Status for frit valg
Status for frit valg
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 17. juni 2004
12. Status for frit valg
SOU 61/2004 J.nr. 27/2002
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orientering om status for frit valg af leverandører af personlig og praktisk hjælp mv. til efterretning.
RESUME
I Københavns Kommune har hjemmehjælpsmodtagerne siden efteråret 2003 haft mulighed for frit at vælge mellem leverandører af personlig og praktisk hjælp mv.
I denne indstilling gives en status på borgernes brug af det frie leverandørvalg.
Pr. 1. juni 2004 har 77 borgere benyttet muligheden for at vælge privat leverandør af personlig hjælp, og 711 borgere har valgt privat leverandør af praktisk hjælp. Dertil kommer et stort antal borgere, der modtager hjælp fra private leverandører af tøjvaskordning (5.388), indkøbsordning (5.243) og/eller grundig rengøring (8.708). Borgerne kan optræde flere gange i statistikken, da de kan være visiteret til flere ordninger.
Den 22. april 2004 blev et lovforslag til en ændring af Lov om social service vedtaget. Med lovforslaget ønsker regeringen bl.a. at justere de krav, der stilles til de kommuner, der ønsker at bruge udbudsmodellen i reglerne om frit leverandørvalg. Med lovforslaget ophæves tre krav i forbindelse med udbudsmodellen, bl.a. kravet om, at der ved udbud højst må indgås toårige kontrakter.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Ifølge Serviceloven skal hjemmehjælpsmodtagere have mulighed for frit at vælge mellem leverandører af personlig og praktisk hjælp mv. (Lov om social service §§ 75c – 75e).
Den 2. oktober 2003 godkendte Sundheds- og Omsorgsudvalget for første gang leverandører til fritvalgsordningen (SOU 261/2003 J.nr. 27/2002). Umiddelbart derefter indgik Sundhedsforvaltningen kontrakter med de godkendte leverandører samt udsendte information til borgerne om det frie valg.
Siden 1. november 2003 har hjemmehjælpsmodtagerne haft mulighed for frit at vælge mellem de godkendte leverandører. I denne indstilling gives en status på borgernes brug af det frie leverandørvalg.
Borgernes brug af det frie valg
Der er i alt ca. 16.000 modtagere af personlig og praktisk hjælp mv. Af tabellen nedenfor fremgår det, hvor mange borgerne der har benyttet muligheden for at vælge privat leverandør af personlig og praktisk hjælp. Der er i alt godkendt 21 private leverandører. Tallene er opgjort pr. 1. juni 2004. Borgere kan optræde flere gange i statistikken, da de kan være visiteret til både personlig og praktisk hjælp.
Tabel 1. Antal borgere der havde valgt privat leverandør af personlig og praktisk hjælp pr. 1. juni 2004
Personlig hjælp | Praktisk hjælp | |
Amager/Christianshavn | 25 | 126 |
Bispebjerg | 16 | 91 |
Indre By/Vesterbro/Kgs. Enghave | 0 | 85 |
Nørrebro | 3 | 45 |
Valby | 5 | 59 |
Vanløse/Brønshøj/Husum | 10 | 176 |
Østerbro | 18 | 129 |
I alt | 77 | 711 |
Dertil kommer de borgere, der modtager hjælp fra private leverandører af tøjvask-ordning, indkøbsordning og grundig rengøring. Borgere der er visiteret til disse ydelser kan alene vælge mellem private leverandører. Af tabel 2 fremgår det, hvor mange borgere, der har privat leverandør til en eller flere af de tre ydelser. Mange borgere optræder flere gange i statistikken, da de kan være visiteret til flere ordninger.
Tabel 2. Antal borgere der havde valgt privat leverandør pr. 1. juni 2004
Indkøbs- ordning | Tøjvask- ordning | Grundig rengøring | |
Amager/Christianshavn | 873 | 1326 | 933 |
Bispebjerg | 638 | 522 | 1138 |
Indre By/Vesterbro/Kgs. Enghave | 585 | 530 | 1316 |
Nørrebro | 609 | 599 | 1007 |
Valby | 601 | 565 | 824 |
Vanløse/Brønshøj/Husum | 995 | 1172 | 1921 |
Østerbro | 942 | 674 | 1569 |
I alt | 5243 | 5388 | 8708 |
Disse oplysninger offentliggøres hver måned på kommunens hjemmeside samt intranet.
Forvaltningen er i øjeblikket ved at tilrette IT-systemerne, således at der løbende rapporteres om borgernes benyttelse af det frie valg indenfor hjemmehjælpsområdet. Af disse tal vil det bl.a. fremgå, hvor mange nyvisiterede borgere, der vælger privat hjælp. Sundheds- og Omsorgsudvalget forventes forelagt de nye data i august 2004.
Orientering om nye lovregler
Den 22. april 2004 blev lovforslag til en ændring af Lov om social service vedtaget. Med lovændringen ønsker regeringen bl.a. at justere de krav, der stilles til de kommuner, der ønsker at bruge udbudsmodellen i reglerne om frit leverandørvalg.
Siden lovens ikrafttræden har det vist sig, at tre af de krav, der stilles i udbudsmodellen, i praksis har virket som barrierer for de kommuner, der via en udbudsforretning ønsker at kombinere hensynet til valgfrihed med hensynet til priskonkurrence.
Med lovændringen ophæves tre krav i forbindelse med udbudsmodellen:
- Kravet om, at der efter et udbud skal indgås kontrakt med mindst fem leverandører af madservice ophæves, og der vil i stedet blive stillet krav om, at der efter et udbud af madservice skal indgås kontrakt med mindst to leverandører af madservice.
- Kravet om, at der efter et udbud højst må indgås t oårige kontrakter ophæves.
- Kravet om, at levering af ydelserne i plejehjem og lignende plejeboligenheder m.v. skal med i udbuddet, hvis den personlige pleje bringes i udbud ophæves.
Loven bemyndiger socialministeren til at udarbejde en bekendtgørelse. Denne bekendtgørelse foreligger endnu ikke og tidspunktet for lovens ikrafttræden er derfor endnu ikke fastsat.
MILJØVURDERING
Der er ingen miljømæssige konsekvenser forbundet med indstillingen.
ØKONOMI
Der er ingen økonomiske konsekvenser.
HØRING
Ingen.
BILAG
Ingen.
Lau Svendsen-Tune
/ Lars Bo Bülow