Godkendelse af handleplan i forhold til Revisionsberetning vedrørende årsregnskabet for 2022.
Sundheds- og Omsorgsudvalget skal godkende Sundheds- og Omsorgsforvaltningens handleplan i forhold til Revisionsberetning vedrørende årsregnskabet for 2022.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender den anførte handleplan og at denne fremsendes til Økonomiforvaltningen.
Problemstilling
Kommunens revisionsselskab, Deloitte, har i samarbejde med Intern Revision udarbejdet Revisionsberetning vedrørende årsregnskabet for 2022. Beretningen indeholder enkelte bemærkninger, der retter sig mod ’forvaltningerne’ og som Økonomiforvaltningen derfor har anmodet alle forvaltninger om at udarbejde handleplaner i forhold til. Derudover er der i beretningen bemærkninger, som specifikt retter sig mod enkelte forvaltninger, men ingen der retter sig specifikt mod Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.
Løsning
Revisor anfører følgende bemærkninger i beretningen vedrørende årsregnskab 2022.
- Stikprøvekontrol og bilagsgennemgang - Forvaltningerne
- Ibrugtagning af IT-systemer - Økonomiforvaltningen
- Balancen - Forvaltningerne
- Tilskudsadministration – Kultur- og Fritidsforvaltningen
- Indtægter - Kultur- og Fritidsforvaltningen
- Igangværende anlægsprojekter – Forvaltningerne undtagen BIF
- Erhvervelejemål - Økonomiforvaltningen
- Beboermidler - Socialforvaltningen
- Støtte til bil efter Serviceloven – Socialforvaltningen
- Takstberegning for Mændenes Hjem – Socialforvaltningen
- Rengøringsområdet - Økonomiforvaltningen
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er anmodet om at udarbejde handleplan i forhold til bemærkning nr. 6, idet der udestår afslutning af et enkelt anlægsregnskab ud af de i alt 308 uafsluttede anlægsregnskaber i Københavns Kommune. I forhold til bemærkning nr. 1 har Sundheds- og Omsorgsudvalget den 19. januar 2023 godkendt handleplan, og denne følges. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har særlig opmærksomhed på bilag vedrørende udlæg og bilag hvor formålet med udgiften kan være utraditionelt. Der planlægges en forstærket informationsindsats i forhold til forvaltningens budgetansvarlige ledere efter sommerferien vedrørende retningslinjerne på området. I forhold til bemærkning nr. 3, så omfatter den ikke Sundheds- og Omsorgsforvaltningens regnskabsføring, hvorfor der ikke skal udarbejdes handleplan af forvaltningen.
Bemærkning nr. 6 - Igangværende anlægsprojekter:
Revisors bemærkning: Det henstilles, at lovgivning og kommunens regler vedrørende aflæggelse af anlægsregnskaber efterleves.
Forslag til handleplan:
- Anlægsregnskabet for anlægsprojektet ’Ombygning af plejehjemmet Kærbo’ blev fremlagt til politisk godkendelse i november 2017. Det har efterfølgende vist sig, at det aflagte anlægsregnskab var fejlbehæftet. Fejlen består i, at der til anlægsprojektet 'Ombygning af plejehjemmet Kærbo' både var knyttet en udgiftsbevilling på 9,600 mio. kr. og en indtægtsbevilling på 2,120 mio. kr.
- Det anlægsregnskab, der oprindeligt blev fremlagt til politisk godkendelse tilbage i 2017, indeholdt kun udgiftsbevillingen, mens indtægtsbevillingen slet ikke indgik og det er der fejlen/manglen ligger.
- Der vil derfor blive fremlagt et berigtiget anlægsregnskab til politisk godkendelse i november 2023.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
- Økonomiudvalget forelægges indstilling med handleplaner på mødet den 29. august
- Økonomiudvalget forelægges opfølgning på handleplaner primo 2024
Jakob Krogh
Lars Matthiesen