Mødedato: 17.08.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Københavns Kommunes repræsentation i hverv på Sundheds- og Omsorgsudvalgets område

Se alle bilag
Som forberedelse til det kommende kommunalvalg og den dermed efterfølgende ny samling i Borgerrepræsentationen skal samtlige udvalg overveje kommunens fremtidige repræsentation i selskaber, organisationer og institutioner indenfor det enkelte udvalgs ressort.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender forslag til, hvilke hverv kommunen skal være repræsenteret i fremover (se bilag).

 

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog d. 10. oktober 2013 ”Politik for aktivt ejerskab” i forbindelse med indstilling vedrørende kommunens deltagelse i selskaber.

Det fremgår af ”Politik for aktivt ejerskab”, at der i forbindelse med en valgperiodes afslutning skal tages stilling til Københavns Kommunes fremtidige repræsentation i selskaber, organisationer, foreninger osv.

Sundheds- og Omsorgsudvalget skal derfor tage stilling til, hvorvidt der fortsat ønskes repræsentation i de pågældende hverv.  

Løsning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fremlægger her oversigt (se bilag) over de hverv, hvor Københavns Kommune i dag er repræsenteret, med henblik på at Sundheds- og Omsorgsudvalget skal tage stilling til, om de skal videreføres i den nye samling, og hvordan der skal være repræsentation.

I det vedlagte bilag fremgår det, hvem der i dag repræsenterer Københavns Kommune, og hvorfor forvaltningen indstiller, at der enten er politisk eller administrativ repræsentation.

På Sundheds- og Omsorgsudvalgets område er der følgende hverv, der ikke kræver godkendelse af anden aktør:

  • Kommunalt lægefagligt udvalg.
  • Tandplejeinformation ApS (bestyrelsen)
  • Tandplejeinformation ApS (generalforsamlingen)
  • Tømrermester Th.P. Stillinge og hustru Caroline Amalie Stillinge, f. Krøijers Fond, (bestyrelsen)
  • Bestyrelsen for Erhvervsuddannelser inden for sundhed, omsorg og pædagogik i København og Hillerød (SOPU).
  • Det lokale uddannelsesudvalg for pædagogisk assistentuddannelse på UCC
  • Det lokale uddannelsesudvalg for pædagogisk assistentuddannelse på SOPU København og Nordsjælland.
  • Det lokale uddannelsesudvalg for social- og sundheds uddannelserne på SOPU København og Nordsjælland.
  • Det lokale uddannelsesudvalg for AMU-området på SOPU København & Nordsjælland.
  • Det Lokale uddannelsesudvalg for ernæringsassistentuddannelsen på Hotel og restaurantskolen

 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil frem mod udvalgets møde d. 17. august 2017 forhøre sig med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen i forhold til ønsket om politisk repræsentationen i det Kommunalt lægeligt Udvalg.

Besættelse af flere af hvervene under Sundheds- og Omsorgsudvalget afhænger af indstilling fra en anden aktør, så som KL eller Kommunernes Kontaktråd (KKR). Det betyder, at Københavns Kommune er ikke sikret pladsen, selvom Borgerrepræsentationen godkender, at der skal være repræsentation på den pågældende post.

På Sundheds- og Omsorgsudvalgets område er der følgende hverv, der kræver godkendelse af anden aktør:

  • Uddannelsesudvalget for Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed på Professionshøjskolen Metropol.
  • Uddannelsesudvalget for Sygeplejerskeuddannelsen på Professionshøjskolen Metropol
  • Uddannelsesudvalget for Fysioterapeutuddannelsen på Professionshøjskolen Metropol
  • Det faglige udvalg for SOSU og PAU uddannelserne
  • Områdeudvalget for Kontoruddannelsen i Offentlig Administration
  • Ankenævnet for praktikvirksomheder
  • Arbejdsgiverudvalget
  • (SSA og sygeplejerskeuddannelserne)
  • Det Strategisk samarbejdsforum i Region Hovedstaden (sygeplejerskeuddannelsen)
  • Regionalt Klinisk Udvalg (sygeplejerskeuddannelsen)

 

Det er Sundheds- og Omsorgsforvaltningens vurdering, at der fortsat er fagligt belæg for at fastholde Københavns Kommunes deltagelse i ovenstående udvalg, og forvaltningen indstiller derfor, at udvalget godkender Københavns Kommunes repræsentation i de nævnte udvalg.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Efter Sundheds- og Omsorgsudvalget behandling af nærværende indstilling, vil udvalgets beslutning bliver oversendt til Økonomiforvaltningen med henblik på, at udvalgets anbefalinger bliver forelagt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i en samlet indstilling.

Udpegning til de enkelte hverv skal som hovedregel ske ved Borgerrepræsentationens konstituerende møde, medmindre det fremgår af vedtægter eller kommissorium for det enkelte hverv, at valgperioden er en anden. Selve indstillingerne om udpegningerne vil blive forelagt Borgerrepræsentationen ved det konstituerende møde i Borgerrepræsentationen eller umiddelbart før det pågældende hvervs valgperiode udløber.

 

Katja Kayser/

Rikke Blom

Beslutning

Sundheds- og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen (F) stillede ændringsforslag om,

At den politiske repræsentation i Kommunalt Lægeligt Udvalg reduceres, således den politiske repræsentation fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget og Socialudvalget bortfalder.

Enhedslisten anmodede om, at følgende kom til afstemning:
”At den nuværende politiske repræsentation i Kommunalt Lægeligt Udvalg fastholdes”.

For stemte: 2 (Ø)
Imod stemte: 8 (F, S, B, V, O)
Undlod: 0

Indstillingen blev således godkendt med anbefaling om, at den politiske repræsentation i Kommunalt Lægeligt Udvalg reduceres jf ændringsforslag fra F.

Til top