Mødedato: 17.08.2021, kl. 12:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

2. sag om bevillingsmæssige ændringer 2021

Se alle bilag
Sundheds- og Omsorgsudvalget forelægges bevillingsmæssige ændringer på Sundheds- og Omsorgsudvalgets område, med henblik på forelæggelse for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. 

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender at bevillingsmæssige ændringer på Sundheds- og Omsorgsudvalgets område, jf. bilag 1 og 2, indgår i den samlede sag om bevillingsmæssige ændringer som forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Problemstilling

I overensstemmelse med kommunens bevillingsregler, kan alle udvalg søge om at flytte budget mellem udvalg og mellem det enkelte udvalgs bevillinger, samt om at flytte bevillinger til eksternt finansierede projekter. Budgetflytningerne sker i forbindelse med fremlæggelse af regnskabsprognosen. Formålet med budgetflytningerne er at sikre overensstemmelse mellem budget og forbrug i 2021, og samtidig muliggøre at et eventuelt mindreforbrug kan anvendes andre steder i kommunen.

Denne sag indeholder primært bevillingsmæssige ændringer af teknisk karakter, som efterfølgende skal godkendes af Borgerrepræsentationen.

Løsning

De foreslåede budgetflytninger mellem udvalg i tilknytning til 2. regnskabsprognose, medfører en samlet tilpasning af Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget på i alt -173 mio. kr. i 2021, hvoraf -161,6 mio. kr. vedrører reperiodisering af Landsbyggefonden.

Budgetflytninger mellem udvalg

Budgetflytninger mellem Sundheds- og Omsorgsudvalget og andre udvalg vedrører:

  • 161,6 mio. kr. fra Sundheds- og Omsorgsudvalget til Økonomiudvalget (Kassen) vedrørende reperiodisering af Landsbyggefonden.
  • 10,3 mio. kr. fra Økonomiudvalget (kassen) til Sundheds- og Omsorgsudvalget som følge af uddeling af bonus fra AUB til virksomheder, der i løbet af året har oprettet praktikpladser.
  • 1,1 mio. kr. fra Sundheds- og Omsorgsudvalget til Kultur- og Fritidsudvalget som følge af korrektion af 1. sag om bevillingsmæssige ændringer vedrørende fælles kontaktcenterløsning, webplatform og fremtidens web.
  • 0,6 mio. kr. fra Sundheds- og Omsorgsudvalget til Økonomiudvalget vedrørende fælles adkomst og parkeringsareal i forbindelse med kommende plejehjemsbyggeri.
  • 0,1 mio. kr. fra Økonomiudvalget (kejd) til Sundheds- og Omsorgsudvalget som følge af korrektion af husleje.
  • 22 t.kr.  fra Økonomiudvalget til Sundheds- og Omsorgsudvalget vedrørende indgåelse af ny aftale vedrørende brug af SurveyXact i hele Københavns Kommune.

Herudover søges der godkendelse om to eksternt finansierede projekter for i alt 7,4 mio. kr. vedrørende Virtuelt Mestringskursus for pårørende, samt Steno Pro - jævnfør bilag 2.

Interne omplaceringer

Videre indstilles følgende interne budgetflytning på Sundheds- og Omsorgsudvalgets ramme på i alt 1,6 mio. kr. Budgetflytningerne har til formål at sikre, at der er overensstemmelse mellem budget og forbrug på den enkelte bevilling og funktion, jf. Indenrigs- og Boligministeriets budget og regnskabssystem. De interne budgetflytninger vedrører:

  • 1,6 mio. kr. budgetflytning fra Ældre til Sundhed vedr. Styrket indsats på inkontinensområdet som følge af korrektion af bevillingsoplysninger i investeringscase.

Økonomi

Jævnfør ovenfor.

Videre proces

De bevillingsmæssige ændringer på udvalgets område er oversendt til Økonomiforvaltningen med forbehold for Sundheds- og Omsorgsudvalgets godkendelse. Økonomiforvaltningen vil efterfølgende fremlægge en samlet sag for Økonomiudvalget, hvor alle udvalgenes bevillingsmæssige ændringer fremgår. Denne sag behandles af Økonomiudvalget 25. august 2021 og af Borgerrepræsentationen 2. september 2021. Når ændringerne er godkendt af Borgerrepræsentationen, indarbejdes de i Sundheds- og Omsorgsudvalgets korrigerede budget.

Katja Kayser

/Morten Sten Andersen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top