Mødedato: 16.12.2004, kl. 15:30

Redegørelse vedr. huslejestigninger og administrationsaftalen med KAB i De Gamles By samt uvildig undersøgelse.

Redegørelse vedr. huslejestigninger og administrationsaftalen med KAB i De Gamles By samt uvildig undersøgelse.

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 16. december 2004

 

 

Sager til beslutning

 

3.      Redegørelse vedr. huslejestigninger og administrationsaftalen med KAB i De Gamles By samt uvildig undersøgelse.

 

SOU 200/2004  J.nr. 38/2004

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter redegørelsen vedrørende huslejestigninger og administrationsaftalen med KAB i De Gamles By,

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at der igangsættes en uvildig undersøgelse af de kontrakt- og aftaleforhold, der er gældende på plejehjem i Københavns Kommune,

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender kommissorium m.m. vedrørende den uvildige undersøgelse.

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 16. decem ber 2004

 

Indstillingens første at-punkt blev drøftet,

andet at-punkt blev godkendt,

tredje at-punkt blev ændret til følgende:

SOU godkender kommissorium m.m. vedr. den uvildige undersøgelse og opfordrer Revisionsdirektoratet til at foretage den. Revisionsudvalget anmodes tillige om, at der foretages en temaundersøgelse vedr. samtlige kontrakter og aftaler i Københavns Kommune af lignende karakter.

 

Dansk Folkeparti, Venstre og Det radikale Venstre havde følgende bemærkning til protokollen:

" Dansk Folkeparti, Venstre og Det radikale Venstre støtter en uvildig undersøgelse af sagen, men havde helst set den foretaget af et privat revisionsselskab/advokatfirma".

 

 

 

 

RESUME

På baggrund af de varslede huslejestigninger i De Gamles By er der kommet fokus på den af Københavns Kommune indgåede administrationsaftale med KAB, og der er sat spørgsmålstegn ved lovligheden af aftalen. Med det formål at få belyst såvel baggrunden for huslejestigningerne som historikken og sagsgangen omkring kommunens indgåelse af administrationsaftale med KAB er udarbejdet den i bilag 1 vedlagte redegørelse.

 

I redegørelsen konkluderes omkring indgåelse af lejeaftale med KAB, for det første at det er uklart, hvorvidt administrationsaftalen fra 1996 har været omfattet af udbudsreglerne. Dette vil i givet fald kræve en nærmere juridisk vurdering. For det andet at det er entydigt, at den nuværende administrationsaftale skal i udbud. Arbejdet forventes gennemført i foråret 2005.

 

Vedrørende huslejestigningerne er det nu aftalt, at de varslede stigninger på 20% reduceres til 8% i 2005 ved bl.a. at reducere hensættelser i 2005. Der vil i nærmeste fremtid blive iværksat en række tiltag, således at alle forhold i budgetterne for de enkelte boenheder i De Gamles By kommer endeligt på plads.

 

Med henblik på at få klarlagt alle relevante forhold omkring de kontrakt- og aftaleforhold, der er gældende på plejehjem i Københavns Kommune, foreslås det, at der iværksættes en uvildig undersøgelse. Undersøgelsen vil blive sat i gang hurtigst muligt og rapport herom forventes forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget medio 2005

 

Såfremt udvalget godkender, at der igangsættes en uvildig undersøgelse foreslås det, at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender nedennævnte kommissorium:

 

"Med henblik på at sikre et legalt og fyldestgørende kontrakt- og aftalegrundlag på plejehjemsområdet i Københavns Kommune, iværksættes en uvildig undersøgelse af de kontrakt- og aftaleforhold, der er gældende på plejehjem i Københavns Kommune.

 

Der indbydes tre eksterne revisionsselskaber og advokatfirmaer til at byde på opgaven, der iværksættes primo 2005 med forventet rapport medio 2005. Denne rapport forelæggelse Sundheds- og Omsorgsudvalget. Undersøgelsen søges finansieret indenfor Sundhedsforvaltningens budget.

 

På baggrund af de indkomne bud, forelægges særskilt indstilling til Sundheds- og Omsorgsudvalget om valg af revisionsselskab/advokatfirma.


 


Til top