Opfølgning på særlige fokusområder for medicinhåndtering
Opfølgning på særlige fokusområder for medicinhåndtering
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 16. september 2004
2. Opfølgning på særlige fokusområder for medicinhåndtering
SOU 112/2004 J.nr. 14/2004
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltræder redegørelsen om Sundhedsforvaltningens opfølgning på særlige fokusområder for medicinhåndtering.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 16. september 2004
Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte indstillingen.
RESUME
Sundhedsforvaltningens aktuelle indsatsområder vedr. medicinhåndtering er beskrevet i "Handleplan for den samlede indsats vedrørende medicinhåndtering", som blev behandlet i Sundheds- og Omsorgsudvalget den 5. august 2004 (SOU 59/2004).
Sundhedsforvaltningen strammer i de kommende måneder yderligere op om de indsatsområder, der på kortere sigt skal forbedre medicinhåndteringen. Der er udvalgt fem områder for særlig fokus: Opfølgning på embedslæge tilsyn og kommunale tilsyn, implementering af dosisdispensering, auditering, samt dialogrække med Embedslægeinstitutionen og Den Kommunale Tilsynsenhed.
Sundheds- og omsorgsudvalget modtager hhv. september og november skriftlige informationer om status og fremdrift.
Opfølgning på Embedslæge- og Kommunale tilsyn
Der fremsendes kvartalsvist opgørelser for såvel Embedslægetilsyn som Kommunale tilsyn. Rapporteringen vedr. 2. kvartal 2004 er vedlagt som særskilt orienteringsmateriale sammen med denne dagsorden.
Opfølgning på implementering af Dosisdispensering
Sundhedsforvaltningen har på baggrund af møder med bl.a. Apotekerforeningen udarbejdet en procesplan med henblik på implementering af dosisdispensering på plejehjem i 2005.
Opfølgning på Audit
I ugerne 34 og 35 er der gennemført intern audit på 58 plejehjem af et auditkorps på 34 medarbejdere, hvoraf halvdelen har gennemgået uddannelsen som ledende auditor og halvdelen har en sygeplejefaglig baggrund. Fem plejehjem i Bispebjerg lokalområde foretog allerede i juni-juli 2004 intern audit.
Der er afholdt konsensusmøde mellem alle de deltagende auditorer og med-auditorer, med henblik på ensartet tilbagemelding til plejehjemmene, og der er registreret spørgsmål i forhold til kravgrundlaget "Sådan håndterer du medicin" til nærmere afklaring med hhv. Embedslæger og Den Kommunale Tilsynsenhed.
Foreløbige resultater fra 50 auditerede plejehjem bekræfter i hovedtal tilsynenes tidligere registreringer, idet der primært konstateres mangler i medicindokumentationen, i forhold til opbevaring af medicin samt egentlige doseringsfejl. Der tilrettelægges en proces for optimering af medicinhåndteringen og læring i perioden frem til den opfølgende interne auditering i uge 45/46.
Opfølgning på Dialogrække med Embedslæger og Kommunale tilsynsenheder
I september 2004 etableres en møderække med henholdsvis Embedslægeinstitutionen og Den kommunale Tilsynsenhed med henblik på afklaring af gråzone-problematikker samt justering af grundlaget for tilsynene, således at der tages højde for erfaringerne fra audit, udviklingen inden for dosisdispensering og sygeplejefaglig dokumentation.