Kvartalsrapport 3. kvartal 2011
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fremlægger Kvartalsrapport for 3. kvartal 2011.
Indstilling og beslutning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
-
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager Kvartalsrapport for 3. kvartal 2011 (bilag 1) til efterretning.
Problemstilling
Formålet med kvartals- og årsrapporterne er at give Sundheds- og Omsorgsudvalget et samlet overblik over forvaltningens aktiviteter. Sundheds- og Omsorgsudvalget behandlede senest kvartalssrapporten for 2. kvartal 2011 på udvalgsmødet den 29. september 2011.
Kvartalsrapporten for 3. kvartal 2011 for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen tegner et samlet billede af, hvordan 3. kvartal 2011 forløb for de borgere, forvaltningen servicerer, og de medarbejdere, som forvaltningen beskæftiger. Desuden er det hensigten at følge op på de politiske mål, der har været styrende for forvaltningens prioriteringer og indsats. Kvartalsrapporten har fokus på følgende hovedområder: Hjemmepleje, sygepleje, plejeboliger, hjemtagning, genoptræning, tilsyn, dokumentation samt medarbejdere.
Løsning
I indstillingen er de fremhævede tendenser sammenlignet med 3. kvartal 2009 frem for 3. kvartal 2010 for at give Sundheds- og Omsorgsudvalget et længere perspektiv på udviklingen. Der er ikke nogen tendenser i forhold til forrige kvartalsrapport, der giver anledning til særlige bemærkninger.
Hjemmepleje og sygepleje (kapitel 3 og 4)
Sagsbehandlingstiderne for behandling af ansøgninger om hjemmepleje er blevet nedbragt markant i de seneste to år. Således bliver næsten ca. 90 % af alle ansøgninger om personlig pleje, praktisk hjælp og madservice nu behandlet inden for den politisk fastlagte tidsfrist på fem arbejdsdage. I 3. kvartal 2009 var det omkring 40 % af ansøgningerne, som blev behandlet inden for fem arbejdsdage.
Med reformprogrammet 'Aktiv og tryg hele livet' har Sundheds- og Omsorgsudvalget vedtaget et princip om aktiv hjælp frem for passiv hjælp. De ældre skal derfor i stigende omfang visiteres til aktiverende ydelser og midlertidig praktisk hjælp frem for varig hjælp. Det er et mål i Københavns Kommunes sundhedsindeks (som udspringer af Sundhedspolitikken 'Længe Leve København') at andelen af nyvisiterede borgere, der modtager aktiverende ydelser, skal stige fra 7 % (ultimo 2010) til 20 % i 2014. I 3. kvartal 2011 blev 13 % af de nyvisiterede borgere visiteret til aktiverende ydelser.
22 % af de nyvisiterede borgere blev visiteret til midlertidig praktisk hjælp.
Sundheds- og Omsorgsudvalget har besluttet at målrette indsatsen for at øge medarbejderkontinuiteten til borgere, der modtager enten personlig pleje eller både personlig pleje og praktisk hjælp i op til 12 timer om ugen. Målet er en medarbejderkontinuitet på 66 % for denne målgruppe. I daghjemmeplejen var medarbejderkontinuiteten for målgruppen 59 % i 3. kvartal 2011, hvilket er en svag stigning siden 3. kvartal 2009. I aftenhjemmeplejen var medarbejderkontinuiteten for målgruppen 62 % i 3. kvartal 2011, hvilket er et fald fra 3. kvartal 2009. Hjemmeplejen har sideløbende med fokus på medarbejderkontinuitet generelt fokus på at tilpasse organisationen til situationen med færre modtagere af personlig og praktisk hjælp. Budgetmæssige nedjusteringer kan vanskeliggøre forbedringer af medarbejderkontinuiteten, bl.a. når organiseringen af arbejdet løbende må tilpasses. Forvaltningen arbejder dog fortsat med at forbedre medarbejderkontinuiteten, bl.a. ved at se nærmere på erfaringerne fra de hjemmeplejegrupper, der har den højeste medarbejderkontinuitet. Det er forventningen, at igangsatte indsatser med bl.a. teamorganisering og fokus på planlægningsfunktionen fremadrettet vil forbedre medarbejderkontinuiteten.
Sundheds- og Omsorgsudvalget har fastlagt en målsætning om, at 90 % af borgerne i målgruppen for sygeplejeklinik skal benytte sygeplejeklinik. I 3. kvartal 2011 var der 33 % af borgerne i målgruppen for sygeplejeklinik, som benyttede klinikken. I 3. kvartal 2009 var den tilsvarende andel 15 %. Andelen af borgere, der benytter sygeplejeklinik, er således øget markant i de sidste to år, men der er stadig et stykke vej til at indfri målsætningen på 90 %. Der henvises til punkt 6 på dagsorden.
Plejeboliger (kapitel 5)
87 % af sagerne om ansøgning til plejebolig blev i 3. kvartal 2011 behandlet inden for den politisk fastsatte frist på 15 arbejdsdage. Det er en stigning fra 74 % i 3. kvartal 2009. Stort set alle borgere, der var godkendt til plejebolig, fik anvist en bolig inden for den politisk fastsatte frist på fire uger (fire-ugers-garantien).
Hjemtagning og genoptræning (kapitel 6)
Ifølge Sundhedsaftale 2011-2014 skal Københavns Kommune hjemtage færdigbehandlede borgere fra hospital hurtigst muligt og senest 14 dage efter færdigbehandling. I 3. kvartal 2011 ventede 18 borgere på hjemtagning i mere end 14 dage. Det tilsvarende tal var 32 borgere i 3. kvartal 2009. I alt blev 7.588 borgere udskrevet fra hospital i 3. kvartal 2011. Forvaltningen er således kommet tættere på sundhedsaftalens mål om hjemtagning inden for 14 dage.
Sundheds- og Omsorgsudvalget har endvidere fastlagt et mål om, at der i gennemsnit maksimalt må være 11 færdigbehandlede patienter per dag, der venter på hjemtagning. Samlet set er det gennemsnitlige antal færdigbehandlede patienter per dag, der venter på hjemtagning, faldet fra 41 borgere per dag i 2009 til 28 borgere per dag i 2011. Der kan være flere grunde til, at borgerne ikke kan udskrives umiddelbart efter færdigbehandling. Det skyldes bl.a., at hospitalerne ikke i alle tilfælde giver besked om, at borgerne er færdigbehandlede, og at der i perioder er ventetid på kommunens midlertidige pladser. Forvaltningen arbejder løbende sammen med regionen og hospitalerne i området om at sikre et bedre flow og at undgå færdigbehandlingsdage.
Sundheds- og Omsorgsudvalget har fastlagt mål for den maksimale ventetid på igangsættelse af genoptræningsforløb. I 3. kvartal 2011 blev målene på ventetid på genoptræning efter sundhedsloven overholdt i 99 % af de normale forløb og i 97 % af de accelererede forløb. For genoptræning efter serviceloven blev målet for ventetid overholdt i 97 % af tilfældene. Andelene af træningsforløb, hvor ventetiderne er overholdt, er steget de sidste to år.
Dokumentation og tilsyn (kapitel 7)
Det er Sundheds- og Omsorgsudvalgets mål, at alle borgere, der modtager hjemmepleje eller bor i plejebolig, har en døgn- og ugeplan. I 3. kvartal 2011 havde 93 % af hjemmeplejemodtagerne en døgn- og ugeplan, mens alle borgere i plejeboliger havde en døgn- og ugeplan. I hjemmeplejen er andelen af borgere, der har en døgn- og ugeplan, steget kraftigt siden 3. kvartal 2009, mens andelen af borgere i plejeboliger med en døgn- og ugeplan har ligget stabilt siden 3. kvartal 2009.
Ifølge Københavns Kommunes kvalitetsmål må ingen plejeboliger eller hjemmeplejeenheder, der er genstand for uanmeldte kommunale tilsyn, gå igennem et kalenderår uden at blive godkendt ved tilsynet.
Til og med 3. kvartal 2011 er der gennemført seks ordinære tilsyn med kommunale og private hjemmeplejeleverandører, hvor fire tilsyn blev godkendt med mangler på enkelte områder og to tilsyn ikke blev godkendt. De to ikke-godkendte leverandører (hhv. en kommunal og en privat leverandør) vil modtage et opfølgende tilsyn indenfor tre måneder. Der er også gennemført kommunale tilsyn med 26 kommunale plejeboligenheder, som alle er blevet godkendt.
Herudover har Hjemmeplejen Bispejerg i 2011 fået tre opfølgende tilsyn som opfølgning på et ikke-godkendt tilsyn i 2010. Det tredje tilsyn (som vil indgå i næste kvartalsrapport, fordi der først er modtaget rapport i oktober 2011) er godkendt med mangler.
Embedslægen har gennemført 15 tilsynsbesøg på københavnske plejeboligenheder til og med 3. kvartal 2011. 13 af disse plejeboligenheder har fået vurderingerne "fejl og mangler uden patientrisiko" eller "fejl og mangler med patientrisiko". Disse tilsynsresultater forudsætter ikke, at der udarbejdes handleplan for opfølgning. To plejeboligenheder fik konstateret ”alvorlige fejl og mangler”. Den ene plejeboligenhed har fået det opfølgende tilsyn godkendt og for den anden plejeboligenhed vil der blive udarbejdet en handlingsplan, der følger embedslægens anbefalinger. Denne plejeboligenhed vil få et opfølgende tilsyn af embedslægen inden for tre måneder. Den gennemsnitlige score for embedslægetilsynene er faldet fra 2,8 i 2009 til 2,7 i 1.-3. kvartal 2011.
Medarbejdere (kapitel 8)
Som led i reformprogrammet 'Aktiv og tryg hele livet' har Sundheds- og Omsorgsudvalget fastlagt et mål om, at 20 % af de fastansatte skal være mænd i 2015. Andelen af fastansatte mænd i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen var 15 % i 3. kvartal 2011, hvilket er nogenlunde på niveau med 3. kvartal 2009. Forvaltningen er i færd med at udarbejde handleplan for ligestilling 2012-2014, hvor indsatser i forhold til målsætningen om 20 % mænd skitseres.
Borgerrepræsentationen har besluttet, at alle forvaltninger skal nedbringe sygefraværet med én dag per fastansat medarbejder per år fra 2009 til 2011. For Sundheds- og Omsorgsforvaltningen svarer det til en nedbringelse af sygefraværet fra 20,7 dage per medarbejder 2009 til 18,7 dage per medarbejder i 2011. Forvaltningens sygefravær til og med 3. kvartal 2011 udgjorde 13,5 dage per fastansat medarbejder. Dermed er det usikkert, om forvaltningen kan indfri målsætningen om et sygefravær på maksimalt 18,7 dage per medarbejder i 2011. Det hænger sammen med, at sygefraværet blandt elever er steget markant, hvilket til dels kan tilskrives en opstramning i indberetningsproceduren. Forvaltningen har igangsat en bred vifte af initiativer rettet mod elevernes sygefravær.
Økonomi
Videre proces
Hanne Baastrup
/Thomas Karlsson