Ansøgning til pulje vedr. etablering af lægehuse
Sundheds- og Omsorgsudvalget skal godkende, at Københavns Kommunes søger Sundheds- og Ældreministeriets pulje til etablering af lægehuse i Københavns Kommune.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at Københavns Kommunes ansøger om midler til etablering af lægehuse i Københavns Kommune
Problemstilling
I regeringsudspillet, 'Sundhed, hvor du er', har regeringen genåbnet puljen til etablering af læge- og sundhedshuse, hvor der alene i 2018 er afsat 200 mio. kr. Med puljen ønsker regeringen bl.a. at understøtte en modernisering af organiseringen af almen praksis, bl.a. i forhold til de nye opgaver, som overenskomstaftalen med almen praksis lægger op til. Ligeledes ønskes der med puljen en udvikling af almen praksis, hvor kvaliteten er høj, uanset hvor i landet man bor, ligesom man ønsker at højne tilgængeligheden til almen praksis. Derudover skal de nye lægehuse være med til at styrke sammenhængen i det nære sundhedsvæsen – herunder styrke sammenhængen mellem almen praksis og de kommunale sundhedsydelser.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) indstiller, at der søges om midler til etablering af to lægehuse i henholdsvis Brønshøj/Husum og på Amager, der skal hjælpe den lægemangel, der er risiko for i de to områder.
Løsning
I Københavns Kommunes sundhedspolitik står lighed i sundhed som en central del i visionen om, at københavnerne i 2025 er blandt de borgere i verden, som har den bedste livskvalitet.
Én af hjørnestenene i lighed i sundhed er lige adgang til sundhedsydelser – herunder lige adgang til almen praksis. Særligt i udsatte boligområder har det dog de seneste år været svært at tiltrække praktiserende læger til. Derfor spillede Københavns Kommune også en aktiv rolle i arbejdet med at få tiltrukket to praktiserende læger til Tingbjerg, et område, der havde stået uden praktiserende læger i to år. Her hjalp Københavns Kommune bl.a. med at tilvejebringe attraktive lokaler, understøttet oprettelse af praksis, ligesom Københavns Kommune tilknytter en socialrådgiverfunktion til de praktiserende læger i Tingbjerg.
I tråd med denne indsats kan ministeriets pulje søges til at opkøbe og omkonvertere nuværende tomme ældreboliger i Brønshøj/Husum og på Amager med henblik på at etablere lægehuse, der kan lejes ud til almen praksis.
Lægehuse skal understøtte lighed i sundhed
Særligt Brønshøj/Husum, men også store dele af Amager, er karakteriseret som sårbare områder, hvor en stor andel af borgerne har en kort eller ingen uddannelse, hvor gennemsnitslønnen er lav, og hvor der er en stor andel af borgere med ikke-vestlig herkomst (Jf. Københavns Kommunes politik for udsatte byområder).
Samtidig oplever begge områder udfordringer med lægedækningen, idet der er ganske få praktiserende læger der har åbent for tilgang. På Amager er der desuden ubesatte stillinger som praktiserende læge, og i Brønshøj/Husum har flere læger meddelt ophør i området. Desuden er begge områder karakteriseret ved at have mange solopraksis, ligesom resten af Københavns Kommune.
Den manglende lægedækning kan betyde, at syge borgere ikke i tilstrækkelig grad kommer til lægen og dermed risikerer at forværre sygdomme der kunne have været behandlet og forebygget. Det er et alvorligt problem for den enkelte, men det har også store økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune, når f.eks. forebyggelige indlæggelser ikke bliver håndteret i tide og dermed forværres unødvendigt.
Almen praksis i Københavns Kommune
Almen praksis er i Københavns Kommune kendetegnet ved, at store dele af almen praksis praktiserer i små lejligheder. De fysiske rammer betyder bl.a., at ældre og handicappede borgere kan have besvær med at komme til lægen p.g.a manglende handicapfaciliteter, ligesom det kan være svært at huse flere læger og ansætte praksispersonale i små lejligheder.
Konsekvensen af de fysiske rammer kan bl.a. være lægedækningsudfordringer, idet de fysiske rammer særligt fremmer solopraksis, hvilket ikke er en attraktiv praksisform for yngre læger.
Samtidig betyder hele udviklingen i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, at almen praksis skal løfte flere opgaver – bl.a. skal almen praksis varetage et langt større antal borgere med kronisk sygdom, hvilket skaber et stigende behov for ansættelse af praksispersonale, samt behov for en generel faglig udvikling. De fysiske rammer i Københavns Kommune kan dog være hæmmende for denne udvikling.
Københavns Kommune har derfor søgt puljen til etablering af to lægehuse i henholdsvis Brønshøj/Husum og på Amager, der hvert skal kunne huse 2-5 praktiserende læger samt praksispersonale (bilag 1). Der er i ansøgningen taget forbehold for politisk godkendelse.
Det er forvaltningens vurdering, at opførelsen af lægehuse i Brønshøj/Husum og på Amager vil være med til at understøtte lægedækningen i de valgte områder og samtidig understøtte Københavns Kommunes indsats med lighed i sundhed – til gavn for borgerne.
Opkøb og omkonvertering af ældreboliger til lægehuse
Københavns Kommune har anvisningsret til en række ældreboliger, hvoraf flere står tomme. Københavns Kommune påtænker at tilvejebringe lokaler til lægehusene ved at omkonvertere ledige ældreboliger til lægehuse. Samlet set vil Københavns Kommune ansøge Sundheds- og Ældreministeriets pulje om cirka 31 mio.kr. Midlerne skal bl.a. bruges til at frikøbe ældreboligerne af boligselskaberne, istandsætte lokaler samt indrette lægehusene. Herefter vil Københavns Kommune udleje lokalerne til interesserede læger på markedsvilkår.
Københavns Kommune har i forbindelse med Budget 2018 bevilliget 3 mio. kr. til SUF til at understøtte lægehuse i udsatte boligområder. Det er hensigten, at disse midler bl.a. skal anvendes til ansættelse af sundhedsfaglig eller socialfaglig personale, der skal skabe synergi mellem de kommunale indsatser og almen praksis. Ansættelse af f.eks. socialfagligt personale kan med fordel kobles op på de nye lægehuse.
Økonomi
Indstillingen har ikke nogen selvstændige økonomiske konsekvenser. Såfremt det ansøgte beløb bevilliges, forventer forvaltningen, at ansøgte puljeomkostninger til såvel opkøb som istandsættelse kan dækkes, hvorfor der ikke er behov for yderligere finansiering.
Videre proces
Såfremt Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender ansøgning af puljemidler og såfremt Københavns Kommune modtager midler fra Sundheds- og Ældreministeriets pulje, vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fremlægge sag for Borgerrepræsentationen til godkendelse af opførelse af lægehuse i Københavns Kommune herunder opkøb og omkonvertering af de pågældende ældreboliger. Det forventes, at sagen vil blive lagt frem i maj eller juni måned 2018.
Katja Kayser
/Karen Nørskov Toke