Mødedato: 16.06.2005, kl. 14:00

Medlemsforslag fra Lise Helweg (V) om folkeundersøgelse af osteoporose

Medlemsforslag fra Lise Helweg (V) om folkeundersøgelse af osteoporose

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 16. juni 2005

 

 

Sager til drøftelse

 

16.      Medlemsforslag fra Lise Helweg (V) om folkeundersøgelse af osteoporose

 

SOU 168/2005  J.nr. 28/2005

 

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter Lise Helwegs (V) forslag om folkeundersøgelse af osteoporose.

 

 

 

RESUME

Sundheds- og Omsorgsudvalget har på budgetseminaret i februar måned 2005 diskuteret forebyggelse og folkeundersøgelse i relation til osteoporose, og forslaget er på Sundheds- og Omsorgsudvalgets ønskeliste for 2006. Lise Helweg har d. 27. april 2005 henvendt sig til Sundhedsborgmesteren med ønske om at genoptage sagen i Sundheds- og Omsorgsudvalget.

 

Lise Helweg(V) ønsker, at Sundheds- og Omsorgsudvalget diskuterer en folkeundersøgelse af osteoporose og opstiller to forskellige forslag til, hvordan en sådan folkeundersøgelse kan gennemføres.

 

Den ene type folkeundersøgelse er en spørgeskemaundersøgelse, hvor de praktiserende læger udleverer et spørgeskema til deres kvindelige patienter over 65 år. Spørgeskemaet har til formål at identificere de kvinder, som har osteoporose eller har risiko for at udvikle sygdommen.

 

Den anden type folkeundersøgelse er en generel screening, hvor alle kvinder over 65 år som forsøg i Københavns Kommune indkaldes til knoglescanning.

 

I indstillingen påpeges forskellige faglige synspunkter i forhold til screening af osteoporose. Hovedkonklusionen er, at hverken Sundhedsstyrelsen eller overlæge ved Hvidovre Hospital Lars Hyldstrup anbefaler en generel screening af hele befolkningen over 65 år f.eks. i Københavns Kommune. Da det ikke en sikker metode udelukkende at diagnosticere osteoporose på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse og at det derfor kan give patienterne en falsk tryghed.  Lars Hyldstrup foreslår dog som forsøg en begrænset folkeundersøgelse af osteoporose i Københavns Kommune med henblik på afprøvning af screening. Lars Hyldstrup har udarbejdet et notat omkring osteoporose, som er vedlagt som bilag.

 

På den baggrund indstiller Sundhedsforvaltningen, at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter Lise Helwegs forslag om folkeundersøgelse af osteoporose.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

 

Baggrund

Sundheds- og Omsorgsudvalget har på budgetseminaret i februar måned 2005, på opfordring fra Lise Helweg, diskuteret forebyggelse og folkeundersøgelse i relation til osteoporose. Forslaget om forebyggelse af osteoporose er på Sundheds- og Omsorgsudvalgets ønskeliste for 2006. Lise Helweg har i mellemtiden haft et møde med overlæge Lars Hyldstrup ved Hvidovre Hospital, hvor forskellige emner i forhold til osteoporose blev diskuteret. På denne baggrund har Lise Helwegs henvendt sig til Sundhedsborgmesteren d. 27. april 2005 med ønske om at genoptage sagen i Sundheds- og Omsorgsudvalget.

 

Lise Helweg ønsker, at Sundheds- og Omsorgsudvalget diskuterer en folkeundersøgelse af osteoporose og opstiller to forskellige forslag til, hvordan en sådan folkeundersøgelse kan gennemføres.

 

I det nedenstående beskrives de to forslag og kommenteres på baggrund af udtalelser fra overlæge Lars Hyldstrup ved Hvidovre hospital samt Sundhedsstyrelsen anbefalinger. Lars Hyldstrups har udarbejdet et notat vedr. osteoporose, som er vedlagt som bilag.

 

Opsporing af patienter gennem privat praktiserende læge

Den første type folkeundersøgelse Lise Helweg foreslår, er en folkeundersøgelse hvor de praktiserende læger udleverer et spørgeskema til deres kvindelige patienter over 65 år. Spørgeskemaet har til formål at identificere de kvinder, som har osteoporose eller har risiko for at udvikle sygdommen. Disse kvinder kan efterfølgende knoglescannes og tages i behandling samt informeres om forebyggelse.

 

Ifølge Lars Hyldstrup er problematikken ved denne metode, at det kan give patienterne en falsk tryghed. Selvom patienterne svarer bekræftede/benægtende til bestemte forhold, som giver udtryk for, at patienten ikke har osteoporose, er der alligevel risiko for, at patienten har eller senere kan udvikle osteoporose. Det er således ikke en sikker metode udelukkende at diagnosticere osteoporose på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse.  En anden problematik ved en spørgeskemaundersøgelse er, at det sandsynligvis er langt fra alle kvinder, der er i risikogruppe for at udvikle osteoporose, der vil besvare spørgeskemaet.

 

Screening af alle kvinder over 65 år

Den anden type folkeundersøgelse Lise Helweg foreslår er mere omfattende. Folkeundersøgelsen indbefatter, at alle kvinder over 65 år i Københavns Kommune, som et forsøg f.eks. i tre år, indkaldes til knoglescanning på samme måde som mammografi-undersøgelser er tilrettelagt.

 

Der er en lang række overvejelser i forhold til at iværksætte screening. For det første er det ikke alle sygdomme, der er egnede til forebyggelse gennem screening. Der er således en række forhold, som er afgørende for om en given sygdom kan bekæmpes hensigtsmæssigt gennem screening. Disse forhold er:

 

§      ;        Sygdommes hyppighed og alvor

§             Præcision, risici og pris for den diagnostiske test

§             Mulighederne for forebyggelse af sygdommen

 

I forhold til osteoporose har det været omdiskuteret om sygdommen er velegnet til forebyggelse gennem screening. Ifølge Lars Hyldstrup taler sygdommens alvor og hyppighed for screening, men der er rejst tvivl om både de diagnostiske muligheder og den efterfølgende behandling. Med hensyn til diagnostik har der i 18 år været anvendt scanning af ryg og hofte med DXA-teknik. Metoden er ufarlig og relativt billig, men den har ikke kunnet identificere individer med eksisterende rygsammenfald. Indenfor de seneste år er dette blevet markant forbedret, idet DXA-scannere nu også kan visualisere rygsøjlen, således at rygsammenfald kan afsløres. Ligeledes har det tidligere været anført at forebyggelsesmulighederne, medicinske såvel som livsstilsmæssige, var utilstrækkelige. Ifølge Lars Hyldstrup har dette ændret sig indenfor de seneste år, således at der vil kunne anvises brugbare forebyggelsesalternativer til alle, som måtte få påvist osteoporose ved screening. Disse forebyggelsesalternativer falder indenfor tre kategorier. Den første vedrører livsstilsændring, idet røgfrihed og øget fysisk aktivitet kan forebygge osteoporose. Den anden handler om at få tilstrækkelig med kalk og D-vitamin, mens den sidste omhandler den medicinske behandling/forebyggelse. Der er indenfor de senest år udviklet nyt medicin både i forhold til at genopbygge knoglemassen, for de patienter med en meget svær grad af osteoporose og i forhold til at bremse knoglesvindet.

 

Screening af en mindre befolkningsgruppe

Lars Hyldstrup anbefaler i sit notat, at der som forsøg tilbydes screening til en mindre befolkningsgruppe. Dette forslag skal ses i lyset af, at der ikke tidligere er gjort erfaringer i andre amter med screening af osteoporose og de forholdsvis store udgifter ved at tilbyde screening til alle kvinder over 65 år i Københavns Kommune. Endvidere vil det på baggrund af en mindre undersøgelse være muligt at sammenligne forskellige screeningsværktøjer og dermed belyse hvilke af de anvendte metoder, som er bedst egnet til en mere generel folkeundersøgelse i hele København.  Jf. Lars Hyldstrups notat, hvor han forslår en begrænset folkeundersøgelse omfattende både mænd og kvinder i Københavns Kommune.

 

Sundhedsstyrelsens anbefalinger

Sundhedsstyrelsens og Fødevaredirektoratets publikation om osteoporose fra 2001 anbefaler, at det kun er personer med visse risikofaktorer, der får tilbud om knogleskanning. Sundhedsstyrelsen har oplyst, at der forså vist Sundhedsstyrelsen er orienteret, fortsat ikke belæg for at anbefale en egentlig befolkningsscreening. Sundhedsstyrelsen henviser blandt andet til en leder i Ugeskrift for Læger, 2. august 2004 (Overlæge Pia A Eiken: Kvalitetssikring af osteoporosediagnostikken) fandt, at det alene er personer med tilstedeværende risikofaktorer for udvikling af osteoporose, der bør tilbydes DXA-skanning. Dette drejer sig f.eks om kvinder, som er arveligt disponeret i lige linie for osteoporose, kvinder med lav kropsvægt (BMI <19 kg/m2) eller kvinder med abnormt tidlig menopause (<45 år).

 

Endvidere konkluderer det svenske MTV-institut SBU på baggrund en systematisk litteraturgennemgang i 2003, at der ikke findes videnskabeligt grundlag for at screene raske midaldrende personer for osteoporose.

 

Sundhedsstyrelsen påpeger endvidere, at det er vigtigt at være opmærksom på, at en evt. indførelse af befolkningsscreening for osteoporose vil indebære et stort ressourcetræk på sundhedsvæsenet i form af knogleskanninger, opfølgende kontroller samt livslang medicinsk behandling af de personer, som har en lav knogletæthed mv.

 

Sundhedsstyrelsen bemærker, at det kan overvejes lokalt at styrke indsatsen for, at personer med en forøget risiko for at udvikle osteoporose tilbydes knogleskanning - en form for højrisikoscreening.

 

De faglige anbefalinger vedr. screening af osteoporose

Det fremgår af ovenstående, at der er forskellige faglige synspunkter i forhold til at anbefale screening af osteoporose. Samlet set anbefaler, hverken Sundhedsstyrelsen eller Lars Hyldstrup en generel screening af hele befolkningen over 65 år f.eks. i Københavns Kommune. Lars Hyldstrup foreslår dog som forsøg en begrænset folkeundersøgelse af osteoporose i Københavns Kommune med henblik på afprøvning af screening.

 

Endvidere skal det bemærkes at både den primære, sekundære og tertiære forebyggelse af osteoporose, ligesom øvrige folkesygdomme, handler om øget fysisk aktivitet, røgfrihed og begrænset indtag af alkohol. Disse forhold er der allerede meget fokus på i den generelle forebyggelsesindsats i Københavns Kommune. Faldforebyggelse er desuden utrolig vigtig for at undgå brud hos ælde og dermed udviklingen af osteoporose. Københavns Kommune har i mange år arbejdet med faldforebyggelse, herunder uddeling af hoftebeskyttere. Kommunen har opnået gode resultater og opnået en reduktion af hoftebrud hos de ældre på 14% sammenlignet med 6% i den øvrige del af landet.

 

På baggrund af ovennævnte sagsgennemgang indstiller Sundhedsforvaltningen, at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter Lise Helwegs forslag om folkeundersøgelse af osteoporose.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Sundhedsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

Et skøn over omkostningerne ved selve screeningen af samtlige kvinder over 65 år i Københavns Kommune viser en udgift på ca. 11 mio. kr. Der er 28.035 kvinder i alderen 65- 89 år i Københavns Kommune pr. 1. januar 2005.  Hvis der regnes med en udgift på 595 kr. per scanning (KPLL'a takster for 2005), og man regner med at 2/3 af kvinderne vil benytte sig af tilbuddet, vil det betyde en udgift på ca. 11. mio. kr. Hertil kommer følgeudgifterne til en livslangbehandling medicinsk behandling samt opfølgende undersøgelse og knoglescanninger.

 

Lars Hyldstrups forslag om en begrænset screnning af alle kvinder mellem 65-84 år i Valby vurderes til at koste omkring 2,8 mio. kr. I disse omkostninger indgår undersøgelse og vejledning men ikke udgifter til behandling og opfølgende undersøgelser.

 

BILAG

-         Osteoporose hos københavnere af overlæge Lars Hyldstup, Hvidovre Hospital, Endokrinologisk Afdeling

-         Lise Helwegs referat fra mødet med Lars Hyldstrup d. 25. april 2005

 

 

 Ib Haurum

                                                                                       /Jens Egsgaard

 


 

Til top