Mødedato: 17.08.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Budget 2018 - 2. behandling af Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetønsker

Se alle bilag
Sundheds- og Omsorgsudvalget skal godkende budgetønsker, som efterfølgende indgår i de politiske forhandlinger om Budget 2018.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender forslag til budgetønsker, som kan indgå i de politiske forhandlinger om Budget 2018, jævnfør bilag 1:

a) Specialiseret rehabilitering - køb af forløb.

b) Udvidelse af moderniseringsplan 2 (2018-2025).

c) Plan for udvidelse af plejeboligkapaciteten (2026-2030).

d) Ny praksis på social rengøring i borgers hjem.

e) Etablering af nyt ældrepsykiatrisk tilbud.

f) Pulje til fællesaktiviteter på plejecentre.

g) Udvidelse af stressklinikker - støtte til borgere med angst og depression.

h) Udvidelse af testtilbud for sexsygdomme i Checkpoint.

i) Kompetenceudvikling - styrket tværfagligt samarbejde og kommunikation med borgere og pårørende.

j) Videreførelse af bevillingsudløb vedrørende Indvandrer Kvindecentret, FAKTI og Kringlebakken.

k) Udbredelse af Tingbjerg-model for etablering af lægehuse i udsatte boligområder.

l) Styrkelse af internt vikarkorps.

m) Udvidelse af klippekortsordning i hjemmeplejen - weekend og helligdage frem til kl.22.00.

n) Flere pædagoger på plejecentre.

o) Forebyggelse af kompliceret sorg blandt ældre københavnere.

p) Pilotprojekt: 'Min hjælper' - styrket kontaktpersonordning.

q) Befordring til borgere med demens eller erhvervet hjerneskade.   

r) Socialrådgivere i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen - sammenhængende og tværfaglig indsats for borgere i plejebolig.

s) Øget kvalitet for københavnere på plejecentre via fleksible, rullende vagtplaner. 

 

2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager statusnotaterne 'Afsøgning af tværkommunalt samarbejde om ældremad § 60', jævnfør bilag 3, og 'Revision af funktionsprogrammer for nye byggerier', jævnfør bilag 4, til efterretning.

 

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget har drøftet budgetønsker på budgetseminaret den 1. marts 2017, på forhandlingsmødet den 13.-14. marts 2017 og på udvalgsmødet den 20. juni 2017, hvor udvalget godkendte 13 budgetnotater på i alt 45,6 - 46 mio. kr. i service og 5,4 mio. kr. i anlæg.

På udvalgsmødet den 20. juni 2017 udestod nogle af udvalgets budgetønsker, ligesom udvalget bestilte nye budgetnotater og en justering af budgetnotatet 'Forebyggelse af kompliceret sorg blandt ældre københavnere'. Flere udvalgsmedlemmer har også efterfølgende bestilt budgetnotater hos Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Disse notater indstilles nu alle til udvalgets godkendelse, som en del af grundlaget for de politiske forhandlinger om Budget 2018-2021. Endelig fremlægges budgetnotatet 'Specialiseret rehabilitering - køb af forløb' igen, idet notatets økonomi er kvalificeret på baggrund af halvårsregnskabet.

I forbindelse med tidligere budgetforhandlinger er det aftalt, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen skal udfærdige budgetnotater/statusnotater på muligheden for at etablere et tværkommunalt samarbejde om produktion af ældremad og på revision af funktionsprogrammer for nye byggerier. De to statusnotater fremlægges til Sundheds- og Omsorgsudvalget orientering.

 

Løsning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har udarbejdet forslag til budgetønsker, som imødekommer de udestående bestillinger. Der fremlægges forslag til 19 budgetønsker til Budget 2018, jævnfør bilag 1. Oversigten nedenfor viser, hvor mange midler, der søges til det enkelte budgetønske i 2018.

Med afsæt i analyse af den fremtidige varetagelse af specialiseret rehabilitering -  herunder udviklingen i antal forløb pr. år, forløbslængde, kombinationer af forløb og priser - er økonomien i budgetnotatet 'Specialiseret rehabilitering - køb af forløb' opdateret. Konkret er udgiften til indsatsen ændret fra 33 mio. kr. årligt til 34,4 mio. kr i 2018 og 37,1 mio. kr. varigt. Notatet er også opdateret med en status på kommunernes samarbejde med Region Hovedstaden om denne opgave.

Forslaget 'Forebyggelse af kompliceret sorg blandt ældre københavnere' blev også fremlagt på udvalgets møde den 20. juni 2017. Forslaget blev dog ikke godkendt i den fremlagte form, idet udvalget ønskede en skærpelse, der er imødekommet sådan at det nu fremgår, at "der udvikles/revideres specifikke arbejdsgange på området, som bliver integreret i Københavns Kommunes eksisterende faglige værktøjer, blandt andet i form af kliniske retningslinjer og dokumentationssystemer".

Såfremt Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender de ovenfor nævnte budgetforslag har udvalget godkendt 31 budgetønsker til forhandlingerne om Budget 2018-2021, svarende til i alt 78,7 - 82,0 mio. kr. i service og 15,6 - 16,7 mio. kr. i anlæg mv. i 2018, jf. bilag 2.

Notaterne 'Udvidelse af klippekortsordningen i hjemmeplejen - weekend og helligdage frem til kl. 22.00', 'Flere pædagoger på plejecentre', 'Forebyggelse af kompliceret sorg blandt ældre københavnere', 'Pilotprojekt: Min hjælper - styrket kontaktpersonordning', 'Befordring til borgere med demens eller erhvervet hjerneskade', 'Socialrådgivere i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen - sammenhængende og tværfaglig indsats for borgere i plejebolig', 'Øget kvalitet for københavnere på plejecentre via fleksible, rullende vagtplaner' og 'Udbredelse og forankring af nyudviklet pårørendekursus' kan indgå i forhandlingerne om de udisponerede værdighedsmidler 2018. Det sidstnævnte notat blev godkendt på udvalgsmødet den 20. juni 2017og indgår derfor ikke i bilag 1 til nærværende indstilling. Derudover vurderes budgetnotaterne ’Ernæringsindsats til borgere, der genoptræner efter hospitalsophold’ og ’Kompetenceudvikling – styrket tværfagligt samarbejde og kommunikation med borgere og pårørende’ at ligge inden for værdighedspolitikken, men disse budgetnotater vil beløbsmæssigt ikke kunne finansieres af de udisponerede værdighedsmidler i 2018.

 Need to, rettidig omhu og 1-3 specifikke udfordringer
Med udgangspunkt i indkaldelsescirkulæret til budget 2018 har Økonomiforvaltningen bedt kommunens  forvaltninger kategorisere udarbejdede budgetnotater, der kan henhøres til 'need to', 'rettidig omhu' og '1-3 enkeltstående budgetnotater vedrørende specifikke udfordringer inden for forvaltningens område'. Det er disse notater, der drøftes indledningsvist til budgetforhandlingerne. Nedenfor oplyses, hvilke notater Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har defineret under katagorierne.

Konkret er forslaget 'Specialiseret rehabilitering - køb af forløb' kategoriseret som 'need to', fordi forslaget vedrører merudgifter forårsaget af lovgivning. Jævnfør bekendtgørelse og vejledning på genoptræningsområdet pr. 1. januar 2015 har kommunerne myndigheds- og finansieringsansvar  for det nye specialiseringsniveau for genoptræning - rehabilitering på specialiseret niveau.  Med budgetaftale 2017 blev det besluttet at gennemføre en analyse af specialiseret rehabilitering med henblik på at afklare den mest hensigtsmæssige fremtidige organisering af området. Analysen blev forelagt udvalget den 20. juni 2017 med indstilling om at fastholde den nuværende model for varetagelse af opgaven, dvs. fortsat køb af forløb på specialhospitaler. Da den fremtidige organisering er afklaret, ansøges der nu om varig bevilling til indsatsen, der har medført en merudgift siden opstart.

Forslaget 'Udvidelse af moderniseringsplan 2', er også defineret som 'need to', fordi forslaget vedrører etablering af nødvendig kapacitet. Med budgetaftale 2011 blev Moderniseringsplan 2 (2011-2022) vedtaget, hvormed de budgetmæssige rammer for tilpasning af plejeboligkapaciteten samt modernisering af alle utidssvarende plejeboliger i København frem til 2022 blev bevilget. Demografiprognosen for 2016 viste imidlertid, at antallet af ældre vil stige både tidligere og hurtigere end tidligere prognoser har vist, og samtidig er helhedsplan for Bystævneparken forsinket. Moderniseringsplan 2 skal derfor udvides, både økonomisk og tidsmæssigt, for at sikre, at serviceniveauet for plejeboliger kan fastholdes og modernisering af utidssvarende plejeboliger kan færdiggøres.

På udvalgsmødet den 20. juni 2017 fremlagde forvaltningen, at forslagene 'Yngre borgere med demens - kapacitetsudvidelse', der vedrører det stigende antal yngre borgere med demens, og 'Planlægningsbevilling til nyt Center for Diabetes', der ligeledes vedrører en stigning i antal diabetikere, var kategoriseret som 'rettidig omhu'. Begge forslag skal skabe grundlag for en nødvendig kapacitetsudvidelse. Økonomiforvaltningen har dog efterfølgende tilkendegivet, at forslagene vurderes ikke at kunne kategoriseres som 'rettidigt omhu'.  

Bestillinger fra tidligere budgetforhandlinger
I forbindelse med forhandlingerne om Overførselssagen 2016-2017 blev parterne enige om, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen frem mod budget 2018 skulle afsøge muligheden for etablering af et tværkommunalt samarbejde om produktion af ældremad i Københavns Kommunes centralkøkken i Bystævneparken. Forslaget er fortsat under afsøgning, og såfremt en eller flere omegnskommuner får politisk mandat til at gå videre med planerne, vil der i efteråret 2017 blive udarbejdet et konkret forslag til selskabskonstruktion, der vil blive forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget og efterfølgende Borgerrepræsentationen til beslutning. Bilag 3 udfolder dette yderligere.

I forbindelse med Budget 2017 blev det besluttet at revidere Sundheds- og Omsorgsforvaltningens  funktionsprogram for nybyggerier frem mod Budget 2018. Formålet hermed er at sikre, at byggerierne er sikkerhedsmæssigt forsvarligt indrettet til gavn for både borgere og personale i plejetilbud mv. Efter gennemgang af byggeprogrammet for plejecentre, er det forvaltningens vurdering, at der ikke er behov for en egentlig revision af funktionsprogrammerne. Dog vil der ske en justering af kravene til kaldesystemer på nye plejecentre. Bilag 4 udfolder dette yderligere.


Økonomi

De godkendte budgetønsker kan indgå i de politiske forhandlinger om Budget 2018, hvorfor indstillingen ikke har direkte økonomiske konsekvenser.

 

Videre proces

Økonomiudvalget 1. behandler budgetforslaget den 23. august 2017.

Borgerrepræsentationen 1. behandler budgetforslaget den 31. august 2017.

Økonomiudvalgets 2. behandler budgetforslaget den 26. september 2017.

Borgerrepræsentationen 2. behandler budgetforslaget den 5. oktober 2017.

Hanne Baastrup

/ Søren Winther Rasmussen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt med bemærkninger

Til top