Budget 2013 - Takster
Som led i budgetprocessen skal taksterne for borgernes betaling på Sundheds- og Omsorgsudvalgets område genberegnes.
Indstilling og beslutning
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender takstbilag for 2013 (bilag 1),
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at underskud på taksterne for 2011 indregnes i taksterne for 2013, og
- at underskud på taksten for vaskeordning til hjemmeboende ikke indregnes i taksten for 2013 på grund af ændring i serviceniveauet.
Problemstilling
Sundheds- og Omsorgsudvalget skal godkende de endelige takster på Sundheds- og Omsorgsudvalgets område.
Efter bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud samt personlig og praktisk hjælp efter servicelovens §§ 79, 83 og 84 (bkg. nr. 668 af 16. juni 2010) skal et eventuelt overskud (som følge af, at borgerne har indbetalt for meget i takster i forhold til de reelle udgifter), indregnes som en reduktion af taksterne senest to år efter, at overskuddet er opstået. Mens et underskud (som følge af, at borgerne har indbetalt for lidt i takster i forhold til de reelle udgifter) kan indregnes som en forøgelse af taksterne senest to år efter, at underskuddet er opstået.
Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede i forbindelse med vedtagelsen af taksterne for 2012, at underskud ligesom overskud skal indregnes i taksterne.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at underskud på taksten vedr. vaskeordning for hjemmeboende i 2011 ikke indregnes i taksten for 2013, da serviceniveauet er ændret efter indførelse af nye kilogrænser i 2012.
Løsning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har genberegnet taksterne for generelle tilbud samt for praktisk og personlig hjælp på Sundheds- og Omsorgsudvalgets område. Genberegningen er sket med udgangspunkt i bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud samt praktisk og personlig hjælp efter servicelovens §§ 79, 83 og 84. Disse takster vedrører vask af beklædning, vask af linned, vinduespolering, toiletartikler, rengøringsartikler samt madservice til hjemmeboende og mad til beboere på plejehjem. På taksterne for madservice og mad til beboere på plejehjem gælder endvidere prislofter på hhv. 48 kr. for en hovedret (madservice med og uden udbringning) og en samlet egenbetaling på maksimalt 3.282 kr. pr. måned for mad til beboere på plejehjem.
Beregningen af takster for 2013
Taksterne er genberegnet på baggrund af de samlede omkostninger i 2011 samt de faktiske og forventede prisstigninger fra 2011 til 2013. Der er flere forhold, der har betydning for taksterne:
- Generelle prisstigninger har betydning for alle takster.
- Efterregulering af over- og underskud har potentielt betydning for alle takster.
Taksterne viser generelt moderate stigninger, der primært kan henføres til almindelige prisstigninger. Faldet på taksterne for de ikke-obligatoriske ydelser på plejehjemmene skyldes udelukkende, at der i 2012 blev indregnet et underskud fra 2010. I 2013 er der indregnet mindre overskud på taksterne for toiletartikler og rengøringsartikler, mens udgifter og indtægter vedrørende vinduespolering balancerer.
Tabellen herunder viser den genberegnede takst for 2013 i forhold til taksten for 2012.
|
Takst 2013 |
Takst 2012 |
Difference |
Plejehjem - Obligatoriske, valgfrie ydelser |
|||
Vaskeordning beklædning og linned |
271,00 |
261,00 |
10,00 |
Plejehjem - Ikke obligatoriske, valgfrie ydelser |
|||
Toiletartikler |
75,00 |
84,00 |
-9,00 |
Rengøringsartikler |
71,00 |
81,00 |
-10,00 |
Vinduespolering |
44,00 |
50,00 |
-6,00 |
Hjemmeboende borgere – tøjvaskeordning |
|||
Hver uge |
181,00 |
178,00 |
3,00 |
Hver anden uge |
181,00 |
178,00 |
3,00 |
Hver tredje uge |
143,00 |
140,00 |
3,00 |
Hver fjerde uge |
100,00 |
93,00 |
7,00 |
Takstændringernes betydning for borgerne
Ændringerne i taksterne betyder, at de hjemmeboende borgere får en højere månedlig udgift på vaskeordningen, der dog højest vil anddrage mellem 1 - 7 kr. om måneden, mens beboere på kommunens plejehjem på alle takster samlet får en lavere månedlig udgift på de ovennævnte ydelser på i alt 16 kr. pr. måned.
Københavns Borgerservice beregner hvert år et vejledende rådighedsbeløb til pensionister, der anvendes ved tildeling af personlige tillæg til pensionister. Oversigt over vejledende rådighedsbeløb fra januar 2012 vedlægges til orientering, jf. (bilag 2).
Indregning af underskud i taksterne
Genberegningen af taksterne på de valgfrie ydelser viser, at de taksterne har stabiliseret sig og følger den almindelige prisudvikling.
Økonomi
Taksterne følger den almindelige prisudvikling, og genberegningen medfører ingen ændringer i forhold til beregningen i forbindelse med 2. behandlingen af budgettet på Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 26. april 2012.
Videre proces
Det reviderede takstbilag sendes til orientering til De Københavnske Ældreråd.
Takstkataloget vedtages i forbindelse med sag om tekniske ændringer til budgettet, der behandles i Økonomiudvalget den 25. september 2012 og i Borgerrepræsentationen den 4. oktober 2012.
Hanne Baastrup
/Carsten Riis