grundet større salg af pladser til andre kommuner. Der forventes et merforbrug på plejeboligområdet på 21,3 mio. kr. primært som følge af prisstigninger på fødevarer og værnemidler og stigende udgifter til vikarer som følge af øget sygefravær. Der forventes et merforbrug på midlertidige døgnophold på 18,3 mio. kr. primært som følge af stort sygefravær og stigende vikarudgifter. På hjælpemiddelområdet forventes et merforbrug på 15,5 mio. kr. primært som følge af prisstigninger på handicapkørsel.

Der forventes budgetoverholdelse på uddannelsesområdet under forudsætning af, at der afleveres 15,0 mio. kr. på uddannelsesområdet til kommunekassen jf. særskilt dagsordenspunkt om 2. sag om bevillingsmæssige ændringer.

Mindreforbruget på 15,0 mio. kr. skyldes, at der i tidligere år er optaget færre sosu-assistent-elever end der har været uddannelsespladser til. Desuden har frafaldet på uddannelserne været højere end forudsat i budgettet.

Mindreforbruget kan ikke omprioriteres af Sundheds- og Omsorgsudvalget til at finansiere nye initiativer i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen eller til at dække merforbruget som følge af stigende priser, idet budgettet er øremærket finansiering af elevuddannelserne.

For at mindske frafaldet og styrke rekrutteringen både til elevansættelse og til efterfølgende ansættelse i Københavns Kommune er der fra og med 2. halvdel af 2022 gennemført en række initiativer. Blandt disse tiltag er forøget anvendelse af voksenelevløn og styrket indsats for elever med dansk som andetsprog. Disse tiltag har haft en positiv effekt i 2023 i form af flere optagne og lavere frafald. Der forventes derfor på nuværende tidspunkt ikke yderligere mindreforbrug på uddannelsesområdet. Området vil dog blive fulgt nøje frem mod 3. kvartalsprognose for at vurdere om, der eventuelt opstår yderligere mindreforbrug i 2023.

Administration udviser et forventet merforbrug på 1,1 mio. kr. for hele 2023. Merforbruget skyldes udgifter til implementering af nye landsdækkende it-sikkerhedsstandarder.

Anlæg

Anlæg udviser budgetoverholdelse.

Overførsler

Overførsler udviser budgetoverholdelse.

Finansposter

Merforbruget skyldes primært en forskydning i betaling af indskud til landsbyggefonden fra 2024 til 2023. Der vil i 3. sag om bevillingsmæssige ændringer i 2023 blive foretaget en tilsvarende omperiodisering af budget fra 2024 til 2023, så der bliver budgetoverholdelse på området.

Økonomi

Jf. ovenfor.

Videre proces

Økonomiudvalget behandler kommunens samlede forventede regnskab for 2023 på økonomiudvalgsmødet d. 23. august 2023.

Anna Schou Johansen

  /Thomas Tarp Thorgaard

Beslutning

Indstillingens at-punkt blev godkendt.
Til top