Revisionsprotokollat - det sociale område
Revisionsprotokollat - det sociale område
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra Ordinært møde torsdag den 16. august 2007
3. Revisionsprotokollat - det sociale område
SOU 194/2007 J.nr. 65/2006
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen skal forelægge Revisionsdirektoratets bemærkninger og anbefalinger for udvalget samt redegøre for påtænkte foranstaltninger i forhold hertil.
INDSTILLING OG
Beslutning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, 1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager Revisionsdirektoratets bemærkninger og anbefalinger til efterretning, 2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender forvaltningens påtænkte foranstaltninger i forhold hertil. Sundheds- og
Omsorgsudvalgets beslutning den 16. august 2007: Indstillingens første at blev taget til efterretning og andet at blev godkendt. |
Problemstilling
Som følge af en målrettet indsats i 2006 og 2007 er kvaliteten af regnskabet på det sociale område nu på et acceptabelt niveau
Revisionsdirektoratet har i forbindelse med revisionen af årsregnskab for 2006 på visse dele af det sociale område (folkepension og boligydelse) afgivet to bemærkninger og to anbefalinger til forvaltningen. Revisionsbemærkninger kan "rangordnes" i forhold til, hvor graverende Revisionsdirektoratet/Revisionsudvalget finder, at forholdet er. I den rangordning der bruges i Københavns Kommune anvendes følgende 8 begreber: Påtale, særdeles kritisabelt, kritisabelt, alvorlig kritik, kritik, stærkt beklageligt, beklageligt og utilfredsstillende (hvor utilfredsstillende er mindst graverende). I protokollatet er de to bemærkninger ledsaget af én gang "kritik" og én gang "beklageligt".
Løsning
Revisionsbemærkninger
1. Revisionsdirektoratet finder det beklageligt, at temakontrollens 2. fase, som inkluderer udbetalinger af for lidt modtaget boligydelse i perioden 1. maj 1998 til 31. december 2003, først blev påbegyndt i maj 2007. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen tager bemærkningen til efterretning. Forvaltningen forventer, at alle sager er afsluttet inden udgangen af november 2007.
2. Revisionsdirektoratet skal udtale kritik af, at de interne kontrolforanstaltninger på P/O-kontorerne fortsat ikke udføres korrekt. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen lægger stor vægt på at have et velfungerende og effektivt decentralt kontrolmiljø, og anerkender, at revisionens kritik er berettiget. Forvaltningens ledelse reagerede derfor prompte på Revisionsdirektoratets henvendelse om svigt i det decentrale ledelsestilsyn i sommeren 2006. Der blev nedsat en arbejdsgruppe, der - i samarbejde med Revisionsdirektoratet – udarbejder et nyt kontrolkoncept baseret på en risikovurderingsproces, således at fokus rettes mod kontrollernes kvalitet frem for kvantitet. Dette omfattende og højt prioriterede arbejde forventes afsluttet inden udgangen af 2007.
Anbefalinger
1.
Revisionsdirektoratet anbefaler, at der følges
op på resultaterne af temakontrollen om vedligeholdelsespligt, særligt at der
tages initiativ til fremadrettet at sikre korrekt indtastning af
ansøgningsskemaets oplysninger. Endvidere anbefales, at forvaltningen overvejer
dels en gennemgang af såvel alle nyoprettede sager i 2006 samt sager overtaget
fra Socialforvaltningen på baggrund af det store antal fejl i en enkelt måneds
stikprøve, dels at indføre en kontrol af løbende sager, der overtages fra Socialforvaltningen.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil i forbindelse med arbejdet omkring
risikovurdering og nyt kontrolkoncept medtænke Revisionsdirektoratets
anbefalinger.
2.
Revisionsdirektoratet anbefaler, at
forvaltningen vurderer, hvorvidt der bør tages skridt til undersøgelse af
korrekt tildeling af supplerende pensionsydelse (ældrechecken), som følge af en
enkelt sag, som efter direktoratets opfattelse kan få betydning for tilsvarende
sager. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil overveje ændring af procedure samt
gennemførelse af temakontrol i forbindelse med beregning og udbetaling af den
supplerende pensionsydelse for 2008.
Øvrige kommentarer
Jf. revisionsbetænkningen for 2005, s. 247, pkt. 5, var Sundheds- og Omsorgsforvaltningen nu i stand til at afstemme pensionssystemet med KØR for årene 2002, 2003 og 2004 med henblik på endeligt at kunne opgøre og beregne statsrefusionen for disse år. Revisionsdirektoratet har nu modtaget afstemninger og forretningsgangsbeskrivelser. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har noteret sig, at direktoratet – ud fra det forelagte afstemningsmateriale – finder, at dette som udgangspunkt er tilfredsstillende, og at der herefter alene resterer nogle tekniske afklaringer omkring samspillet mellem pensionssystemet og KØR, samt en præcis opgørelse af refusionsmæssige berigtigelser som følge af afstemningen.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen kan nu – med henvisning til revisionsprotokollatets pkt. 21 – oplyse, at Socialministeriet og Kommunernes Landsforening (KL) på foranledning af forvaltningen har revurderet behovet for at medsende sagsakter og opbevare sagsakter i pensionssager ved flytning mellem kommuner. KL har den 20. juni 2007 udsendt en Administrativ Information "Sagsbehandlingspraksis i pensionssager ved flytning mellem kommuner". Samtidig er den landsdækkende flyttemeddelelse (blanket) tilrettet den ændrede praksis.
I revisionsprotokollatets pkt. 26 er opstillet en tabel over
antal reviderede sager. Ved sammenligning med resultatet af gennemgangen for 2005
finder Revisionsdirektoratet det positivt, at såvel antallet af formelle fejl
som fejl med refusionsmæssig betydning er faldet væsentligt i 2006.
Økonomi
Ingen.
Videre proces
Revisionsdirektoratet udarbejder – på baggrund af beslutningsprotokollen – samlet revisionsberetning for Københavns Kommune. De relevante dele af denne vil blive behandlet på møde i Sundheds- og Omsorgsudvalget i oktober 2007.
Bilag
1. Årsrevisionsprotokollat nr. 8/2006 til Sundheds- og Omsorgsudvalget vedrørende Sundheds- og Omsorgsforvaltningen – Revision af regnskab 2006 på visse dele af det sociale område (folkepension og boligydelse) af 10. juli 2007.
Hanne Baastrup /
Lars Matthiesen