Godkendelse af ekstern høring af udkast til ældrepolitik 2023-2026
Sundheds- og Omsorgsudvalget forelægges udkast til en ny ældrepolitik for København for 2023-2026 med henblik på at sende politikken i ekstern høring.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at udkast til ny ældrepolitik for 2023-2026 sendes i høring.
Problemstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen foreslår med denne indstilling, at Københavns Kommune ældrepolitik for 2023-2026 sætter fokus på at fremme et godt og aktivt senior- og ældreliv. Politikken afløser ældrepolitikken 2019-2022.
Udkastet til en ny politik udspringer af en række borgermøder, hvor københavnerne gav mange gode inputs til en ny politik på ældreområdet, samt Sundheds- og Omsorgsudvalgets drøftelse af retningen for en ny politik i august 2022 efterfulgt af en status på arbejdet med en ny politik på udvalgsmødet i december 2022.
Løsning
Politikken er en rammepolitik, der skal være afsættet for kommunens ambitioner på ældreområdet i årene 2023-2026. Politikken vil derfor blive fulgt op med en række mere konkrete forslag, fx handleplaner, strategier mv. på de forskellige områder. Dette vil blive foldet ud til 2. behandlingen af politikken senere på året.
Politikken tager afsæt i udviklingen omkring et stigende antal ældre og et behov for flere medarbejdere, hvilket vil få betydning for hele byen. Med ældrepolitikken ønsker forvaltningen derfor at aktivere københavnernes ressourcer, samtidig med at forvaltningen i endnu højere grad understøtter, at borgerne kan så meget som muligt selv. Dette ressourcerne kan prioriteres til dem med størst behov.
Politikken har derfor tre temaer:
Flere gode leveår
Temaet sætter fokus på, at vi skal udvikle indsatser målrettet dem, der er i størst risiko for at blive syge, i takt med at de bliver ældre. Samtidig skal vi fremme folkesundheden i byen for alle seniorer ved at gøre byen tilgængelig, brugbar og indrettet for alle, så de fortsat kan nyde livet og være sammen med andre.
Stærke og rummelige fællesskaber
Temaet sætter fokus på, at københavnerne i højere grad skal have mulighed for at være en del af samt selv bidrage til fællesskabet – både som ung og som ældre. Som kommune skal vi gå forrest for at fremme fællesskaberne - ved at skabe broer til lokale fællesskaber for borgere med behov og skabe gode arbejdsgange for frivilligheden i egen organisation. Samtidig skal vi også skabe rammerne for det gode pårørendesamarbejde.
Lige behandling, men ikke ens behandling
Temaet sætter fokus på, at den gode løsning er forskellig fra borger til borger, at afsættet altid er at aktivere borgerens egne ressourcer, og at teknologi skal være første løsning, hvor det er muligt. Vi skal som kommune vurdere borgerens og netværkets ressourcer i forhold til at understøtte det enkelte behov og sikre den enkeltes frihed længst muligt. Nogle kan selv opsøge hjælpen ude i byen eller blive støttet via et skærmopkald. Andre har brug for forvaltningens fysiske tilstedeværelse.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Sundheds- og Omsorgsudvalget kan godkende indstillingen, sendes udkastet til ældrepolitikken i ekstern høring for alle interesserede på Københavns Kommunes høringsportal blivhoert.kk.dk. Høringsperioden er otte uger. Parallelt med den eksterne høring vil politikken desuden være i høring i alle relevante politiske fagudvalg.
Efter høringsperiodens afslutning vil Sundheds- og Omsorgsudvalget blive forelagt høringssvarene ved 2. behandlingen af ældrepolitikken på udvalgsmødet den 9. november 2023. Borgerrepræsentationen skal derefter endeligt godkende politikken.
Per Bennetsen
/ Nanna Skriver