Status for frit valg
Status for frit valg
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 16. september 2004
5. Status for frit valg
SOU 111/2004 J.nr. 27/2002
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orientering om status for frit valg af leverandører af personlig og praktisk hjælp mv. til efterretning.
at Sundheds- og Omsorgsudvalget bemyndiger forvaltningen til fremover at godkende eller afvise anmodninger om godkendelse fra leverandører af personlig og praktisk hjælp mv. Udvalget orienteres hver januar måned om nye godkendelser og eventuelle afslag.
at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter de nye muligheder for at anvende udbud til udmøntning af frit valgs ordningen.
RESUME
I Københavns Kommune har Sundhedsforvaltningens hjemmehjælpsmodtagere siden efteråret 2003 haft mulighed for frit at vælge mellem leverandører af personlig og praktisk hjælp mv. Sundheds- og Omsorgsudvalget er løbende blevet orienteret om status for frit valgs ordningen.
Det indstilles, at udvalget tager nærværende orientering om status for frit valg til efterretning. Sundhedsforvaltningen har pt. godkendt 21 private og 8 kommunale leverandører. Antallet af leverandører har stort set været konstant siden indførelsen af frit valg i efteråret 2003. Forvaltningen modtager 1-2 anmodninger om godkendelse pr. kvartal. I løbet af sommeren er to leverandører ophørt med at levere hjælp.
Siden det frie leverandørvalg gik i luften i Københavns Kommune i november 2003, har Sundhedsforvaltningen registeret antallet af borgere, der vælger private leverandører til at varetage den praktiske og personlige hjælp i hjemmet. Pt. har 1% af de borgere, der er visiteret til personlig hjælp valgt en privat leverandør, mens 6% af de borgere, der får praktisk hjælp har valgt en privat leverandør.
Desuden indstilles det, at Sundheds- og Omsorgsudvalget bemyndiger forvaltningen til fremover at godkende eller afvise anmodninger om godkendelse fra leverandører af personlig og praktisk hjælp mv. Ændringen vil betyde, at forvaltningen kan godkende leverandører i takt med, de modtages. Dermed forenkles sagsgangen for både ansøgere, forvaltning og politikere. Hvis Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltræder dette punkt, vil udvalget blive orienteret en gang om året om nye godkendelser og eventuelle afslag.
Siden det blev lovpligtigt at indføre frit valg af hjemmehjælp den 1. januar 2003, er reglerne om udbud blev ændret. Ligeledes er det blevet muligt at anvende en tredje model til udmøntning af frit valgs ordningen udover godkendelses- og udbudsmodellen. Det indstilles, at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter de nye muligheder. Ønsker Sundheds- og Omsorgsudvalget at anvende en anden frit valgs model for en eller flere ydelser end den, der anvendes nu, vil udvalget få forelagt en konkret sagsfremstilling herom.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Borgernes mulighed for frit at vælge, hvem der skal levere personlig og praktisk hjælp mv. blev indført ved lov gældende fra den 1. januar 2003. Det frie leverandørvalg blev en realitet i Københavns Kommune i efteråret 2003.
I denne indstilling fokuseres på følgende aspekter af frit valgs ordningen:
- Generel orientering
- Uddelegering af kompetence til at godkende nye leverandører
- Frit valgs statistik
- Nye udbudsregler
Generel orientering
Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender nye leverandører hvert kvartal. Erfaringen er, at forvaltningen modtager 1-2 anmodninger fra potentielle leverandører om at blive godkendt pr. kvartal.
Anmodningerne behandles i et godkendelsesudvalg bestående af repræsentanter fra centralforvaltningen og Pensions- og Omsorgskontorerne. Efter sagsbehandlingen i godkendelsesudvalget, indstiller Sundhedsforvaltningen leverandørerne til godkendelse eller eventuelt afslag i Sundheds- og Omsorgsudvalget. Ifølge serviceloven § 75 c, stk. 2 har kommunalbestyrelsen pligt til at godkende og indgå kontrakt med enhver leverandør, der opfylder pris- og kvalitetskravene.
Leverandørerne har mulighed for at anmode om godkendelse til at levere en eller flere ydelser i et eller flere af forvaltningens syv lokalområder. Pt. har udvalget godkendt 21 private og 8 kommunale leverandører.
Det varierer, om de private leverandører er godkendt til en eller flere ydelser og i et eller flere distrikter. I gennemsnit er der ca. 15 leverandører i hvert lokalområde. De otte kommunale leverandører omfatter de kommunale hjemmeplejeenheder i de syv lokalområder samt den kommunale madordning "Madservice à la Carte".
Ydelseskategori | Kommunale | Private |
Personlig hjælp | 7 | 6 |
Praktisk hjælp | 7 | 12 |
Madservice | 1 | 1 |
Indkøbsordning | 3 | |
Grundig rengøring | 3 | |
Tøjvask | 4 |
Udover kommunen tilbyder seks leverandører personlig og praktisk hjælp i hele byen. To leverandører tilbyder indkøb i hele byen, og tre leverandører tilbyder grundig rengøring i hele byen.
På kommunens hjemmeside og på forvaltningens intranet findes oversigter over leverandører i de enkelte lokalområder. Desuden findes leverandørbeskrivelser, hvor borgerne kan læse om den enkelte leverandør. Ifølge serviceloven skal information til borgerne udarbejdes i samarbejde med leverandørerne (§ 75 c, stk. 4). Beskrivelserne er udarbejdet af de enkelte leverandører efter kommunens retningslinier og godkendt af kommunen.
Pr. 1. juni 2004 blev proceduren for leverandørbeskrivelser ændret (SOU 409/2003). Nu er det leverandørernes ansvar at trykke og distribuere leverandørbeskrivelserne til de syv Pensions- og Omsorgskontorer, der udleverer eller sender materialet til borgerne. I den forbindelse har den kommunale hjemmepleje udarbejdet nye leverandørbeskrivelser. Der er tale om syv ensartede beskrivelser – dog har hvert lokalområde sat hver deres præg på beskrivelsen.
Ikke alle leverandører har endnu fået trykt nye leverandørbeskrivelser. Indtil de er klar, anvendes de elektroniske beskrivelser, der findes på intra- og internet.
Enkelte leverandører opfylder endnu ikke et nyt krav om, at ikke bare telefonnummer, men også navn på borgerens kontaktperson skal fremgå af leverandørbeskrivelsen. Dette vil blive bragt i orden, når leverandørerne næste gang skal optrykke materialet. Borgeren får i dag oplyst navn og telefonnummer på kontaktpersonen, når han/hun har valgt leverandør.
To af de leverandører, der blev indgået aftale med i efteråret 2003, ophørte som leverandør i Københavns Kommune i henholdsvis juni og august 2004. Den ene leverandør blev erklæret konkurs efter at have været i betalingsstandsning nogle måneder. De mere end 400 berørte borgere har valgt andre leverandører. Den anden leverandør valgte at stoppe ordningen i en række kommuner på grund af forventet konkurs. Denne leverandør havde ca. 55 borgere. I begge tilfælde er det kommunale beredskab trådt i kraft. Det er forløbet uden problemer.
Uddelegering af kompetence til at godkende nye leverandører
Som nævnt har kommunalbestyrelsen pligt til at godkende og indgå kontrakt med enhver leverandør, der opfylder pris- og kvalitetskravene. Godkendelsen i Sundheds- og Omsorgsudvalget er hidtil sket hvert kvartal.
Sundhedsforvaltningen foreslår, at denne procedure ændres, så Sundheds- og Omsorgsudvalget bemyndiger forvaltningen til fremover at godkende/afvise anmodninger om godkendelse. Udvalget vil blive orienteret hver januar måned om nye godkendelser og eventuelle afslag. Desuden orienteres udvalget i særlige tilfælde.
Ændringen vil betyde, at forvaltningen kan godkende leverandører i takt med, de modtages. Dermed forenkles sagsgangen for både ansøgere, forvaltning og politikere.
Muligheden for delegering er ikke eksplicit, men det er tilladt, så længe der ikke er fastsat regler om det modsatte. Dette er i overensstemmelse med et i dansk ret almindeligt anerkendt princip om, at overdragelse af beføjelser inden for forvaltningen er ulovbestemt.
Statistik
Siden det frie leverandørvalg gik i luften i Københavns Kommune i november 2003, har Sundhedsforvaltningen registeret antallet af borgere, der vælger private leverand& oslash;rer til at varetage den praktiske og personlige hjælp i hjemmet. Desuden registreres antallet af borgere, der er tilmeldt en privat leverandør til at købe ind, vaske tøj eller varetage den grundige rengøring seks timer årligt. Hvis man er visiteret til en af disse ordninger, kan man kun vælge mellem private leverandører.
Sundheds- og Omsorgsudvalget er løbende blevet orienteret om status for borgernes benyttelse af de frie valg. På disse møder er mere deltaljerede oplysninger om frit valgs ordningen blevet efterspurgt. Blandt andet har udvalget ønsket at vide, hvordan nye borgere, der for første gang visiteres til en hjemmehjælpsydelse, vælger.
I løbet af foråret 2004 har forvaltningen derfor undersøgt mulighederne for at indhente mere deltaljerede informationer fra de to omsorgssystemer, som anvendes i dag. Forvaltningen er pt. midt i en omlægning fra det gamle omsorgssystem Notes til det nye KOS (Københavns Omsorgs System). Derfor har forvaltningen valgt at udvikle statistikdelen i det nye omsorgssystem. KOS forventes at være indført i hele hjemmeplejen medio 2005. Først på dette tidspunkt vil datagrundlaget være fuldstændigt.
I øjeblikket har forvaltningen kun data fra de lokalområder, der er overgået til KOS. Disse data skal desuden kvalitetssikres, da nogle af lokalområderne først for nylig er begyndt at anvende systemet. Derfor er det ikke muligt at levere eksakt og udtømmende statistik om frit valg på nuværende tidspunkt. Alligevel er det muligt i nærværende indstilling at give eksempler på, hvilke informationer, som Sundheds- og Omsorgsudvalget kan forvente at få, når KOS er implementeret i hele kommunen.
Personlig og praktisk hjælp
I figur 1 opsamles de hidtidige registreringer af borgernes valg af privat leverandør til personlig og praktisk hjælp. Tallene dækker hele kommunen.
Figur 1. Borgernes valg af privat leverandør til personlig og praktisk hjælp, december 2003 til august 2004.
Som det ses, stiger især antallet af borgere, der vælger privat leverandør til praktisk hjælp. Dette skal dog ses i lyset af, at ca. 14.300 borgere modtager hjemmehjælp fra Sundhedsforvaltningen, så der er tale om en andel på ca. 5,6%.
I august modtog 79 borgere madservice fra en privat leverandør. Hidtil er kun en leverandør af madservice godkendt i kommunen i et lokalområde (Østerbro).
I tabellerne nedenfor ses det faktiske og relative antal borgere i det enkelte lokalområde, der i august 2004 valgte privat leverandør. Da der er tale om relativt små tal, er det endnu vanskeligt at konkludere noget endegyldigt om forskellene mellem områderne.
Tabel 1. Borgernes valg af privat leverandør til personlig hjælp, fordelt på lokalområder, august 2004.
Praktisk hjælp | Antal borgere der modtager personlig hjælp* | Borgere, der har valgt privat leverandør | |
Faktisk antal | Procent | ||
Christianshavn/Amager | 1364 | 20 | 1% |
Bispebjerg | 771 | 21 | 3% |
Indre By/Kgs. Enghave/Vesterbro | 770 | 14 | 2% |
Nørrebro | 620 | 7 | 1% |
Valby | 766 | 8 | 1% |
Vanløse/Brønshøj/Husum | 1241 | 11 | 1% |
Østerbro | 1185 | 18 | 2% |
I alt | 6717 | 99 | 1% |
* Antal borgere der modtager personlig hjælp er opgjort i uge 10, 2004.
Tabel 2. Borgernes valg af privat leverandør til praktisk hjælp, fordelt på lokalområder, august 2004.
Praktisk hjælp | Antal borgere der modtager praktisk hjælp* | Borgere, der har valgt privat leverandør | |
Faktisk antal | Procent | ||
Christianshavn/Amager | 2891 | 140 | 5% |
Bispebjerg | 1581 | 104 | 7% |
Indre By/Kgs. Enghave/Vesterbro | 1670 | 61 | 4% |
Nørrebro | 1333 | 65 | 5% |
Valby | 1617 | 74 | 5% |
Vanløse/Brønshøj/Husum | 2724 | 199 | 7% |
Østerbro | 2461 | 150 | 6% |
I alt | 14280 | 793 | 6% |
* Antal borgere der modtager praktisk hjælp er opgjort i uge 10, 2004.
Spørgsmålet er, om de borgere der vælger private leverandører er nyvisiterede borgere – det vil sige borgere, der ikke tidligere er visiteret til hjemmehjælpsydelser. Af de borgere der blev visiteret til praktisk hjælp i juni 2004, valgte 19% privat og 81% kommunal. For personlig hjælp var fordelingen henholdsvis 2% og 98%, jf. de to figurer nedenfor.
Figur 2 og 3. Nyvisiterede borgeres valg af privat og kommunal leverandør af praktisk og personlig hjælp.
WIDTH=280 HEIGHT=181>Opgørelserne bygger alene på tal fra Vanløse/Brønshøj/Husum og Østerbro og kan derfor kun give et fingerpeg om, hvordan nye borgere vil vælge.
På længere sigt vil det ligeledes være muligt at opgøre de øvrige leverandørers m arkedsandele, det vil sige leverandører af personlig og praktisk hjælp samt madservice.
Indkøbsordning, tøjvaskordning og grundig rengøring
Hvis man er visiteret til indkøbsordning, tøjvaskordning og/eller grundig rengøring, kan man kun vælge mellem private leverandører. Antallet af borgere i ordninger offentliggøres hver måned sammen med antallet af borgere, der vælger privat leverandør til personlig og praktisk hjælp.
Forvaltningen vil fremover udarbejde information om, hvilke leverandører af de enkelte ordninger, som borgerne foretrækker.
Sundhedsforvaltningen vil udarbejde en redegørelse for forvaltningens første års erfaring med at implementere frit valg. Redegørelsen vil indeholde erfaringer fra både bestiller- og udførerdelen. Redegørelsen forventes forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget ultimo 2004.
Nye udbudsregler
I dette afsnit redegøres for de nye udbudsregler. Først gengives dog kort den udmøntning af frit valg af personlig og praktisk hjælp, som Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede at anvende i efteråret 2002.
Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede den 21. november 2002 at anvende såvel godkendelses- som udbudsmodellen til at udmønte frit valgs ordningen i Københavns Kommune (SOU 247/2002).
Udvalget besluttede, at udmøntningen af frit valg lovgivningen skulle tage afsæt i godkendelsesmodellen for så vidt angår personlig og praktisk hjælp, og udbudsmodellen for ydelserne indkøbsordning, tøjvaskordning og grundig rengøring. Den 13. marts 2003 besluttede udvalget også at anvende godkendelsesmodellen for madservice (SOU 65/2003).
Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede på et senere møde også at lade indkøbsordningen omfatte af godkendelsesmodellen, da markedet for indkøbsordninger på daværende tidspunkt tilsyneladende var begrænset. Derfor kunne kommunen ikke forvente at opnå en egentlig konkurrence ved et udbud (SOU 155/2003).
Den 22. april 2004 blev et nyt lovforslag til en ændring af lov om social service vedtaget. Med lovforslaget ønskede regeringen bl.a. at justere de krav, der stilles til de kommuner, der ønsker at bruge udbudsmodellen i reglerne om frit leverandørvalg.
Siden lovens ikrafttræden har det vist sig, at tre af de krav, der stilles i udbudsmodellen, i praksis har virket som barrierer for de kommuner, der via en udbudsforretning ønsker at kombinere hensynet til valgfrihed med hensynet til priskonkurrence.
Med lovforslaget ophæves tre krav i forbindelse med udbudsmodellen:
- Kravet om, at der efter et udbud skal indgås kontrakt med mindst fem leverandører af madservice ophæves, og der vil i stedet blive stillet krav om, at der efter et udbud af madservice skal indgås kontrakt med mindst to leverandører af madservice.
- Kravet om, at der efter et udbud højst må indgås toårige kontrakter ophæves.
- Kravet om, at levering af ydelserne i plejehjem og lignende plejeboligenheder m.v. skal med i udbuddet, hvis den personlige pleje bringes i udbud ophæves.
Der er efterfølgende ligeledes åbnet mulighed for, at kommunerne kan anvende en såkaldt "3. model". Den 3. model indgik som en del af økonomiaftalen for 2004 mellem regeringen og Kommunernes Landsforening. Den 3. model er en udbudsmodel, der kan anvendes indenfor rammerne af godkendelsesmodellen. Således er der nu tre modeller:
- Godkendelsesmodellen
- Udbudsmodellen
- Udbudsmodel i godkendelsesmodellen
Den 3. model indebærer, at den fulde kommunale leverandørvirksomhed på et givent område overdrages til én privat leverandør efter udbud.
Modellen åbner mulighed for ved udbud at indgå en hovedleverandøraftale med den leverandør, der lever bedst op til pris og øvrige tildelingskriterier. Når der efter endt udbud er indgået aftale med en "hovedleverandør", skal kvalitetskravene og den ved udbudet fastsatte pris indberettes til fritvalgsdatabasen. Andre interesserede leverandører har herefter – under forudsætning af kommunal godkendelse – ret til på samme pris- og kvalitetsbetingelser at indgå i kommunens frit valgs ordning, og dermed tilbydes borgerne som valgmulighed.
Som konsekvens af dette, kan den valgte hovedleverandør ikke tilbydes et monopol eller en bestemt opgavemængde. Dette forhold bør derfor fremgå af både udbudsbetingelser og kontrakten med leverandøren.
Den nye udbudsmodel betyder, at kommunerne ikke længere er tvunget til at indgå kontrakt med mindst to leverandører, men kan vælge det tilbud, der er mest fordelagtigt i forhold til f.eks. pris, kvalitet og service.
Derved adskiller modellen sig fra de to udbudsforretninger, Sundhedsforvaltningen gennemførte i sommeren 2003 (udbud af tøjvaskordning og grundig rengøring). Som følge af lovkravet om at indgå kontrakt med mellem to-fem leverandører ved anvendelse af udbudsmodellen, besluttede kommunen at udbyde opgaverne med henblik på at indgå aftale med tre leverandører pr. lokalområde (SOU 21/2003 og SOU 20/2003).
Resultatet af udbudsforretningerne var, at der blev indgået aftaler med leverandører, der havde afgivet forskellige pristilbud. Eksempelvis varierer prisen på en times grundig rengøring med 43 kroner fra den billigste til den dyreste aftale. Det skal bemærkes, at der blev anvendt andre tildelingskriterier end timepris samt at alle tilbud blev vurderet som økonomisk fordelagtige.
I modsætning til den traditionelle udbudsmodel har den 3. model desuden den fordel, at kommunen ikke i en kontraktperiode forhindrer, at andre interesserede leverandører kan blive godkendt løbende.
Sundhedsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter de nye udbudsregler samt muligheden for at anvende den 3. model, der giver mulighed for at indgå kontrakt med én hovedleverandør. Som nævnt eksisterede denne tredje mulighed ikke, da Sundheds- og Omsorgsudvalget i efteråret 2002 drøftede, om frit valgs ordningen skulle udmøntes ud fra godkendelses- eller udbudsmodellen. Derfor anbefaler forvaltningen, at udvalget genovervejer valget af frit valgs model(-ler) – herunder modellernes styrker og svagheder – med henblik på, at forvaltningen kan planlægge fornyelsen af de indgåede kontrakter.
P>
Den 3. model kan anvendes til ydelser, hvor den fulde kommunale leverandørvirksomhed på et givent område overdrages til én privat leverandør. For Sundhedsforvaltningens ydelser vil det kunne omfatte ydelserne indkøbsordning, tøjvaskordning og grundig rengøring.
Hovedparten af de nuværende kontrakter udløber i oktober 2005, hvorefter det vil være muligt at forlænge kontrakterne eller indgå nye kontrakter. Kontrakter der er indgået indenfor godkendelsesmodellens rammer kan opsiges med tre måneders varsel. Kontrakter der er indgået indenfor udbudsmodellens rammer kan opsiges med seks måneders varsel.
Ønsker Sundheds- og Omsorgsudvalget at anvende en anden frit valgs model for en eller flere ydelser end den, der anvendes nu, vil udvalget få forelagt en konkret sagsfremstilling herom.
MILJØVURDERING
Ingen miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Ingen.
HØRING
Ingen.
BILAG
Ingen.
Lau Svendsen-Tune
/Lars Bo Bülow