Mødedato: 16.08.2022, kl. 12:45
Mødested: Krumptappen 2, 2500 Valby

Temadrøftelse ældrepolitik

Se alle bilag
Sundheds- og Omsorgsudvalget præsenteres for status på den nuværende ældrepolitik samt udviklingstendenser på ældreområdet med henblik på at drøfte retningen for en ny ældrepolitik 2023-2026. 

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager status på den nuværende ældrepolitik til efterretning
  2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter retning for ny ældrepolitik 2023-2026

Problemstilling

Københavns Kommune har igennem en årrække udarbejdet en ældrepolitik hvert fjerde år. Ældrepolitikkens visioner og værdier er kommunens bærende politik på ældreområdet over for både borgerne og medarbejderne i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Københavns Kommunes nuværende ældrepolitik, ”Vær med – hele livet”, er vedtaget i 2019 og er gældende til og med 2022. På udvalgsmødet den 31. marts 2022 godkendte udvalget at forlænge varigheden af den nuværende politik til medio 2023 med henblik på at skabe en inddragende proces, der også kan tage højde for arbejdet på nationalt plan med en ny ældrelov.

Løsning

Med de seneste ældrepolitikker har Københavns Kommune sat et højt og bredt favnende ambitionsniveau for udviklingen af ældreområdet.

I lyset af de aktuelle udviklingstendenser på ældreområdet foreslår forvaltningen, at den nye ældrepolitik 2023-2026 i højere grad end tidligere understøtter fremtidig prioritering på ældreområdet og dermed adresserer den demografiske udvikling og de rekrutteringsudfordringer, vi som kommune står overfor.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningens oplæg vil komme omkring:

  • Status på den nuværende ældrepolitik 2019-2022
  • Oplæg til drøftelse af mulige prioriteringer med afsæt i udviklingstendenser på ældreområdet
  • Proces for inddragelse af interessenter i udviklingen af en ny ældrepolitik

Forud for temadrøftelsen er der afviklet tre indledende borgermøder med henblik på at samle input og kvalificere indholdet af oplægget.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil - med udgangspunkt i udvalgets drøftelse - fortsætte arbejdet med at udvikle en ny ældrepolitik. I efteråret afvikles en omfattende borgerinddragelsesproces, hvor udvalget vil få mulighed for at deltage. Udvalget præsenteres for det første udkast til en ny ældrepolitik primo 2023.

Katja Kayser

/Nanna Skriver

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning, og udvalget drøftede indstillingens 2. at-punkt.
Til top