Mødedato: 16.05.2013, kl. 14:30
Mødested: Skt. Elisabeth på Amager, Forebyggelsescentret

Sankt Elisabeth

Se alle bilag
Orientering om mulighederne for samlokalisering af kommunale funktioner og enheder på det tidligere hospital Sankt Elisabeth på Amager.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
 
1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen vedrørende mulighederne for at gennemføre yderligere samlokalisering af kommunale funktioner og enheder mv. i forbindelse med et evt. køb eller leje af Sankt Elisabeth på Amager til efterretning, og

2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at der udarbejdes et budgetnotat om yderligere samlokalisering af kommunale funktioner og enheder mv. på Sankt Elisabeth på Amager, der indgår i de videre forhandlinger vedrørende Budget 2014.

Problemstilling

Sundhedshus Amager åbnede i 2010 og ligger på dele af det tidligere hospital Sankt Elisabeth på Hans Bogbinders Allé, 2300 København S. Sundhedshuset rummer pt. forebyggelsescenter, sygeplejeklinik og inkontinensklinik, træningscenter samt en stor hjemmeplejeenhed. Endvidere har Socialforvaltningen lokaler til et alkoholtilbud i bygningerne.

Sankt Elisabeth ejes af Region Hovedstaden, og bygningskomplekset er på i alt ca. 18.000 m2. Kommunen lejer pt. ca. 4.200 m2. I løbet af 2013 fraflytter regionen en række funktioner fra Sankt Elisabeth, hvorved der frigøres yderligere ca. 8.000 m2, som kommunen i givet fald har mulighed for helt eller delvist at anvende, bl.a. til samlokalisering af enheder.

Løsning

De frigjorte arealer vil kunne udnyttes til at samle en række kommunale funktioner og enheder, der ligger andre steder på Amager med deraf følgende huslejebesparelser. Samlokationen vil følge kommunens generelle arbejde med hensyn til en rationel arealudnyttelse.

Forvaltningen har byggeteknisk gennemgået Sankt Elisabeth og finder arealerne lokalemæssigt yderst velegnede til dette formål. Sankt Elisabeth ligger endvidere centralt på Amager med gode tilkørsels- og parkeringsforhold og med velegnede udearealer.

Sankt Elisabeth vil kunne fungere som et samlingspunkt på Amager for en lang række borgerrettede funktioner på såvel ældre- som sundhedsområdet mv. Udvidelsen vil sikre væsentligt bedre fysiske rammer for borgerbetjeningen, og der kan etableres moderne, indbydende og innovative faciliteter og lokaler, hvor de forskellige faglige funktioner samtænkes såvel fysisk som indholdsmæssigt. Den fysiske samling vil dermed give mulighed for et væsentligt tættere samarbejde og hermed større synergi imellem de faglige enheder og funktioner i huset. Derudover vil de yderligere arealer kunne løse en række bygningsmæssige udfordringer og begrænsninger for en række af de kommunale tilbud, der pt. ligger i det nuværende sundhedshus.

Følgende funktioner/enheder/tilbud vil eksempelvis kunne samles/udvides på Sankt Elisabeth:

  • Den nuværende rehabiliteringsafdeling for Amager ligger på Plejecentret Hørgården på Brydes Allé. Hørgården skal i de kommende år gennemgå en omfattende modernisering, og der skal i den forbindelse tages stilling til den fremtidige placering af rehabiliteringsafdelingen. Afdelingen, der har 38 midlertidige døgnpladser, kan med fordel flyttes til Sankt Elisabeth, som er bygningsmæssigt yderst velegnet til et rehabiliteringscenter, og der vil kunne etableres et tæt samarbejde med træningscenter, aktivitetstilbud, mm.
  • Hjemmeplejeenheden i Sundparken kan flyttes, således at hele hjemmeplejen for hele Amager er placeret på Sankt Elisabeth med deraf følgende stordriftsfordele. Sankt Elisabeth er placeret særdeles centralt, og hjemmeplejen vil herfra kunne betjene alle borgerne på Amager. Den fysiske nærhed mellem hjemmeplejen og træningscenteret vil endvidere skabe værdi for borgeren, da det tværfaglige samarbejde understøttes af mulighed for øget kontakt mellem de forskellige faggrupper.
  • Lokalområdekontor Amager der pt. ligger i et lejemål på Amagerbrogade kan flyttes til Sankt Elisabeth. Lokalområdekontoret varetager funktioner som visitation til ydelserne på ældreområdet, udviklingsstab og lokal administration. Placering af myndighed og udvikling tæt på drift og borger kan medvirke til skærpet understøttelse af udvikling og gennemsigtighed i organisationen.
  • Der er pt. 1 praktiserende læge i det eksisterende Sundhedshus på Sankt Elisabeth. De ekstra arealer muliggør, at der er plads til eksempelvis yderligere 5 praktiserende læger, fx speciallæger inden for gerontologi. Ved at sammentænke sundhedstilbud på tværs af sektorer er der gode muligheder for at sikre lokale sammenhængende tilbud af høj kvalitet.
  • Aktivitets- og klubtilbud til ældre.
  • Frivilligeorganisationer og -grupper.
  • Patientforeninger.
  • Andre kommunale eller regionale tilbud og funktioner.
  • Forebyggelsescenter Amager og Træningscenter Amager har begge pladsproblemer, hvilket vil kunne løses ved en udvidelse på de yderligere arealer på Sankt Elisabeth.

Det skal bemærkes, at der ligger et stort varmtvandsbassinet på Sankt Elisabeth, der bl.a. anvendes til motion og vedligeholdelsestræning i regi af folkeoplysende foreninger. Bassinet kan indtænkes mere aktivt i forhold til de borgerrettede funktioner i Træningscentret og Rehabiliteringsafdelingen.

En samling af ovenstående funktioner vil kunne sikre faglig synergier og etableringen af én borgerindgang, men kan også sikre en fælles og bedre udnyttelse af de lokalemæssige faciliteter (træningssale, behandlingsrum, mødelokaler, kontorfaciliteter mv.) på tværs af de forskellige enheder og tilbud.

Såfremt alle de nævnte funktioner skal placeres på Sankt Elisabeth forudsættes det, at alle de frigjorte 8.000 m2 anvendes. Alt efter lokaledisponeringen og etableringen af lokalefællesskaber vil der dog på sigt kunne være mulighed for at samtænke yderligere funktioner i huset, såfremt der er ønske og behov herfor, eksempelvis fra andre forvaltninger i kommunen eller regionale tilbud mv.

For en nærmere gennemgang af mulighederne på Sankt Elisabeth henvises til vedlagte bilag.

En eventuel overtagelse af Sankt Elisabeth vil forudsætte at de nuværende bygninger – i større og mindre omfang - renoveres indvendigt og udvendigt samt at bygningerne enten lejes eller købes af Region Hovedstaden. Udgifterne hertil, herunder eventuel periodisering over de kommende år samt drifts- og huslejebesparelser ved samlokalisering af funktioner, vil blive beregnet i forbindelse med udarbejdelsen af et budgetnotat, der vil indgå i de videre forhandlinger vedrørende Budget 2014. Det bemærkes, at Sankt Elisabeth er et relativt gammelt bygningskompleks, og en istandsættelse vil koste et betydeligt millionbeløb. Det bemærkes endvidere, at et prisoverslag ved køb eller leje vil forudsætte en konkret forhandling med regionen.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Videre proces

Såfremt Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen udarbejde et budgetnotat, der vil indgå i de videre forhandlinger vedrørende Budget 2014.

           

Hanne Baastrup

                                                            /Jette Bolding

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top