Løntilskudsjob målrettet SOSU uddannelsen – status efterår 2011 (fællesindstilling)
Indstilling og beslutning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede den 20. maj 2010 (BR 2010-41726) at afvikle Københavns Kommunes egen voksenelevlønsordning. Da den bl.a. tjente som direkte adgang for ledige københavnere til voksenelevløn på SOSU Skolen, skulle der etableres en ny indgang. Denne skulle sikre optagelse af egnede ledige københavnere på skolen og ansættelse af disse med voksenelevløn. Sundheds- og Omsorgsudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget besluttede på den baggrund, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen årligt skal henvise 40 arbejdsledige til løntilskudsstillinger i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen med henblik på kvalificering af dem til social- og sundhedshjælperuddannelse med voksenelevløn.
Udvalgene beslutte desuden, at begge udvalg skal have en statusredegørelse en gang årligt, første gang i efteråret 2011. Sundheds- og Omsorgsudvalget blev senest orienteret om status på mødet d. 19. maj 2011.
Løsning
Ved udgangen af september 2011 er der oprettet 40 løntilskudspladser i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen målrettet denne gruppe. De 40 løntilskudspladser er blevet udbudt i tæt samarbejde mellem forvaltningerne. Ligeledes er der et tæt og godt samarbejde om orientering af borgere og andre samarbejdsparter.
Medio november har Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen henvist 33 ledige til de oprettede løntilskudspladser. Forvaltningerne har intensiveret indsatsen for at få besat de resterende syv løntilskudspladser i årets sidste kvartal.
Det er erfaringen, at de aktiverede ledige ofte bruger løntilskudsbeskæftigelsen i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til at afklare deres kvalifikationer og interesser i forhold til fagområdet.
Det er forvaltningernes erfaring, at ledige i de særligt oprettede løntilskudsjob målrettet SOSU uddannelsen, tilhører gruppen af lidt ældre ledige, som har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet.
Det er vurderingen, at effekten af indsatsen vil være, at flere vil kunne kvalificeres til at blive optaget på social- og sundhedshjælperuddannelsen med voksenelevløn. Ind til videre er én ledig via løntilskudsordningen blevet optaget på uddannelsen. For at blive optaget på social- og sundhedshjælperuddannelsen med voksenelevløn kræver det, at eleven dels findes studieegnet, dels har 12 måneders erfaring på området. Derfor må de fleste løntilskudsforløb forlænges til et år.
Afskaffelsen af voksenelevlønspuljen medio 2010 har ikke medført et fald i søgningen til social- og sundhedshjælperuddannelsen. I 2010 blev elevdimensioneringen på uddannelsen således nået for første gange i mere end 10 år. I 2011 forventes dimensioneringen ligeledes nået.
Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Sundheds- og Omsorgsudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil i efteråret 2012 blive orienteret om status for ordningen.
Lene Silassen Morten Binder