Mødedato: 17.08.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Demografiregulering og lukning af plejeboligpladser 2017 og 2018.

Sundheds- og Omsorgsudvalget skal tage stilling til forslag om udmøntning af moderniseringsplanen, herunder tilpasning af plejeboligkapaciteten som følge af den demografiske udvikling 2017 og 2018.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at driftsudgifterne i 2017 vedrørende 27 plejeboliger finansieres fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningens mindreforbrug på plejeboligområdet i 2017.

2. Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at følgende sendes i høring:

a) At der i 2018 afvikles 17 plejeboliger på Solterrasserne.

b) At der i 2018 afvikles 23 midlertidige pladser på Rehabilitering Emdrup.

c) At der i 2018 afvikles 22 boliger på Kirsebærhavens plejehjem.

d) At Kirsebærhavens plejecenter, i 2019, afvikles med henblik på ombygning, og at borgere og medarbejdere flyttes til Huset William. 

Problemstilling

Moderniseringsplanen sikrer finansierings -og planlægningsgrundlaget for ombygning af utidssvarende plejeboliger i Købehavn, samt tilpasning af plejeboligkapaciteten som følge af den demografiske udvikling blandt ældre i København.

Den demografiske udvikling betyder, at der i 2017 og 2018 samlet skal afvikles i alt 54 plejeboliger og midlertidige pladser. 

Forvaltningen indstiller, at 27 plejeboliger fastholdes i 2017 med finansiering fra forvaltningens mindreforbrug på området. Forvaltningen indstiller endvidere, at planen for afviklingen af pladser i 2018 sendes i høring med henblik på endelig godkendese i udvalget i efteråret. Endeligt indstilles det, at Kirsebærhavens Plejehjem udtages til modernisering og at borgere og medarbejdere flyttes til det nybyggede Huset William i 2019. 

Løsning

Demografiprognose 2017 er markant ændret i forhold til demografiprognose 2016, idet der i 2017 skal lukkes væsentligt flere pladser end tidligere forventet, mens der i 2018 skal lukkes et begrænset antal pladser, og ikke, som forventet, åbnes pladser.

Den demografiske udvikling betyder, at der i 2017 og 2018 samlet skal afvikles i alt 54 plejeboliger og midlertidige pladser. 

I 2019 vender udviklingen og antallet af ældre i København vil begynde at stige. Det betyder, at plejeboligkapaciteten, som følge af den demografiske udvikling, skal udvides med cirka 550 plejeboliger og midlertidige pladser i perioden 2019 - 2025.   


Demografitilpasninger 2017

Der skal i 2017 realiseres en besparelse på 12 mio. kr. svarende til 48 boliger som følge af den demografiske udvikling. Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede i august 2016 (jævnfør demografiprognose 2016), at finansiere opretholdelsen af 21 pladser med overskud fra salg af pladser.  

Jævnfør demografiprognose 2017 er der behov for at lukke yderligere 27 pladser. Forvaltningen indstiller til udvalget, at disse pladser ikke lukkes i 2017, men i stedet finansieres fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningens mindreforbrug på plejehjemsområdet i 2017.

Som beskrevet nedenfor afvikles de i alt 48 boliger i stedet i 2018.

Demografitilpasninger 2018

Der skal, jævnfør demografiprognose 2017, realiseres en besparelse svarende til seks pladser i 2018. Endvidere skal 48 boliger afvikles som følge af manglende lukninger i 2017. Dertil kommer, at kapaciteten på Plejecentret Hørgården på Amager i 2018 udvides med otte pladser, som led i den igangværende ombygning, hvorfor otte pladser skal lukkes andetsteds.  

Det betyder, at der i 2018 skal afvikles 14 boliger/pladser samt 48 boliger/pladser fra demografitilpasningen i 2017, i alt 62 pladser. 

Forvaltningen indstiller, at realisering af ovenstående sker ved afvikling af 39 plejeboliger, som følge af allerede iværksatte byggeprojekter, samt afvikling af 23 midlertidige pladser som følge af overkapacitet på MTO området. Det forventes, at afviklingen af de berørte pladser i 2018 kan ske gennem naturlig afgang. 

Solterrasserne  
Jævnfør tidligere beslutning i Sundheds- og Omsorgsudvalget opfører AKB, i samarbejde med Københavns Kommune, et nyt plejecenter - Solgaven Valby på Følager ved Ny Ellebjerg Station - der er særligt indrettet til blinde og svagtseende. Plejecentret, som forventes indflytningsklar i 2019, får 94 nye almene plejeboliger samt 25 ældreboliger. Plejecenteret opføres til erstatning for Sundheds- og Omsorgsforvaltningens to nuværende blindeplejehjem; Solterrasserne og Solgavehjemmet. 

For at sikre, at alle beboere fra både Solterrasserne og Solgavehjemmet kan flytte til Solgaven Valby, skal antallet af beboere reduceres. Der afvikles derfor 17 pladser på Solterrasserne i 2018. 
Det nye plejecenter kan stadig opfylde behovet for plejeboliger til blinde i Københavns kommune, men der vil være færre pladser til borgere fra andre kommuner, som p.t optager cirka 1/3 af pladserne.

Rehabilitering Emdrup  
Rehabilitering Emdrup har i alt 23 midlertidig pladser og er organisatorisk forankret under Rehabilitering Bispebjerg. Rehabilitering Emdrups pladser er midlertidigt lukket på grund af manglende tilgang af borgere og pladserne foreslås derfor permanent afviklet.

Kirsebærhavens Plejehjem
Som led i moderniseringsplanen skal Kirsebærhavens Plejehjem i Valby lukkes til ombygning i 2019. Kirsebærhaven er et selvejende plejehjem fra 1984, hvor bygningerne og grundarealet ejes af Københavns Kommune. Plejehjemmet har 78 ét-rumsboliger på 24 m2 og er i dag er relativt nedslidt.

Kirsebærhavens beboere og personale flyttes samlet til Huset William, Vigerslev Allé 169, 2500 Valby. Huset William åbner i 2019 efter endt ombygning med 56 nye moderne plejeboliger. For at sikre, at alle beboere fra Kirsebærhaven kan flyttes samlet, skal antallet af beboere reduceres med 22. Der afvikles derfor 22 boliger på Kirsebærhaven i 2018. 

Økonomi

Jævnfør demografiprognose 2016 var demografitilpasningen for plejeboliger og midlertidige pladser oprindeligt på -7,4 mio. kr. svarende til en afvikling af 21 boliger/pladser. Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede i august 2016, at de 21 boliger/pladser ikke skulle afvikles, og at demografitilpasningen finansieres af mindreforbrug ved salg af pladser til andre kommuner.

Jævnfør demografiprognose 2017 er der nu en yderligere demografitilpasning i 2017 på -11,0 mio. kr. (i 2017 dog kun 5/12, i alt 4,6 mio. kr.) svarende til en afvikling af ekstra 27 boliger/pladser i 2017. Demografitilpasningen i 2018 er på -1,1 mio. kr. svarende til en afvikling af yderligere 6 boliger/pladser.

Den demografiske udvikling medfører, at der samlet i 2017 og 2018 skal reduceres med 19,5 mio. kr. svarende til en afvikling af 54 boliger/pladser, jf. nedenstående tabel.

 

Demografi 2017 jævnfør prognose 2016 og 2017

Demografi 2018 jævnfør prognose 2017

Samlet demografitilpasning 2017 og 2018

Pladser

-48

-6

-54

Budget mio. kr. (2017 p/l)

-18,4

-1,1

-19,5

 

Videre proces

Med hensyn til Kirsebærhaven og Solterrasserne udsendes sagen i høring hos bestyrelserne, bruger - og pårørenderåd, MED-udvalg samt lokaludvalg og ældreråd. I forhold til Rehabilitering Emdrup udsendes sagen i høring hos MED-udvalget. Høringsfristen er den 19. september 2017.

Umiddelbart før denne indstilling offentliggøres bliver beboere, pårørende og personalet på de berørte institutioner informeret, således at der sikres størst mulig åbenhed og involvering i forberedelsen frem mod, at afvikling i givet fald kan påbegyndes.

Det bemærkes, at pladsanvisningen til de berørte plejeboliger stoppes mens sagen vedrørende udmøntning af de demografiske tilpasninger behandles politisk, således at afvikling af pladser kan ske ved naturlig afgang og demografitilpasningen kan realiseres med fuld effekt i 2018.  

Politisk behandling
Sagen forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget igen den 26. oktober 2017 og efterfølgende Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Når Borgerrepræsentationens beslutning foreligger, inddrages alle involverede parter i planlægning af det videre konkrete forløb. 

 

Hanne Baastrup    

                                                    /Lars Matthiesen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top