Forventet regnskab pr. 31. marts 2022
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fremlægger forventet regnskabsresultat for hele 2022 for Sundheds- og Omsorgsudvalget - til udvalgets godkendelse.
Regnskabet udviser på Service et forventet mindreforbrug på 28,0 mio. kr. ved udgangen af 2022. På Anlæg forventes budgetoverholdelse. Overførsler udviser et forventet merforbrug på 0,4 mio. kr., og Finansposter udviser et forventet mindreforbrug på 192,1 mio. kr.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender det forventede regnskab for 2022, pr. 31. marts 2022.
Problemstilling
For at sikre en ensartet budgetopfølgning i Københavns Kommune, skal fagforvaltningerne i løbet af et regnskabsår udarbejde tre kvartalsvise regnskabsprognoser. Prognoserne beskriver forvaltningens forventninger til årets regnskabsresultat, herunder hvilke afvigelser der måtte være i forhold til det eksisterende budget.
Nedenfor fremlægges således den første af tre prognoser for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i 2022. De resterende to prognoser forelægges for Sundheds- og Omsorgsudvalget på udvalgsmøderne d. 16. august 2022 og d. 17. november 2022. Årets første prognose for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i 2022 indgår i Københavns Kommunes samlede forventede regnskab, som behandles af Økonomiudvalget d. 24. maj 2022.
Det forventede regnskab er udarbejdet på baggrund af budget- og regnskabstal pr. 31. marts 2022, samt tilbagemeldinger fra centrale og decentrale enheder i forvaltningen om det forventede forbrug i årets resterende måneder.
Den forventede regnskabsafvigelse på Service udviser et forventet mindreforbrug på 28,0 mio. kr. Det bemærkes, at størstedelen af det forventede mindreforbrug på Service kan henføres til uddannelsesområdet, hvor der på det dimensionerede elevområde (sosu-hjælper- og sosu-assistentelever) er et forventet mindreforbrug. Dette mindreforbrug kan ikke omprioriteres til nye formål og andre initiativer i forvaltningen, idet de er øremærket elevområdet. Forvaltningen har mulighed for at anvende dele af et eventuelt mindreforbrug til formål indenfor elevområdet fx i forhold til fastholdelse eller rekruttering.
Løsning
Ligesom i 2020 og 2021 medfører COVID-19 situationen, at der fortsat er en del usikkerheder forbundet med prognosen. Aktivitetsniveauet for flere områder er således ved at være tilbage på niveauet før COVID-19 nedlukningerne, mens 1. kvartal 2022 på den anden side har været præget af et stort sygefravær blandt personalet, som følge af COVID-19.
Det forventede regnskab for 2022 er forvaltningens bedste bud på et regnskabsresultat med de aktuelt kendte oplysninger og risici. Idet prognosen udarbejdes på baggrund af tre måneders faktisk forbrug, er den på nuværende tidspunkt behæftet med en del usikkerhed.
Når merudgifterne til COVID-19 fratrækkes resultatet, forventer Sundheds- og Omsorgsforvaltningen et mindreforbrug på service i 2022 på 28,0 mio. kr. Tabel 1 opsummerer det forventede regnskabsresultat på de forskellige styringsområder og bevillinger
Tabel 1: Sundheds- og Omsorgsforvaltningens forventede regnskab pr. 31. marts 2022
Note:
Mindreforbrug angives med minus, merforbrug angives med plus.
Afrundinger kan betyde, at alle summeringer ikke stemmer på decimalen.
Nedenfor gennemgås kort de væsentligste afvigelser for de enkelte bevillinger. Alle afvigelser er eksklusiv mer-/mindreudgifter til COVID-19.
Sundhed udviser et forventet mindreforbrug på 6,2 mio. kr. for hele 2022. Mindreforbruget kan primært henføres til forebyggelsesområdet og hjemtagning af de færdigbehandlede patienter fra hospitalerne. Forebyggelsescentrene har i starten af 2022 haft en lavere aktivitet og vakante stillinger. Det forventes, at aktiviteten stiger i løbet af 2022.
Ældre udviser et forventet mindreforbrug på 23,8 mio. kr. for hele 2022.
Mindreforbruget kan primært henføres til uddannelsesområdet, hvor der på det dimensionerede elevområde (sosu-hjælper- og sosu-assistentelever) er et mindreforbrug, som skyldes høje frafaldsprocenter på uddannelserne. Dette mindreforbrug kan ikke omprioriteres til at finansiere nye initiativer i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, idet budgettet øremærket til finansiering af elevuddannelserne. Mindreforbruget på elevområdet vil blive tilbageført til kassen i forbindelse med halvårsregnskabet. Forvaltningen er i færd med at iværksætte initiativer for at minimere frafaldet på elevområdet, hvormed det aktuelle forventede mindreforbrug forudses reduceret frem mod halvårsregnskabet.
Derudover er der på ældrebevillingen et mindreforbrug på plejehjemsområdet, der kan henføres til, at der i 2022 åbnes marginalt færre plejehjemspladser end planlagt. Dette mindreforbrug modsvares af et merforbrug på køb af pladser, hvor der er sket en stigning i køb af pladser på friplejehjem, som er dyrere end kommunalt drevne plejehjemspladser.
Administration udviser et forventet merforbrug på 1,7 mio. kr. Merforbruget kan primært henføres til Centralforvaltningens ejendomsudgifter, idet der efter flytningen fra Sjællandsgade til Telehuset er en periode, hvor der betales husleje for begge adresser.
Anlæg
Anlæg udvider budgetoverholdelse.
Overførsler
Overførsler udviser et forventet merforbrug på 0,4 mio. kr., hvilket primært kan henføres til et merforbrug på tomgangshuslejen for ældreboligerne.
Finansposter
Finansposter udviser et forventet mindreforbrug på 192,1 mio. kr., som primært kan henføres til mindreforbrug vedrørende udgifter til beboerindskudslån og indskud i landsbyggefonden. Frem mod halvårsregnskabet vil der ske en reperiodisering af budgettet fra 2022 til 2023 og 2024, hvorved budgettet bliver lagt i de år, hvor udgifterne forventes at være.
Økonomi
Jf. ovenfor
Videre proces
Økonomiudvalget behandler kommunens samlede forventede regnskab for 2022 på økonomiudvalgsmødet d. 24. maj 2022.
Katja Kayser
/Morten Sten Andersen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.