Redegørelse om indførelse af økologiske fødevarer som forsøg på 2 af Sundhedsforvaltningens institutioner
Redegørelse om indførelse af økologiske fødevarer som forsøg på 2 af Sundhedsforvaltningens institutioner
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 17. april 2001
6. Redegørelse om indførelse af økologiske fødevarer som forsøg på 2 af Sundhedsforvaltningens institutioner
SOU 61/2001 J.nr. 62/99
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller:
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager resultaterne af forsøget om økologiske fødevarer på 2 plejehjem, Huset William og Johannesgården, til efterretning og drøfter fremtidige mål for området
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 17. april 2001
Sundheds- og Omsorgsudvalget udsatte sagen til næste møde.
RESUME
I forlængelse af rapporten om anvendelse af økologiske fødevarer i Københavns Kommune besluttede Borgerrepræsentationen den 3. december 1998, at udvalgene skulle fastsætte konkrete mål for samt at tilrettelægge og iværksætte en overgang til økologiske fødevarer i køkkener og kantiner under udvalgene. Udvalgene skulle i den forbindelse iværksætte forsøg, hvor mulighederne for og de økonomiske konsekvenser af en overgang til økologiske fødevarer skulle undersøges tilbundsgående.
Der er i Sundhedsforvaltningens regi iværksat forsøg om indførelse af økologiske fødevarer på to selvejende plejehjem – Huset William med 75 boliger og plejehjemmet Johannesgården med 61 boliger og 25 daghjemsgæster.
Forsøget viser bl.a., at
- beboerne generelt har været positive over for økologisk mad, men at dette ikke nødvendigvis kan tages til indtægt for et ønske om økologiske fødevarer
- det har været et stort arbejde at sikre den nødvendige leveringsstabilitet
- det er vigtigt med en grundig indføring af medarbejderne i produktionen af økologisk mad, herunder styringsredskaber
- indførelse af økologi medfører merudgifter
- engagement er et nøgleord, hvis en økologisk omlægning skal blive en succes.
I forhold til fremtidige overvejelser lægges op til en drøftelse af 4 problemstillinger:
- økologi og sundhed
- målgruppen af ældre
- andre målgrupper
- økonomi.