Plejeplaner i hjemmeplejen
Plejeplaner i hjemmeplejen
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 16. december 2004
Sager til beslutning
7. Plejeplaner i hjemmeplejen
SOU 184/2004 J.nr. 1/2004
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter konceptet for plejeplaner i hjemmeplejen, og
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender implementeringsplanen for plejeplaner i hjemmeplejen.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 16. december 2004
Indstillingen
blev godkendt.
RESUME
Ifølge Lov om social service pålægges kommunen, at udarbejde individuelle plejeplaner for beboere på plejehjem/i plejeboliger. Der er derimod ikke lovkrav om, at der skal udarbejdes plejeplaner for borgere, der modtage r ydelser fra hjemmeplejen.
Det fremgår af "Kvalitetsstandarder for hjemmepleje og plejehjemsområdet i Københavns Kommune", at der i kommunen skal udarbejdes plejeplaner for borgere, der modtager hjemmepleje, men der har ikke hidtil været et koncept for plejeplaner i hjemmeplejen.
En plejeplan er den del af dokumentationen, som anvendes til at planlægge og evaluere den individuelle pleje til borgeren. En plejeplan består af en vurdering af borgerens helhedssituation og mål for plejen, som udarbejdes af visitator samt af fokusområder og borgerens døgn- og ugeplan, som udarbejdes af medarbejderne på plejehjem eller i hjemmeplejen på baggrund af de opstillede mål.
Plejeplanen udarbejdes for den enkelte borger for at sikre og synliggøre en individuel og målrettet tilrettelæggelse af hjælpen til borgeren. Endvidere er plejeplanen med til at sikre stabilitet og kontinuitet i plejen og at skabe helhed i indsatsen overfor borgeren. Plejeplanen indeholder således oplysninger om den samlede pleje- og omsorgsindsats.
Sundhedsforvaltningen anbefaler, at implementeringen af plejeplaner i hjemmeplejen sker målrettet, således at der alene udarbejdes plejeplaner for borgere med komplekse plejebehov, idet det er den gruppe af borgere, for hvem udarbejdelse af plejeplaner bidrager særligt til at sikre stabilitet og kontinuitet i plejen. Der er ca. 1000 modtagere af hjemmepleje, som har komplekse plejebehov.
For borgere, der kun modtager praktisk hjælp, eller praktisk hjælp suppleret med begrænset personlig hjælp, vil der derimod ikke blive udarbejdet plejeplaner, da den begrænsede værdi af plejeplaner for denne gruppe borgere skal vejes op mod det ressourcetræk, som arbejdet med plejeplaner udgør.
Plejeplaner for borgere med komplekse plejebehov udarbejdes inden udgangen af 2005.
Sundheds- og Omsorgsudvalget vil inden udgangen af 2005 få forelagt en evaluering af koncept for plejeplaner i hjemmeplejen.