Mødedato: 16.06.2005, kl. 14:00

Timepriser i relation til private leverandører af praktisk og personlig hjælp

Timepriser i relation til private leverandører af praktisk og personlig hjælp

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 16. juni 2005

 

 

Sager til beslutning

 

2.      Timepriser i relation til private leverandører af praktisk og personlig hjælp

 

SOU 179/2005  J.nr. 27/2002

 

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender timepriserne til leverandører af praktisk og personlig hjælp og de økonomiske konsekvenser heraf.

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at Sundhedsforvaltningen i forbindelse med halvårsregnskabet for 2005 søger Økonomiforvaltningen om en budgetomplacering fra momsudligningskontoen til hjemmeplejebudgettet til finansiering af de pålagte momsudgifter.

 

 

RESUME

I forbindelse med indførelse af frit valg på hjemmeplejeområdet skal der udregnes timepriser på de hjemmeplejeydelser, som kommunen har valgt skal være omfattet af godkendelsesmodellen i frit valg. Der er udregnet priser på følgende ydelser:

 

·        Praktisk hjælp

·        Personlig hjælp, hverdag og

·        Personlig hjælp, øvrig tid.

 

Det overordnede princip i beregningsmetoden er, at de gennemsnitlige langsigtede omkostninger sammenholdes med de leverede timer hos borgerne i 2004. Herefter fremskrives prisen til 2005.

I forbindelse med budgetudmeldingen for 2005 udsendte Sundhedsforvaltningen en foreløbig prisoversigt til private leverandører godkendt til frit valg i Københavns Kommune. På baggrund af regnskab 2004 er der efterfølgende foretaget en efterkalkulation af timepriserne.

Af denne kalkulation fremgår det, at der er sket en markant ændring imellem de tre priskrav.

Nedenstående tabel viser priser udmeldt pr. 1. januar 2005 til private leverandører og priser udregnet på baggrund af regnskab 2004 og herefter fremskrevet til 2005 niveau:

Timepriser

Udmeldt pr. 1. januar 2005 (ekskl. momsregulering)

Priser på baggrund af regnskab 2004. Fremskrevet til 2005. (ekskl. momsregulering)

Praktisk hjælp

283 kr.

263 kr.

Personlig hjælp, hverdag

332 kr.

317 kr.

Personlig hjælp, øvrig tid

379 kr.

455 kr.

 

Det er priserne udregnet på baggrund af regnskab 2004 og fremskrevet til 2005, som skal godkendes.

 

Efterkalkulationen betyder en merudgift på det samlede hjemmeplejeområde på 11,3 mill. Kr i 2005. Merudgiften forventes afholdt indenfor Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme, idet midlerne dækkes af de afsatte budgetreserver.

 

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har med virkning fra den 1. januar 2005 udsendt nye regler, som skal sikre ligestilling mellem kommunale og private producenter af personlig hjælp visiteret efter Servicelovens § 71. Løsningen er at undtage momsudgifterne ved kommunal produktion fra momsudligningsordningen.

 

Alle oplyste priser er eksklusiv den forventede regulering vedr. momsudgifter, idet Sundhedsforvaltningen i forbindelse med halvårsregnskabet for 2005 vil anmode Økonomiforvaltningen om omplacering af midler fra momsudligningsordningen under Økonomiudvalget til Sundheds- og Omsorgsudvalget. 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

I forbindelse med indførelse af frit valg på hjemmeplejeområdet skal der udregnes timepriser på ydelser visiteret i henhold til Servicelovens § 71. Prisfastsættelsen er sket i henhold til de nærmere fastsatte regler i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 903 af 31. august 2004 om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v. Prisfastsættelsen har endvidere taget udgangspunkt i den metode, som fremgår af vejledning nr. 77 af 31. august 2004 samt bilag hertil af 31. oktober 2002 vedr. prissætning af personlig og praktisk hjælp herunder madservice.

I henhold til lovkravet skal der udregnes timepriser for de hjemmeplejeydelser, som kommunen vælger skal være omfattet af godkendelsesmodellen i frit valg.

Som udgangspunkt skal der ifølge bekendtgørelsen foreligge timepriser på følgende ydelser:

·        Praktisk hjælp

·        Personlig hjælp, hverdag og

·        Personlig hjælp, øvrig tid.

Der er alene udregnet en pris pr. ydelse gældende for hele Sundhedsforvaltningen og ikke en pris pr. lokalområde. Timeprisen til personlig hjælp, øvrig tid dækker alle ydelser leveret udenfor dagtiden, det vil sige, at ydelser leveret om natten også afregnes til denne timepris. Alle øvrige ydelser er foreslået bragt i udbud, hvorfor der ikke skal udregnes priser herpå.

I den udregnede pris er forudsat, at de leverede timer svarer til de mellem Pensions- og Omsorgskontorerne og Ældrekontorerne/hjemmeplejelederne afregnede timer.

I forbindelse med budgetudmeldingen for 2005 udsendte Sundhedsforvaltningen en foreløbig prisoversigt til private leverandører godkendt til frit valg i Københavns Kommune. På baggrund af regnskab 2004 er der efterfølgende foretaget en efterkalkulation af timepriserne.

Det overordnede princip i beregningsmetoden er, at de gennemsnitlige langsigtede omkostninger sammenholdes med de leverede timer hos borgerne i 2004. Herefter fremskrives prisen til 2005.

Formlen for beregningen fremgår af nedenstående brøk:

Pris pr. time =                   Samlede omkostninger for 2004

                                                      __________________________

                                                      Samlede leverede timer i 2004

Vedrørende sygeplejeydelser

Sygeplejeydelser er ikke omfattet af lov om frit valg. Af hensyn til helhedsplejen er  kvalitetsstandarderne imidlertid opbygget således, at hjemmesygeplejeydelser er en integreret del af den personlige pleje. Derfor har sundhedsforvaltningen været nødt til at udskille sygeplejeydelserne særskilt. I den forbindelse er sygeplejeydelser blevet defineret i henhold til Lov om hjemmesygepleje, hvorfor sygeplejeydelser i forhold til øvrige komplekse personlige plejeopgaver derfor alene vedrører de lægehenviste sygeplejerskeydelser.

De lægehenviste sygeplejerskeydelser registreres pt. ikke særskilt, hverken i forhold til udgifter eller aktiviteter. Andelen af disse ydelser er derfor foretaget via en teknisk beregning på baggrund af ydelseskategorier i registreringssystemerne TOP og KOS.

Priser til private leverandører

Nedenstående tabel viser de udmeldte priser 2004 og de efterudregnede priser for 2004 til private leverandører:

Timepriser 2004, ekskl. moms

Udmeldt pr. 1. januar 2004

Efterkalkulation på baggrund af regnskab 2004

Praktisk hjælp

278 kr.

257 kr.

Personlig hjælp, hverdag

327 kr.

310 kr.

Personlig hjælp, øvrig tid

373 kr.

445 kr.

 

Ovenstående priser indeholder samtlige omkostninger forbundet med leveringen af de forskellige ydelser. Det vil sige omkostninger til øvrige støttefunktioner (centrale omkostninger) som lønanvisning, BST, konsulentbistand m.v. Endvidere indeholder priserne udgifter til centrale konteringer, som eksempelvis udgifter til it-transaktionsydelser, barselsfond m.v.

I forbindelse med prisberegningen er der følgende forudsætninger:

·        Som beregningsgrundlag er anvendt de samlede omkostninger og timer for regnskabsåret 2004 vedr. den kommunale hjemmepleje.

·        Pensions- og Omsorgskontorerne har i 2004 foretaget afregning af timer med Ældrekontorerne. Til brug for opgørelse af timer til afregning er der decentralt udtrukket aktivitetsdata fra henholdsvis KOS og TOP registreringssystemerne.

·        I forbindelse med opgørelse af de gennemsnitlige langsigtede omkostninger, skal afskrivninger indgå. Da hjemmeplejeenhederne bor til leje, er det undladt at medregne afskrivninger på bygningerne. Hjemmeplejen anvender leasede biler, hvorfor leasingudgiften er anvendt.

·        I Københavns Kommune er der oprettet en central barselsfond, som dækker de udgifter til barsel, som ikke kompenseres af dagpengeindtægter. Barselsfonden blev oprettet i 1998, hvor alle forvaltninger afgav 0,7% af lønbudgettet til fonden. For at kompensere for dette økonomiske tilskud er der i prisberegningsgrundlaget tillagt 0,7% af lønforbruget til timepriserne.

 

Konsekvenser for timepriser 2005

Som det fremgår af efterkalkulationsarbejdet er der sket en markant ændring imellem de tre priskrav. Efterkalkulationen har vist, at prisen på personlig hjælp generelt er dyrere end det oprindelige udgangspunkt, mens prisen på praktisk hjælp har vist sig billigere end den oprindelige beregning.

Endvidere er timerne til praktisk hjælp faldet. En del af forklaringen på de faldende timer er, at de kommunale leverandører ikke længere leverer hjælp til indkøbs- og tøjvaskordninger, idet disse ydelser alene leveres af private leverandører. Eftersom timerne til praktisk hjælp generelt er faldet og de afregnede timer bliver brugt som fordelingsnøgle til decentrale fællesomkostninger, omkostninger til øvrige støttefunktioner og centrale konteringer vil det influere på fordelingen mellem priskravene, når der sker en ændring. Det betyder, at praktisk hjælp prisen reduceres, idet de faste udgifter nu fordeles med en større andel på personlig hjælp timerne.

Derudover er timerne på personlig hjælp, øvrig tid  til gengæld steget markant. Det kan til dels forklares med, at KOS er under implementering, og der som følge heraf er større fokus på registrering af aktiviteter. Det indebærer, at samtlige timer og ydelser nu registreres.

 

Nedenstående tabel viser de pr. 1. januar 2005 udmeldte priser og priserne, som de er efter en udregning på baggrund af regnskab 2004.

 

 

Priser til private leverandører:

Timepriser

Udmeldt pr. 1. januar 2005 (ekskl. momsregulering)

Priser på baggrund af  regnskab 2004. Fremskrevet til 2005 (ekskl. momsregulering)

Praktisk hjælp

283 kr.

263 kr.

Personlig hjælp, hverdag

332 kr.

317 kr.

Personlig hjælp, øvrig tid

379 kr.

455 kr.

 

Socialministeriet har den 1. juni 2005 udsendt orientering om ændring af lov om social service. Et af punkterne vedrører efterbetaling af leverandører. Af loven fremgår, at der skal foretages efterbetaling, hvis timepriserne har været fastsat for lavt. Sundhedsforvaltningen afventer nu, at Socialministeriet fastsætter de nærmere regler for de kommunale myndigheders pligt til at efterbetale de private leverandører. Det skal bemærkes, at kommunen under den tidligere lovgivning ikke har haft hjemmel til at efterbetale de private leverandører.   

 

Til orientering skal det oplyses, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet med virkning fra den 1. januar 2005 har udsendt nye regler, som skal sikre ligestilling mellem kommunale og private producenter af personlig og praktisk hjælp visiteret efter Servicelovens § 71. Løsningen er at undtage momsudgifterne ved kommunal produktion fra momsudligningsordningen. På den måde opnår hverken de private eller de kommunale leverandører fradrag for momsudgifter.

 

I praksis betyder det, at timepriserne på praktisk og personlig hjælp m.v., skal forhøjes med de momsudgifter, som kommunen hidtil har fået refunderet via momsudligningsordningen.

Alle de opgivne priser er eksklusiv denne forventede regulering.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har tilkendegivet, at de ændrede regler vedr. moms samlet er udgiftsneutrale, hvilket for Københavns Kommune betyder, at Økonomiforvaltningens indbetaling til momsudligningsordningen vil blive mindre, mens udgifterne på hjemmeplejeområdet tilsvarende vil blive større.

Sundhedsforvaltningen vil i forbindelse med fremlæggelse af halvårsregnskabet for 2005 anmode om omplacering af midler fra Økonomiudvalget til Sundheds- og Omsorgsudvalget.

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Sundhedsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

Som det fremgår af efterkalkulationsarbejdet er der sket en markant ændring imellem de tre priskrav.

 

Efterkalkulationen betyder for det samlede hjemmeplejeområde en merudgift på 11,3 mill. Kr. i 2005. Merudgiften forventes afholdt indenfor Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme, idet midlerne dækkes af de afsatte budgetreserver.

HØRING

Indstillingen har ikke været i høring.

 

BILAG

Ingen.

 

 

Lau Svendsen-Tune                                                                           

/Hanne Baastrup

 


 

Til top